Etik i antikken

"Skolen i Athen", maleri af Rafael. Platon og Aristoteles i midten. - Wikimedia Commons.

Traditionen for etisk tænkning startede i antikken

Overvejelser om, hvad der er rigtige og forkerte handlinger, har altid udgjort en væsentlig del af filosofien. Allerede hos antikkens store tænkere, Platon og Aristoteles, behandledes spørgsmålet om, hvad eller hvem der legitimerer og vejleder i de afgørelser, vi træffer, og de handlinger, vi foretager os livet igennem som mennesker.

Platons (427-347) var kendetegnet ved en understregning af idéernes verden som det fundamentale. Det afgørende ved denne lære var, at det evige ikke er i vores verden, men i en anden verden bagved vores egen. Denne bagvedliggende verden, mente han, var evig og pegede langt ud over den verden, vi lever i.

Denne ideale verden kunne ikke sanses og var alene tilgængelig for fornuften. Det betyder for Platons etik, at den bliver fokuseret på fornuften. Det er filosofferne, der har så høj en indsigt i idéernes verden, at de bør være de ledende i samfundets definition på, hvad det gode er.

Senere i antikken kom Aristoteles (348-322) til. Han mente i modsætning til Platon, at det evige er inde i os i stedet for uden for os. Aristoteles opfatter mennesket som et grundlæggende godt og socialt væsen. Dette præger naturligvis hans etik helt grundlæggende, og det bliver af samme årsag vigtigt for ham at forklare, hvordan mennesket kan udvikle en række forskellige former for dyder.

Den grundlæggende forskel mellem Platon og Aristoteles nemlig om det gode er uden for mennesket eller i mennesket selv kan findes hele vejen op igennem etikkens historie. På den ene side er der dem, der med Platon in mente siger, at mennesket er præget af ondskab og synd, og at godheden er at finde uden for mennesket, og på den anden side er der dem, der med Aristoteles siger, at mennesket er godt, og at de dyder, mennesket bør udvikle, kan findes inde i mennesket.

En kristen genoplivning af antikken
Hos kirkefaderen Augustin (354-430) fik den antikke tænkning en ny drejning, idet han forsøgte at give Platons tænkning en kristen drejning.

Hvor etikkens legitimitet hos Aristoteles og Platon enten er et spørgsmål om, at det gode findes i en idéverden eller i mennesket, skal etikken nu finde sin grund i Guds alvidende og algode væsen. Derfor bliver etikken hos Augustin menneskets mulighed for at få del i Guds væsen. Menneskelige handlinger er nemlig underlagt et guddommeligt forsyn, og det er menneskets ansvar at varetage dette forhold med omhu og med egen vilje handle rigtigt.

LÆS MERE:
Augustin: Med fri vilje handler vi under Guds forsyn