Skal døende patienter have at vide, hvad deres livsforlængende medicin koster?

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal bringe økonomi i spil, når man forelægger døende patienter muligheder for livsforlængende behandling, har fået ny vind, efter at sundhedsminister Sophie Løhde (V) kort før nytår skrev en kronik i Berlingske. Her beskrev hun, hvordan de øgede medicinudgifter presser sundhedsvæsenet, og at en højere grad af patientinddragelse kan være en del af løsningen. Modelfoto.

Det er uetisk at bringe økonomi i spil, når man diskuterer behandling med terminale patienter, mener overlæge. Men det handler om åbenhed, og man kan godt bringe det på banen på en hensynsfuld måde, mener lægekollega

”Når man sidder med en patient, der er døende, og som skal forholde sig til, om vedkommende skal have livsforlængende behandling eller ej, er økonomi det sidste, der skal bringes i spil.”

Sådan siger Anni Ravnsbæk. Hun er ledende overlæge ved kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og har siddet i den svære samtale med patienter og deres pårørende mange gange.

”Den samtale er svær på mange måder, fordi patienten og de pårørende er i krise. De står i så mange svære valg: Skal man fortsætte behandling eller ej? Og hvad er udsigterne?”, siger hun.

”Det er svært at indse, at man skal dø, så om ens livsforlængende behandling koster mere eller mindre, er ikke en overvejelse, patienten skal slås med. Man skal ikke have dårlig samvittighed over at vælge den dyre behandling.”

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal bringe økonomi i spil, når man forelægger døende patienter muligheder for livsforlængende behandling, har fået ny vind, efter at sundhedsminister Sophie Løhde (V) kort før nytår skrev en kronik i Berlingske. Her beskrev hun, hvordan de øgede medicinudgifter presser sundhedsvæsenet, og at en højere grad af patientinddragelse kan være en del af løsningen.

”Information og patientinddragelse er nødvendig for, at patienterne kan forholde sig til deres sygdomssituation, og forudsætningen for, at de selv kan være med til at beslutte, om de ønsker at blive behandlet med ny, dyr medicin,” skrev hun.

Det blev Anni Ravnsbæk vred over at læse. For selvom økonomien på hospitalerne er presset, og man dagligt må forsøge at tilbyde mere for færre ressourcer, som hun forklarer det, skal patienten ikke føle sig presset til at fravælge den dyre medicin.

”For døende patienter er ekstra tid næsten altid altafgørende, og så er det lige meget, hvad den koster. Man kan måske tale økonomi med en patient, når det drejer sig om en hofteprotese til 20.000 eller 90.000 kroner, men her taler vi om dødssyge patienter, som har meget at slås med i forvejen,” siger hun.

”Deres behandling er under alle omstændigheder dyr. Der går jo også penge til personale. Uanset hvilken behandling vi vælger, skal det være det bedste valg for patienterne. Det er dem, vi er der for.”

I en mail til Kristeligt Dagblad skriver sundhedsminister Sophie Løhde (V) dog, at der ikke er tale om et økonomisk valg for patienten.

”Jeg taler slet ikke om at stille patienter over for et valg mellem dyr eller billig medicin. Derimod skal patienterne - på baggrund af grundig information om fordele og ulemper ved medicinen - være med til at beslutte, om de ønsker behandling,” skriver hun.

”Vi skal holde fast i, at vi i Danmark har lige adgang til behandling - også til ny, dyr medicin. Men vi skal ikke indføre ny, dyr medicin i sundhedsvæsenet for enhver pris. Vi skal kun tage ny, dyr medicin i brug, hvis den er bedre og har færre bivirkninger end den, der allerede er tilgængelig.”

Siden 2007 er medicinudgifter på hospitalerne næsten fordoblet, og det presser sundhedsvæsenet. Debatten om, hvorvidt man skal prioritere dyr medicin, og hvilke patienter der i så fald skal stilles ringere, rasede i foråret 2015. For skal man vælge at bruge dyr medicin på at behandle en kronisk sygdom hos én patient, eller skal man give en døende nogle ekstra uger med sin familie for de samme penge? Men den dyre medicin skal ikke være en faktor, når man forklarer en døende patient om vedkommendes muligheder, siger Tove Videbæk. Hun er tidligere konservativt folketingsmedlem og nu formand for Forum Danmark.

