Vi ved, hvor du er

UNDER OVERVÅGNING: Retten til at være helt sig selv er under konstant pres i disse år. Mængden af videoovervågning stiger eksplosivt, og med computeren og mobiltelefonens udbredelse er risikoen for at blive overvåget rykket helt ind i vores mest private liv. Men overvågning kan i sidste ende true vores forståelse af frihed

Det var en begejstret projektleder på det amerikanske University of Maine, der sidste år offentliggjorde et forsøg, der skal danne skole for fremtidens overvågningsanlæg. Systemet omdanner i første omgang den lille ø Ayers Island i New England til en verden under totalt kontrol: Ansigtsudtryk bliver scannet og afkodet, bevægelsessensorer registrerer de besøgendes adfærd og tusindvis af videokameraer overvåger konstant øen, så ingen plet lades uset. Til det anerkendte teknologi-tidsskrift "Wired Magazine" sagde projektleder George Markowski:

– Målet er at overvåge hvert enkelt menneske, der kommer ind på øen og konstant registrere deres adfærd. Og hvad er egentlig værst? At vide, at en computer overvåger dine bevægelser eller at vandre rundt og kigge dig selv overs skulderen, fordi du hele tiden er bange for, at en eller anden overfalder dig?

Argumenterne for mere kontrol er hårdtslående og bruges igen og igen i debatten om overvågning. Hvis man ikke gør noget forkert, har man vel heller ikke noget imod at blive overvåget – og gør nogen noget forkert, er det vel rart, at de bliver opdaget?

Foreløbig har denne logiske slutning været med til at øge brugen af overvågning og elektronisk registrering helt eksplosivt i de senere år. Alene inden for den mest konkrete overvågningsform, nemlig videoovervågning, mener branchefolk, at op mod 120.000 kameraer i dag registrerer danskernes adfærd – og det på mere og mere kreative måder. Kameraerne indsættes i dag i alt fra lysstofrør til kabeldåser, røgdetektorer og sågar i næsen på en "Haribo-bamse" over slikhylden på en tankstation, som Henrik Grejsen, medejer af sikkerhedsvirksomheden SV-Totalteknik, kan berette.

Overvågning er således blevet en stor del af indsatsen over for kriminalitetsbekæmpelse, og i en ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd går et flertal af danskere, nemlig hele 57 procent, ind for den øgede brug af overvågning. Udviklingen i resten af verden går i samme retning. Siden terrorangrebet i New York menes antallet af overvågningskameraer alene i bydelen Manhattan at være steget med det tre-dobbelte til i dag over 7200 kameraer, og i England har man i de sidste 10 år installeret mere end 1.5 millioner overvågningskameraer – hvilket ifølge det amerikanske Electronic Privacy Information Center svarer til, at en almindelig London-borger i dag fanges på film ikke færre end 300 gange i løbet af en helt almindelig hverdag.

Men det er ikke kun videoovervågning, der er blevet populært. Siden en brasiliansk performancekunstner i november 1997 tog en chip af den type, der bruges til at registrere kæledyr, og sprøjtede den ind i sin lægmuskel, hvorefter han registrerede sig selv og sin chip hos en dyreværnsorganisation, har brugen af elektroniske chips i mennesker været i fremgang.

Den engelske forsker Kevin Warwick vakte således enorm opsigt, da han for fem år siden fik indopereret en lille elektronisk chip i sin arm, der kunne kommunikere med radiosendere på det universitet, han er tilknyttet. Det betød, at lys tændte og døre gik op af sig selv, når Warwick gik omkring i bygningen, og hans sekretær kunne begejstret meddele, at han nu aldrig mere kunne gemme sig for hende.

Warwick selv foreslog ved den lejlighed, at indopererede mikrochip i fremtiden var oplagte til at lette tilværelsen for almindelige borgere og samtidig sænke mængden af kriminalitet og ulykker.

