Det etiske kompas skal justeres

Morten Ramsland indvier os i livet i udkanten af Odense i bogen "Sumobrødre".

DEN STORE MODSÆTNING til Bentham var Immanuel Kant, der modstillede pligtetikken til Benthams nytteetik. Foto: New York Public Library

Den etik, som præger et samfund, udvikler sig over tid og præges af forskellige tanker. En af de store modsætninger i etikken udgøres af Jeremy Bentham og nytteetikken på den ene side og Immanuel Kant og pligtetikken på den anden. Længe har Kants pligtetik domineret, men nu er det vendt, mener dagens kronikør

Milena Penkowa, Københavns Universitets stjerneforsker, blev herostratisk berømt. Hun var rektors og forskningsministerens yndling, og fotograferet i ferrarifarvet sportsvogn lovede hun hjernesygdomme udryddet.

Etik var i centrum, men netop etisk svigt førte til afgrunden. Mange af Penkowas laboratorierotter var varm luft, men afsløringerne gav ikke moralske skrupler. Middelmådighedens misundelse i forskernes ormegård måtte være årsagen til forargelsen over nogle småfejl.

LÆS OGSÅ: På sporet af etikken

Uklare grænser mellem videnskab, politik og journalistik er et etisk problem. Medierne kræver, at politiske holdninger skal begrundes videnskabeligt, og forskere fremsætter udsagn, der i virkeligheden er medielækre politiske budskaber.

Over år er den etiske kompasnål drejet 180 grader fra pligtetik til nytteetik, og rorgængeren, der sætter den etiske kurs, er ændret fra patriarken til tv.

Jeg vil beskrive, hvorledes dette magtskifte fra præsten til studieværten er sket, men først modsætningen mellem nytte- og pligtetik.

Jeremy Bentham var nytteetikkens far. Han ønskede lykke for flest mulige og mente, at en rigtig etik har nyttige konsekvenser. Født i 1748 var han langt forud for sin tid.

Han talte for den enkeltes frihed og kønnenes ligeberettigelse. Bentham var ekstrem. Han skelnede ikke mellem kvantitet og kvalitet. At spille pind er lige så godt som at læse poesi og høre musik var et udsagn, som provokerede hans elev Stuart Mill. I fri oversættelse var Mills svar: Hellere være en utilfreds Sokrates end en glad gris.

Bentham kendte sit værd. Derfor donerede han sin afdøde, udstoppede krop, udstillet i et skab, Autoikonet, til University London College. Ved højtidelige konsistoriemøder åbnes døren til skabet, og det anføres, at Bentham er til stede, men uden stemmeret.

DEN STORE MODSÆTNING til Bentham var Immanuel Kant, der modstillede pligtetikken til Benthams nytteetik. Han var ikke værdirelativist. For ham er den ubetingede pligt og den gode vilje afgørende værdier. Den kølige fornuft skal råde. Det kategoriske imperativ, hvor universelle etiske regler gælder ubetinget, står i modsætning til følelsernes hypotetiske imperativer, hvor vi kun handler, hvis det lyster os.

Skåret pædagogisk skarpt står Benthams narcissistiske hedonisme i kontrast til Immanuel Kants tvangsneurose. Både personligt og i teorien. Mens Bentham mente, at alle store personligheder efter deres død skulle præsenteres i et ikonskab, gemte Kant sig væk i Königsberg i neurotiske hypokonderritualer. I teorien stod Benthams behovs- og driftstilfredsstilelse over for Kants pligt og vilje. Narcissisme over for neurose.

Længe har Kants pligtetik domineret nytteetik. Nu er det vendt. Neurose er blevet til narcissisme.

Min farfar og farmor var skagboer i familie med Anna Ancher. Men henfaldt ikke til skagensmalernes romantiske idyl. Livet blandt fiskere var ikke hip hip hurra. Livet var hårdt, og skagboere døde tidligt. Af tuberkulose, i barselsseng, eller de druknede. Det sidste i enten havvand eller billig snaps. En del blev dog reddet fra alkoholdøden ved at blive missionske.

Religionen spillede en central rolle og blev det daglige moralske kompas. Præsten afstak kursen, også i politik og i videnskab. Den sociale forforståelse var patriarkalsk, og også ateister som kommunister fandt på religiøs vis nye patriarker.

Samfundet var ingenlunde sekulariseret, men det modsatte. I dette præmoderne samfund var videnskab en trussel. Specielt biologiens kreationer. Darwinisme var djævelskab, og en kristen kreationisme blev sat op mod videnskabelige fakta. Mine forældre var veluddannede mennesker præget af Grundtvig. Videnskaben skulle ikke forplumres af religiøse mørkemænd.

