Vores diskussioner handler trods alt kun om bagateller

Skal man hjælpe den enkelte eller arbejde for det fælles gode? En oplevelse i Zambia under studietiden påvirker stadig Ellen Trane Nørby, der er politisk ordfører for Venstre

Hvad er det største etiske problem i dag?

Organdonation er et af de største, som vi burde have langt mere fokus på, da alt for få er tilmeldt Donorregistret. Alle vil gerne modtage, men mange får ikke meldt sig selv som organdonor af sløvhed. Hvis man ønsker det for sig selv eller ens barn i tilfælde af en ulykke, har man så ikke pligt til selv at gøre sig den lille ulejlighed at klikke sig ind på hjemmesiden eller få udstedt et donorkort?

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

LÆS OGSÅ: Mange og forskellige etiske udfordringer i 2013

Nej, faktisk ikke. Man kan diskutere, om etik udelukkende er en filosofisk diskussion eller også handler om de konkrete eksempler som eksempelvis tv-dokumentaren Adoptionens Pris (om en adoption, der udvikler sig fatalt, red.). Den rejste nogle gode spørgsmål i den offentlige debat om, hvorvidt adoption af halvgamle børn altid er bedre end et liv i et af verdens fattigste lande. Generelt synes jeg, at den slags spørgsmål fylder for lidt, og vil man have debatten med bredere dele af befolkningen, er det vigtigt at tage fat i de konkrete sager.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg tror, de små begivenheder i dagligdagen også handler om etik, hvor vi må vælge fra og til. Når der i køen i supermarkedet står et barn, der plager om alting og er dybt uopdragent, men hvor forælderen så svarer igen med en lussing: Er det så korrekt ikke at blande sig, fordi det er en privat sag? Jeg stod ligesom mange andre i den kø, og hvordan forholder man sig lige til det? Det var ikke en syngende lussing, men samtidig tænkte man da, at det ikke var okay.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

Da jeg tilbage i 2004 var i Zambia for at skrive om danske og udenlandske udviklingsprojekter, nåede vi efter to timers kørsel på sand og jordveje ud til en landsby, hvor der i en jordhytte var en familie med syv-otte underernærede børn. Et af børnene var handicappet og havde et kateter, der ikke var skiftet i rigtig mange år. Jeg tilbød projektlederen at betale for et nyt, for selvom jeg dengang var studerende, ville det blot være et greb i lommen på mig, men en formue for familien. Men det ville være for vanskeligt for familien at nå ind til byen, og det ville være forkert at hjælpe dette ene barn på bekostning af de andre, sagde projektlederen. Jeg var derimod velkommen til at give til organisationen.

Det var virkelig svært, for selvom man ikke kan hjælpe alle, kunne jeg her gøre en konkret forskel for én person. Skal man hjælpe den enkelte i en given situation, eller gavner hjælpen mest ved at gå igennem en organisation, som måske ud fra en overordnet analyse kan vurdere, hvad der er behov for? Jeg har stadig et billede af familien og har ofte tænkt på oplevelsen, også fordi den sætter perspektiv på nogle af de debatter, vi har i Danmark, som i dette lys trods alt handler om bagateller.