– For det første kan man forestille sig, at en chip indbygget i kroppen kan erstatte pas, kreditkort og alle andre identifikationspapirer. Samtidig kan samfundet kræve, at nogle mennesker skal have et implantat, fordi samfundet ønsker at vide, hvor de er. For eksempel pædofile, der automatisk vil blive skannet og nægtet adgang, hvis de nærmer sig en skole. Chippen kunne også bruges på autistiske børn, så forældrene altid vidste, hvor de var henne, sagde Kevin Warwick.

At Warwicks eksperiment ikke længere er fremtidsmusik, blev ikke mindst bekræftet i sidste måned, hvor justitsminister Lene Espersen foreslog såkaldte elektroniske lænker som erstatning for fængsel til visse unge kriminelle. Den dømte vil således få en sender fastgjort til anklen, som han eller hun skal bære under hele afsoningen. Hvis den dømte fjerner sig mere end 25-40 meter fra modtageren, aktiveres en alarm, og den dømte vil således befinde sig i et slags elektronisk fængsel under konstant elektronisk overvågning. Den elektroniske overvågning er med den nuværende teknologi allerede ekstrem nem at gennemføre. Alle danskere med mobiltelefon på sig har i flere år kunnet overvåges med få meters nøjagtighed, og telefonernes afslørende signaler er for længst udbredt i politiets opklaringsarbejde. Derudover efterlader for eksempel elektroniske betalingskort også omfattende spor efter brugeren og ikke mindst almindelig færden på internettet kan i detaljer kan spores og overvåges.

Sammenlagt lever danskerne derfor allerede under massiv overvågning, og spørgsmålet er, hvad der i dag reelt adskiller os fra Georg Orwells Big Brother-gyser "1984" – bortset fra, at overvågningen i Danmark stadig er baseret på at hjælpe borgerne og beskytte dem, men grænsen kan være hårfin. I det øjeblik mennesker med rent mel i posen begynder at ændre adfærd blot for at undgå at blive misforstået eller unødigt overvåget, kan overvågningen forvandle sig fra beskyttelse til undertrykkelse, mener lektor ved Roskilde Universitetscenter Kim Rasmussen, der blandt andet har forsket i overvågning af uddannelsesinstitutioner.

– Hvis man konstant har følelsen af, at man måske er overvåget, så begynder man ubevidst at overvåge sig selv og handle efter nogle mønstre som man håber, at ingen kan misforstå, siger Kim Rasmussen.

Han nævner et konkret eksempel, hvor nogle ansatte, der blev videoovervåget af deres arbejdsgiver tilsyneladende blev taget i at stjæle ting fra kontoret, men hvor det senere viste sig, at de ansatte i virkeligheden blot flyttede om på tingene. Efter sagen kom frem, følte de ansatte sig herefter pressede til klart og tydeligt at stå i kameraets synsfelt, så ingen handling blev misforstået. Den slags adfærdsændringer er meget konkrete følger af overvågning, men overvågningen kan efter Kim Rasmussens mening også have langt dybere konsekvenser.

– Overvågning er båret af angst, men hvis man som menneske ikke har et privatliv, har man heller ikke oplevelsen af sig selv som et frit individ, og netop den følelse er et af vores samfunds vigtigste grundpiller, siger Kim Rasmussen.

På den måde piller debatten om overvågning samtidig ved nogle helt grundlæggende værdier i samfundet så som retten til at være helt sig selv, retten til tryghed og retten til frihed, for der er ingen tvivl om, at den vestlige verdens borgere sætter deres personlige frihed meget højt – i hvert fald som drøm. Men spørgsmålet er, hvor meget tryghed vi vil kræve til gengæld for afståelsen af vores frihed?

På baggrund af sin meget populære udsendelsesrække "Forsvundne danskere" – om danskere, der både forsvinder ud af familien og ud af myndighedernes søgelys – holder journalisten og produceren Mogens Rasmussen foredrag om danskernes frihedsdrøm. Han mener, at drømmen om den ultimative frihed vokser i et stadig mere reguleret samfund, men at vores forhold til frihed er paradoksal.

– I et land som Danmark bliver vi som mennesker hele tiden fastholdt, og netop fastholdelsen er meget central i forhold til drømmen om frihed. Vi bliver fastholdt på videofilm, i elektroniske registre og i vores færden på nettet. Registreringen holder os ikke kun fast i nuet, men også i vores fortid og fremtid, og det gør det psykologisk vanskeligt for os at ændre vores livsvilkår, for der kommer altid et brev fra banken eller mail fra chefen.

