Etik i oplysningstiden

I oplysningstiden skiftede fokus fra personlige dyder til den moralske handling selv

Indtil oplysningstiden havde al etik været forankret i Gud på den ene eller anden måde. Uanset om der er tale om Gud som legitimerende kraft eller vilje bag menneskelige handlinger som et første princip, der styrer verden - eller det guddommelige, som en slags bagved- og underliggende dimension, mennesket kan får indsigt i, havde etikken hver gang på en eller anden måde tilbage til det guddommelige.

Det ændrede oplysningstidens første store filosof Immanuel Kant (1724-1804), for hos ham var etiske principper nemlig ikke afhængige af nogen form for bagvedliggende faktor. De etiske principper skulle være selvstændige, uafhængige og gælde i kraft af sig selv. Det betød også et skifte i etikkens fokus. Etikken begyndte nu at koncentrere sig om handlingen selv, uafhængigt af den enkelte person, der skulle udføre den.

LÆS OGSÅ: Hvad er pligtetik?

Kant udformede den etiske selvbestemmelse igennem det kategoriske imperativ: Du skal altid handle sådan, at du samtidig kunne ønske, at den maksime du handler efter, skal kunne gøres til en almen lov." Det helt afgørende ved denne form for tænkning var, at moralske påbud skal overholdes, uafhængigt af, hvilke konsekvenser de har.

Over for Kants pligtetik opstod den oprindeligt engelske nytteetik.

LÆS OGSÅ: Hvad er nytteetik?

Den blev først formuleret af englænderne J.S. Mill og Jeremy Bentham og havde sin rod i David Humes anti-metafysiske tænkning. Fællestrækket med Kants tænkning er, at fokus ligger på selve handlingen i stedet for den handlende, men i modsætning til Kant, understregede nytteetikerne, at det netop er en handlings konsekvenser, der er afgørende for dens status som god eller ond.

Overordnet for oplysningstiden kan man sige, at det mest afgørende for denne periode var, at de to fundamentale retninger inden for moderne etik historie, nytteetikken og pligtetikken, så dagens lys.