Ansvarligheden skal med på charterferien

Når det er ferie, er alt tilladt. Sådan lyder parolen, når danskerne tager på charterferie. Men hvorfor er ferie lig med overspisning og overforbrug, skriver livsstilsekspert Christine Feldthaus efter netop at være kommet hjem fra Tenerife

Vi følger i høj grad i hælene på hinanden, når vi tager på ferie og vælger de samme destinationer. Det sætter et massivt pres på de populære feriesteder med forurening, slitage af lokale kulturværdier og pres på lokalbefolkningen - som for eksempel på den italienske ø Sardinien, der bliver besøgt af omkring 10 millioner mennesker hvert år. Etik.dk har derfor spurgt livsstilsekspert og medlem af Etikpanelet Christine Feldthaus, om det er i orden at være en del af masseturismen?

Det er jo i hvert fald meget vanskeligt at sætte udviklingen i stå så længe der findes flybrændstof, charterindustri og forbrugere, som er villige til at betale for at rejse ud og holde ferie under varmere himmelstrøg.

Som et af verdens, trods finanskrise, rigeste lande er det blevet naturligt for os at rejse på ferie flere gange om året. Både sommer og vinter. Og i efterårsferien, påskeferien og alle de forlængede weekender.

Er det i orden? Det er i hvert fald svært at lukke for et marked, hvor der er stor efterspørgsel.

Når man lever i et samfund, hvor middelklassen har styr på alle de nederste lag i behovspyramiden, er det helt naturligt, at vi søger op i oplevelse og selvrealisering. Vi har tiden, og vi har råd! Og med en befolkning, hvor flere og flere nærmer sig en alder uden for arbejdsmarkedet, kan jeg dårligt forestille mig, at udviklingen bliver nedadgående. De nye seniorer er dem, der har bedst tid og også har de største formuer. Dem skal de nok selv bruge de tager et fly ud i verden og lader arvinger gå.

Man kan jo også spørge sig selv, om masseturismen er værre end de mindre oplevelsesprægede individualiserede rejser, hvor vi også ser en stigning i fjerne og mere eksotiske rejsemål som Borneo, Galapagos og slædeture på Grønlandsisen (inden den smelter)

Jo mere eksotisk, vi ønsker at rejse, jo længere skal vi jo bevæge os og desto mere flybrændstof, skal der til. De gammelkendte charterrejsemål er jo nærmest lagt an på at modtage gigantisk mange turister hvert år hvorimod det sikkert har større indvirkning på lokalbefolkningen og naturen, når vi begynder at rejse ud til f.eks. stammefolket i Papa Ny Guinea. Når antallet af turister stiger, skal der jo også anlægges motorveje!

Hvilke udfordringer ligger der i at gå i hælene på millioner af andre turister?

Der er nok næppe nogen tvivl om, at masseturismen øver et stort pres på de lokale samfund. Jeg har selv lige været et smut omkring Tenerife for at sejle videre ud på øen La Gomera. På Tenerife er det fuldstændigt som at gå på gågaden i en dansk provinsby. Alle skilte og menukort er på dansk, og tjenerne taler også vores sprog om end lidt gebrokkent. Der er ikke meget eventyr tilbage. Men vejret er dejligt det meste af året.

Så rent indholdsmæssigt kan man sige, at vi måske ikke længere får de store eventyrlige oplevelser og indtryk fra fremmede himmelstrøg, når vi besøger de gængse charterturistmål. Vi tramper grundlæggende rundt bag hinanden og kan risikere at møde naboen og mange andre danskere frem for at komme tættere på rejselandets egen kultur. Og madmæssigt kan vi få de samme retter som herhjemme. Jeg har sågar oplevet frikadeller på et spansk menukort!

Ser man lidt nærmere på de store rejsemål som f.eks. Krabi og Phuket i Thailand, er der også sket en kolossal udvikling. Her oplever man nu om stunder også en Mallorcafisering, således at det eksotiske islæt eroderer til fordel for at mætte de hungrende turister fra de rige lande i bl.a. Europa. Når man ligger på en af verdens smukkeste strande i Railay Beach, kan man i højsæsonen dårligt trække vejret for alle de long-tail-både med benzindrevet bilmotor, som pendler frem og tilbage fra Krabi med blege turister. Og det kræver en stor indsats af de lokale at holde områderne bare nogenlunde rene for skrald og forurening.

Hvordan er man konkret en ansvarlig masseturist?

Jeg fristes til at sige ved at blive hjemme ind i mellem. Men der er jo masser af ting, den enkelte kan gøre. Hvis man f.eks. vælger at cykle eller gå rundt på destinationen, sparer vi jo i hvert fald noget brændstof.

Hvis vi vælger at lade være med at bestille mere mad, end vi har brug for, stopper vi noget af madspildet. Hvis vi bruger håndklæderne på hotellet hele ugen i stedet for at få rene hver morgen, bidrager det jo også. Hvis vi undlader at tænde for aircondition, er der store besparelser at hente på energiforbruget. Og hvis vi vælger at flyve nogle kortere ruter, sparer vi fossile brændsler. Vandskituren kan med fordel erstattes med en svømmetur og sådan kan den enkelte jo foretage mere ansvarlige valg. Uden at ferien forringes.
Problemet er blot praksis. For iboende i os er der et ønske om ekstra forkælelse og luksus, når vi er på ferie. Der skal ikke spares på noget.

Vi har ikke den samme ansvarlighed på et hotel, som vi ville have hjemme hos os selv. Vi glemmer oftere at slukke lyset, air-condition, og for bruseren i tide for vi har jo betalt en fast pris, som er uafhængig af vores forbrug.

Og mange mennesker har vænnet sig til, at de skal transporteres rundt i bil, når de skal opleve. De orker ikke at trave eller cykle om end der også her findes en stigning i den ferieform, hvor man ønsker at være mere aktiv. Og når vi ryger op til aftensmadsbuffeten, har mange af os svært ved at spise med maven vi tager alt for store og for mange portioner for vi har jo valgt all included, så det er ikke vores problem, at vi ikke spiser op. Eller fejlkalkulerer vores behov for føde. Det er jo ferie og alt er tilladt.