– I et sådan samfund kan man ende med at opleve desperation, og man får måske ligefrem lyst til at drømme om et helt andet liv og helt andre livsvilkår. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor en udsendelse som "Forsvundne danskere" er så populær. Samtidig er vi danskere en lille stamme, der slet ikke kan klare, hvis en af os forsvinder. Vi bliver nervøse og håber, at personen hurtigt bliver fundet igen via registre og videoovervågning, så vi kan sove roligt om natten, siger Mogens Rasmussen, der samtidig pointerer, at netop de af hans udsendelser, hvor den forsvundne genfindes, er mindst populære, fordi fundet samtidig stopper vores egen drøm om og trang til frihed.

Skismaet mellem frihed og tryghed er alment menneskeligt og genfindes også hos forfatteren Anders Bodelsen, der flere gange har ladet sig inspirere af tanken om at være helt sig selv i et ellers dybt reguleret samfund som det danske.

– Jeg går egentlig ind for samkøring af registre og øget overvågning på udsatte steder, men det er et dilemma, for det er jo friheden, der sætter drømmene i gang. Jeg har jo en dejlig kone og en fantastisk familie, som jeg aldrig vil forlade, men sommetider leger jeg alligevel med tanken om bare at forsvinde. Så må jeg imidlertid erkende, at det jo slet ikke kan lade sig gøre i Danmark, for jeg kan ikke forestille mig et sted, hvor hverken skattevæsnet eller min kone ikke hurtigt finder mig, siger Anders Bodelsen.

Især på internettet føler Anders Bodelsen sig imidlertid særligt overvåget, og det gør ham utryg.

– Jeg føler mig meget urolig, når jeg bevæger mig på nettet. Jeg kan ikke gennemskue, om nogen kigger mig over skulderen, eller om nogen misforstår mine handlinger. Jeg har sådan en skrækforestilling om, at politiet en dag sparker døren ind og henter mig for noget, jeg ikke har gjort. Derfor har jeg også to computere – en, der er koblet på internettet, og en, hvorpå jeg skriver mine romaner. Jeg ved jo ikke, om der sidder nogen og kigger mig over skulderen og stjæler mit værk. Man kan kalde det paranoidt, men følelsen er måske en konsekvens af overvågningssamfundet, siger han.

Ifølge den franske filosof Michel Foucault vil et moderne samfund netop altid tilstræbe at disciplinere sine borgere og kræver derfor overvågning – nøjagtigt som det er ved at ske i den vestlige verden. Samfundets institutioner såsom kernefamilien, skolen og fabrikken vil dermed forsøge at afgrænse og udelukke alt, hvad der modsætter sig fornuftens herredømme og den etablerede samfundsorden – det vil sige de gale, de kriminelle, de arbejdsløse –og måske også dem, der bare synes, at tingene bør være på en anden måde.

I science fiction-klassikeren "Fahrenheit 451", fra 1953 af Rad Bradbury, er det for eksempel ulovligt at læse bøger, fordi det netop kan give anledning til nye tanker, og samfundets ledere overvåger derfor alle for at forhindre, at det sker. Hovedpersonen Guy Montag gør det alligevel, og da han flygter, sættes en mekanisk og dræbende hund ind i jagten på ham – hunden bliver symbolet på det altseende og straffende samfund og samtidig symbolet på den videoovervågning og registrering, som ingen kan flygte fra, og som ikke kan identificeres:

"Han kunne mærke hunden komme kold og tør og hastig som efteråret, som en brise, der næppe bevægede græsset, ikke fik vinduerne til at dirre og ikke hvirvlede de skyggeagtige blade op fra fortovene, når den gled forbi. Hunden berørte ikke verden. Den bragte sin stilhed med sig, og man kunne mærke stilheden fortættes som et pres bag ved sig tværs gennem byen. Montag mærkede dens knugen komme nærmere og blive hårdere. Og han løb."

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Temaet om overvågning fortsætter næste side