Anden Verdenskrig havde vist teknologiens betydning og vigtigheden af eksistentialisme. Det enkelte individ skulle tage valg og ansvar på sig. Ikke vandre som lemminge efter en fører. Selvom ordene moral og etik betyder det samme på latin og græsk, nemlig sæder og skik, var ordet moral blevet belastet, knyttet til Indre Missions sorte præst, Vilhelm Beck.

Etik blev moderne. Fortsat forvaltet af religionen, men ikke af præster, nej, nu af teologiske professorer som Sløk og Løgstrup. Den etiske fordring er ikke en sædelære, men et mix af religion og filosofi, hvorfra den enkelte selv må sætte kursen.

Stilfærdigt forsøger Løgstrup at få piedestalen under Kant til at vakle. Han mener, at Kants regeletik er en unødig moralisering. Vi har et ansvar for den anden, men det udspringer ikke af et objektivt krav, der gør næsten til en genstand.

Kvinders tiltagende ligestilling øger autonomien. Uddannelse og let adgang til prævention er afgørende. Ved at lancere p-pillen i 1966 og gennemføre fri abort i 1973 knuser moderniteten endeligt kirkens forsøg på at sakralisere og tugte seksualiteten .

Etik bliver politikernes sag. Religion skal ikke styre det moderne samfund, men være en privatsag.

De folkevalgte styrer nu de vanskelige etiske spørgsmål om transplantationer, stamceller, sene aborter, euthanasi og ikke mindst de indviklede forhold om kunstig befrugtning, her sidst anvendelsen af rugemødre.

Men de styrer på en anden måde end tidligere. Få ansvarlige politikere tør tage et rent pligtetisk standpunkt. De svære diskussioner overlades til Det Etiske Råd, som er politisk sammensat.

Nu er Kant ramlet ned i fodhøjde med menigmand, og opgøret tumler mellem Kant og Bentham. Ofte sådan, at pligtetiske argumenter overvejer i begyndelsen for senere at blive overmandet af nytteetiske modsvar.

Som ung læge i Aarhus husker jeg, hvorledes nyretransplantationer blev indstillet på grund af sygeplejerskernes pligtetiske modstand. Man talte om de hvidkitlede ligrøvere. I dag foregår transplantationer som rutine, og debatten søger at indgyde skamfølelse, hvis ikke man tilbyder sig som donorkrop. Nytteetikkens fremmarch foregår efter devisen, når kanonen er opfundet, kræver den at blive brugt.

I mine børns generation forvalter politikere, journalister, bloggere og ledende forvaltningspersoner etik. Ofte de samme under de forskellige kapper.

Vi er nu i postmoderne tid, hvor form er indhold. En flashy fremtoning er afgørende og grænserne mellem religion, politik og videnskab flyder.

Præster får ikke indflydelse via kirkelig forkyndelse, men via grydeklare politiske og journalistiske overskrifter. Lignende for videnskabsmænd og politikere.

Vi har aldrig været moderne, hævder den franske antroprolog Bruno Latour. For at forstå den globale opvarmning må vi forstå både de naturvidenskabelige facts og præsidenternes krøllede hjerner og sociale forforståelse.

VIRKELIGHEDEN MIKSES af objektive og subjektive forhold. Hvor går grænsen? I den ekstreme postmoderne konstruktivisme og queerteori bliver objektivt lig subjektivt.

I det tyske piratparti, der har haft fremgang blandt unge, er der en del, der ikke vil kategoriseres efter en kønslig binaritet. Mange betegner sig som Einhörner, enhjørninge, hvor kønnet er svært at kategorisere.

Nu er selvet i centrum og Kants kategorier kastreres og indordnes den enkeltes subjektive lyst. Bentham er kommet helt ud af skabet, og det bemærkelsesværdige er, at vi i postmoderne tid er i den samme situation som i den præmoderne, hvor videnskabelige fakta skal knæfalde subjektive, politiske og journalistiske hensyn.

Jeg er tilhænger af Latours dialektik mellem det subjektive og objektive, men Penkowa og de aktuelle politiske skandaler viser, at vi er nødt til at være mere opmærksomme på balancen mellem pligt- og nyttehensyn og på grænserne mellem videnskab, politik, religion og journalistik. Kompasnålen skal dirre mellem pligt- og nytteetik.

Thorkil Sørensen er dr.med. og professor emeritus