”I mange tilfælde giver den dyre medicin blot en ekstra forlænget levetid på nogle få uger. Til gengæld er der ofte nogle voldsomme bivirkninger, som gør, at de ekstra uger ikke er særlig rare,” forklarer hun.

”Det er klart, at det vil give et økonomisk resultat, hvis flere vælger den dyre medicin fra, men for mig er det ikke det primære. Det er patienterne. De skal ikke tænke, at økonomien er afgørende for, om de får den bedst mulige sidste tid. Derfor er det uetisk og respektløst at komme ind på økonomi med et menneske, der har så kort tid tilbage.”

”Man kan heller ikke forestille sig en situation, hvor man, når nogen har været i et biluheld, spørger vedkommende, om de helst vil bruge en masse penge på at skulle flyves til Rigshospitalet for behandling eller køres til et lille sygehus i nærheden, hvor behandlingen ikke er lige så god. Det er uetisk, og den slags hører ikke hjemme i Danmark.”

Men det er lige så respektløst at antage, at en patient ikke er klar over, at der er pres på sundhedsvæsenets økonomi. Det mener Gorm Greisen, der er overlæge på Rigshospitalets neonatalafdeling og næstformand for Det Etiske Råd. Han mener godt, at man kan tale økonomi med patienten.

”Det at inddrage økonomien i den svære samtale handler ikke om, at man som læge skal læne sig tilbage og sige til patienten: 'Hør, der er ikke er råd til den dyre medicin, og du vil formentlig heller ikke betale mere i skat, vel?'. Men hvis man siger til vedkommende, at døden er uundgåelig, og at man kan gøre noget for at forlænge livet, men at den ekstra behandling ikke ville blive ret behagelig, og det i øvrigt var meget dyrt, kunne man forsigtigt lade det indgå i overvejelsen,” siger han.

”Hvis man har et tillidsfuldt forhold til patienten og ikke siger, at det er mig som læge, der skal bestemme, men at man sammen skal finde ud af, hvad der videre skal ske, så kan man godt bringe det på banen.”

Han henviser til lægeløftet og forklarer, at det ikke blot omfatter et ansvar over for den enkelte patient, men også for det omkringliggende samfund.

”Jeg mener personligt, at hele sundhedsvæsenet er baseret på, at vi er en del af et samfund. Lægen forvalter også samfundets interesse, og det kan ikke alene udtrykkes i et ubetinget hensyn til patienten. Der står i lægeløftet, at lægen skal arbejde til samfundets gavn og patientens bedste. Det økonomiske hensyn er direkte nævnt i autorisationsloven, så lægen har også et ansvar for, at enderne når sammen.”

Han forklarer, at lægen med sundhedsvæsenet i ryggen næsten ikke kan undgå at tænke økonomi ind i en vurdering om dyr behandling eller ej. Men at man har et ansvar for at kommunikere budskabet om økonomi på en hensynsfuld måde og have respekt for, at alle patienter er forskellige.

”Sundhedsvæsenet er jo fuldt af dilemmaer, der er ingen nemme løsninger. Jeg taler for, at vi skal være åbne om tingene, og at patienten både som patient og dansker skal vide, at her er et problem, som vi skal stå sammen om,” siger han og understreger, at han taler på egne vegne og ikke på vegne af Det Etiske Råd.

Men at lægen også har ansvar for samfundet, er formand for Danske Patienter Lars Engberg, ikke enig i.

”Lægen skal ikke have ansvar for samfundet, men ansvar for patienten og behandle denne. Alle patienter er forskellige,” siger han. ”Man kan sagtens forestille sig en 90-årig, der har været igennem to kræftbehandlinger, som takker nej til den tredje. Hvorimod en yngre kvinde, som lige har fået en søn, er villig til at gå igennem hvad som helst for at få muligheden for at opleve barnet vokse op. Det er vigtigt, at vi får patientens præference ind.”

Lars Engberg er ligesom Tove Videbæk og Anni Ravnsbæk fortaler for, at økonomien holdes ude af patientens overvejelser om livsforlængende behandling.

”Det er ikke relevant at nævne økonomi. Det er relevant, at lægen oplyser om forventninger i forhold til forlænget levetid. Er det 14 dage eller et halvt år? Det er relevant at oplyse om bivirkninger, og så kan det være, at der er nogen, der stiger af. Men de skal ikke gøre det, fordi medicinen er dyr, og de ikke vil ligge samfundet til last. Det er urimeligt. Det handler om det enkelte menneske, og det skal man respektere,” siger han.