Etik i middelalderen

I middelalderen forsøgte filosofferne at forene Guds lov og menneskets

I middelalderen fortsatte forsøgene fra den sene antik på at give den græske filosofi et kristent udtryk. Anselm af Canterbury (cirka 1033-1109) forsøgte at bevise, at filosofien faktisk slet ikke giver mening, hvis den ikke er baseret på en tro på den treenige gud. Troen på Gud måtte forudsættes for enhver tænkning, da alt andet for ham at se ville være absurd.

"Gud er det, end hvilket intet højere kan tænkes," skriver Anselm og mener dermed, at Gud og gudstroen er noget, der er over tænkningen og den menneskelige fatteevne. Menneskelige handlinger må derfor i sagens natur pege tilbage til Gud, og fornuft, forståelse og tænkning udledes herfra.

Den italienske filosofi Thomas Aquinas (1224-1274) er derimod præget af Aristoteles. For Aquinas er den naturlige lov - der præger hele skaberværket - helt central. Mennesket tager del i den naturlige lov og har derfor en kerne, der er grundlæggende god og stemmer overens med Guds vilje. Mennesket er langt hen ad vejen i stand til at gøre det gode af sig selv i kraft af dets delagtighed i den naturlige lov.

Især det ondes problem er Thomas optaget af. Han fremhæver som argument, at da Gud er algod, almægtig og alvidende, må ondskab i verden skyldes fraværet af eller manglen på noget. Det er derfor Thomas' pointe, at det er menneskets eget frie valg, der gør det i stand til at modsætte sig Gud og gøre ondt. Til gengæld er det med det samme frie valg, at mennesket i troen har mulighed for at vælge Gud og det gode.

I forhold til antikken kan man sige, at etikken i endnu højere grad end hos sen-antikkens store tænker, Augustin, bliver gjort kristen. Igennem hele middelalderen forsøger filosofferne at tænke den naturlige lov menneskets tilbøjelighed sammen med Guds lov.