Vægter hensynet til det ufødte barn højere end en gravid misbrugers ret til at bestemme selv?

Muligheden for at tilbageholde gravide misbrugere i behandling for at undgå, at de skader deres ufødte barn, skal skærpes

En mor kan ikke holde ud at se på sit handicappede barn. Det er, som om det kigger bebrejdende på hende. Barnet er et levende vidnesbyrd om, at hun under graviditeten drak og tog stoffer. Nu skal hun leve med konsekvenserne resten af sine dage.

”Hvorfor forhindrede I mig ikke i det?”, spørger hun sin læge.

Situationen har speciallæge May Olofsson oplevet flere gange i sit arbejde med gravide med misbrugsproblemer. I 30 år har hun på Hvidovre Hospital arbejdet på at reducere antallet af børn, der fødes med skader på grund af moderens misbrug, og det har udmøntet sig i en klar holdning: Det skal være tilladt at tvangstilbageholde en gravid misbruger, så hun ikke kan misbruge, så længe hun bærer på et barn.

”Det handler om et nyt lille menneske, der skal betale resten af sit liv for en mor, der gav efter for sine impulser, og som bagefter bittert fortrød,” siger hun.

Som loven er i dag, kan kommunerne tilbyde tvangstilbageholdelse, men ifølge en rapport fra Social- og Indenrigsministeriet samt Sundheds- og Ældreministeriet er det et tilbud, der kun sjældent tages i brug.

Og spørger man May Olofsson, er den nuværende lovgivning ikke noget værd.

”Tilbageholdelsen kræver kvindens tilsagn, og de kvinder, vi snakker om her, og det er altså meget få, er i en meget dårlig forfatning såvel psykisk som fysisk og socialt. De er ikke i stand til fuldt ud at vurdere deres situation og de konsekvenser, den har. De kan fortryde deres udsagn fem minutter efter, at de har sat underskriften,” forklarer hun.

Hun henviser til Norge, hvor man siden 1995 lovligt har kunnet tilbageholde gravide misbrugere under hele graviditeten. I Danmark kan man efter gældende regler tilbageholde en kvinde - hvis hun altså har givet tilladelse til det - i højst 14 dage ad gangen og højest sammenlagt to måneder. Det er langtfra nok, mener May Olofsson.

”Misbrug af den type og tyngde, vi snakker om her, er ikke en tilstand, der kan behandles eller bedres i tilstrækkelig grad i løbet af nogle uger eller måneder. Det er en alvorlig kronisk lidelse, der er tale om. For hver dag, der går, hvor kvinden har mulighed for at gøre ting, der skader hendes barn, er barnet i livs- og førlighedsfare konstant, så længe kvinden ikke er under beskyttelse,” siger hun.

Hun kalder det omsorgssvigt af det ufødte barn, fordi det ikke kan gøre fra eller til i forhold til sin mors misbrug.

”Man kan også sige, at barnet bliver 'tvangsbehandlet', for det kan jo ikke flygte ud af sin mors liv. Men ud over at man svigter børnene, svigter man også kvinderne ved ikke at gøre, hvad man kan for at forhindre, at de føder skadede børn,” siger hun.

I sidste uge blev samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten enige om, at kommunerne fremover skal forpligtes til at tilbyde gravide kvinder med alkoholmisbrug en kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse. Samtidig udvides kontraktens varighed, så den fremover skal kunne indgås for hele gravidteten. Desuden justeres længden af den maksimale periode for den enkelte tilbageholdelsessituation fra i dag højst to uger til fremover tre uger, og den samlede tid, en gravid kan tilbageholdes med tvang, udvides også.

Margrethe Møller, der er overlæge og leder af Familieambulatorium Nordjylland, har også oplevet, at kvinder er kede af, at de har skadet deres ufødte barn. Men hendes holdning er, at det er moderen, der som levende individ går forud for et foster.

”Hvis vi påtvinger en gravid kvinde en behandling, gør vi det for et andet menneskes skyld. Det er et vilkår, at det er kvinden, der er gravid, der har ansvaret for barnet hele vejen igennem. Ja, vi står hele tiden over for valg med konsekvenser, som vi kan fortryde. Men det hører med til tilværelsen,” siger hun.

Diskussionen er ikke så ligetil. Selvom der kun er tale om 15-20 tilfælde om året, har fagfolk i årevis været splittet over spørgsmålet. Nu er det igen blusset op med det nye forlig i Folketinget. For Margrethe Møller i Aalborg er tvang en glidebane.

”Hvad hvis man har en kvinde med diabetes? Hvis hun ikke er velreguleret i sin medicin, er der en større risiko for, at hendes barn fødes med misdannelser. Skal hun så også tvangsmedicineres? Det må i sidste ende være kvindens ansvar. Hvis man indfører tvangstilbageholdelse af gravide misbrugere, har man ændret meget alvorligt på kvinders retsstilling,” siger hun.

Hun bakkes op af Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd. Her anbefalede et flertal i september regeringen at gøre det muligt at tvangstilbageholde gravide misbrugere, en anbefaling der var med til at forme lovforslaget om at sætte den frivillige tilbageholdelsestid op fra to uger og sammenlagt to måneder til tre uger og sammenlagt tre måneder. Derudover vil regeringen gøre det lovpligtigt for kommunerne at tilbyde kvinderne tvangstilbageholdelse.

I Det Etiske Råd var man uenig om spørgsmålet, og Lillian Bondo tilhører det store mindretal, der var imod anbefalingen.

”Det er et helt overordnet princip for mig, at den gravide omslutter fosteret, der ikke har nogen selvstændig juridisk status. Det er ikke det samme, som at kvinden ikke tænker på fosteret som sit barn, et barn hun knytter håb til og føler for. Der adskiller misbrugende kvinder sig ikke fra andre gravide, de skal bare have bedre støtte til at kunne give det bedste til barnet. Hvis samfundet så at sige skubber den gravide kvinde med misbrug til side og vil værne fosteret, krænker vi hendes rettigheder som kvinde. Hun skal være den, der styrkes til at træffe de mindst skadelige valg for det ventede barn,” siger hun.

”I stedet for at tvinge moderen, skal vi blive ekstraordinært dygtige til at argumentere og motivere hende for at træffe de bedste valg. Det er muligt, at der vil være ganske få, vi ikke kan nå. Til gengæld er der så mindre risiko for, at en større gruppe skræmmes fra at kontakte os, fordi de frygter tvangen. Vi skal have et system, hvor der er tillid til, at man får hjælp, når man beder om den.”

Formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, var en af dem, der i rådet var for anbefalingen om i få tilfælde at kunne tilbageholde kvinden i behandling, men han vurderer, det er vigtigt at begynde med at finde et dilemma og ikke blot finde en holdning for eller imod.

”Det er vigtigt at påpege, at der kommer en mor her, som ideelt skal være mor for barnet efter fødslen. Hun har jo valgt at beholde det, og det er problematisk, hvis vi begynder at splitte mor og barn ad, før det bliver født,” siger han.

”Tvang er noget, vi generelt set skal undgå, og det bruger vi en del ressourcer på. Så det handler om, at der i ganske få tilfælde skal ligge den absolut sidste mulighed i værktøjskassen at tilbageholde kvinden. Både af hensyn til barnet og dybest set også til kvinden, der skal være mor bagefter. Det er afgørende ikke bare at se en bekrigelse i forholdet mellem kvinde og barn, at nu tager systemet parti på kvindens eller barnets side, men det handler i høj grad om relationen mellem mor og barn, hvor vi skal støtte op om den relation,” siger han.