Etik i moderniteten

Filosof Søren Kierkegaard

Filosof Søren Kierkegaard (1813-1855). Scanpix

I moderniteten eksploderede etikken i mange retninger

Efter oplysningstiden giver det ikke længere mening at snakke om én specifik udvikling i filosofien, fordi den eksploderede i mange forskellige retninger med det moderne gennembrud og Guds død.

Et eksempel er den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Nietzsche erklærer i sin filosofi forestillingen om Gud som en menneskelig illusion. Gud er død, siger han, og derfor skal vi indse, at troen på, at vi skal legitimere vores handlinger uden for os selv, en illusion. I stedet for må grundlaget for handlinger nu være den menneskelige vilje. Vi må selv legitimere de handlinger, vi foretager, og vi må selv tage ansvar for dem. Gør vi det ikke, er vi svage mennesker.

LÆS OGSÅ: Friedrich Nietzsche (1844-1900)

En ganske anden retning, som etikken udviklede sig i, er den eksistensfilosofiske. Her har ikke mindst den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) spillet en væsentlig rolle.

For Kierkegaard er valget det helt centrale i etikken. I valget sættes nemlig den afgørende forskel mellem det gode og onde. Kierkegaards kristne livssyn indebærer dog også, at han ikke finder det etiske og det kristelige som nødvendigvis overensstemmende. Det etiske er alment, men Guds vilje kan til tider gå på tværs heraf og sætte den enkelte i et valg mellem det etiske og troen.

I Kjerlighedens Gjerninger fra 1847 skriver Kierkegaard, at den kristne kærlighed er kendetegnet ved selvfornægtelse. Vi skal i næstekærlighedens navn give afkald på den naturlige kærlighed, der knytter os til familie og venner, hvis næsten kræver det. Næsten er ubetinget alle, og det rette kristenliv betyder, at man i forhold til næsten lægger alle andre ting fra sig og vender sig mod ham.

Men i modsætning til for eksempel Kant er det for Kierkegaard meget svært at give denne form for etik indhold. I stedet for må man i øjeblikket forsøge at gøre det, man tror er bedst uden at man har nogen chance for at vide det.

LÆS OGSÅ: Stort tema om Søren Kierkegaard

Mest interessant ved etikkens historiske udvikling i moderniteten er uden tvivl de påvirkninger af påstanden om Guds død, som sendte chokbølger gennem alle dele af det europæiske kulturliv. Men Nietzsches og Kierkegaards måde at tænke etik på er bestemt ikke udtømmende for måden, hvorpå der blev tænkt over etik. Moderniteten var også en tid med stor tro på fremtiden. Det er eksempelvis den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) et godt billede på.

I hans tænkning er begrebet om en verdensånd afgørende. Denne gennemsyrer verden, og historien er et udtryk for dennes realisering. Gud er en del af den, og både verden og historien er derfor særdeles gode i Hegels tænkning. Det får ham til at sige, at kun det fornuftige kan være det virkelig.