Filosofferne Sokrates og Platon

Filosofferne Sokrates og Platon har begge sat store aftryk i den europæiske tænkning helt frem til i dag. Også inden for moral og etik har de to grækere haft afgørende betydning. Bliv klogere på filosofiens historie i denne sensommer med ny serie på religion.dk

Sokrates (469-399 f.Kr.)

Sokrates var en græsk filosof fra Athen. Han anses for grundlæggeren af den græske klassiske filosofi, og som den første, der grundlagde en egentlig moralfilosofi, delvis i modsætning til den tidligere naturfilosofiske periode (førsokratikerne).

Sokrates indflydelse er enorm og han betragtes som en af de mest kendte og respekterede tænkere fra antikkens tid.

Da Sokrates ikke selv efterlod sig nogle skriftlige kilder, kender man kun til ham gennem overleveringer fra hans elev, Platon.

Ifølge Platon brugte Sokrates det meste af sin tid på at gå rundt og diskutere filosofi med borgerne i Athen og hans indkomst begrænsede sig udelukkende til mad og gaver fra venner. Sokrates blev især kendt for sin særlige samtalekunst og for mantraet Klogest er han, som ved, hvad han ikke ved.

I 399 f.Kr. blev Sokrates anklaget for blasfemi og for at forføre ungdommen med alle sine tanker og anderledes idéer. Han blev herefter dømt til døden, hvilket betød, at han skulle drikke saft fra den giftige plante, skarntyde.
I dialogen Faidon beskriver Platon Sokrates' sidste timer.

Platon var ikke selv til stede ved Sokrates' henrettelse, så beskrivelsen baserer sig på overleveringer fra de tilstedeværende. Især Sokrates Forsvarstale er sidenhen blev kendt og anvendt i mange filosofiske sammenhænge.

Sokrates forudsatte, at der findes en absolut moralsk standard, arete (se dyd), som er gældende for det enkelte menneske. Ifølge Sokrates er dyd lig med viden, og den, der véd det gode, vil aldrig handle ondt, mente han.

Platon (428-348 f. Kr.)

Platon var en græsk filosof fra Athen, der i en længere periode var elev af Sokrates. Efter Sokrates død, grundlagde Platon Akademiet, der var et slags gymnasium for mænd, herunder på et tidspunkt også den unge elev Aristoteles.

Platon kendes både som den primære kilde til vor viden om Sokrates, men også for sin egen filosofi. Det kan imidlertid være vanskeligt at skelne helt mellem Sokrates og Platons tanker, idet Sokrates kun kendes gennem Platons overleveringer og derfor nok er en smule platonisk farvede.

Sokrates' og Platons moralfilosofi

Fælles for Platon og Sokrates var blandt andet deres dualistiske verdenssyn; de opfattede alting som splittet i to naturer, fænomenernes verden (det umiddelbart synlige, det foranderlige og forgængelige) og idéernes verden (det virkelige, det sande, det gode, det uforanderlige og det uforgængelige).

Også den menneskelige eksistens bestod for Platon og Sokrates af to naturer; legemet og sjælen. Legemet stod for det ikke-fornuftige, dødelige, synlige og foranderlige, hvor sjælen stod for det modsatte, nemlig det fornuftige, udødelige, usynlige og uforanderlige.

Især Platons filosofi var kendetegnet ved at lægge vægt på idéernes verden, som det egentlige sande, skønne og gode. Denne idéernes verden var ifølge ham ikke mulig at sanse, men var alene tilgængelig via fornuften.

Dermed blev fornuften selve omdrejningspunktet for Platons etik. For ham rummer fornuften både den evne der adskiller mennesket fra dyrene, men også muligheden for at indse, hvad det gode er.

Ifølge Sokrates var det at kende sig selv, vejen til at blive et godt menneske. Da alle mennesker bærer sandheden i sig selv, ses ondskab blot som et udtryk for uvidenhed. Så hvis mennesket via fornuften kommer til at kende sandheden, vil det også blive et godt og moralsk menneske.

Fælles for Platon og Sokrates er derfor, at de repræsenterer en dannelsestanke; mennesket skal dannes for at det kan blive virkeliggjort. Mennesket er dermed ikke fra fødslen et godt og moralsk væsen, men kan blive det via fornuften.