Vi har glemt at være hinandens medmennesker

"Jeg er meget tænksom på godt og ondt. For nogle gange tænker jeg for meget -- over livet, meningen med det og døden. Jeg er det, man kalder for introvert, og det med at være udadvendt politiker passer i virkeligheden ikke med mit dna," siger Manu Sareen. -- Foto: .

Loyalitet er den vigtigste dyd for Manu Sareen (R), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, kandidat til Folketinget, integrationskonsulent og forfatter. Lige nu har han travlt med at forberede valgkampagne og skrive bøger. I næste måned kommer "Hvad fætter gør, det er altid det rigtige" - en nyfortolkning af H.C. Andersens kendte historie om, hvad fatter gør

Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

"Hvis du spørger min kone, vil hun nok sige, at jeg er meget distræt. Der kan falde en bombe ved siden af mig, og jeg vil ikke opdage det. Jeg kan stille mælken ind til støvsugeren og andre fjollede ting. Men der kan også opstå farlige situationer som i sommer, hvor jeg startede bilen og begyndte at køre, selvom børnene var på vej ind på bagsædet. Jeg blev bremset af min kone, der skreg. Distraktionen skyldes, at jeg går i mine egne tanker, og min hjerne står aldrig stille. Der popper ustandselig ideer op i mit hoved, og det er også derfor, jeg laver så mange ting. Jeg er meget tænksom på godt og ondt. For nogle gange tænker jeg for meget - over livet, meningen med det og døden. Jeg er det, man kalder for introvert, og det med at være udadvendt politiker passer i virkeligheden ikke med mit dna."

Hvad er lykke for dig?

"Det er jo en følelse, der kan ramme mig. Det fede ved livet er, at man indkredser det, der gør en lykkelig, mere og mere. Det kan være, når jeg spiller fodbold på Kløvermarken en dejlig solskinsdag. Når jeg er sammen med min familie og mine børn. Jeg kan også godt få en følelse af lykke, når jeg er lidt småberuset. Hvis jeg har fået sådan lidt rosévin en sommeraften bliver livet - uden at være alkoholiker - lidt bedre."

Hvad er elendighed for dig?

"Jeg har lige været i Afrika, blandt andet i Uganda og Tanzania, og hørt om, hvad nogle af de lokale stammer har gjort ved hinanden. Små piger er blevet voldtaget, og børn bliver gjort til børnesoldater for at slå deres egen familie ihjel. Jeg har også besøgt tidligere koncentrationslejre i Tyskland. Sådan noget gør jeg meget for at forstå, hvad mennesker gør ved hinanden. Det er den menneskeskabte handling, der er elendighed for mig."

"Jeg ser det også herhjemme. Elendighed kan have mange ansigter. Jeg kan ikke forstå det, der foregår på internettet, hvor det er blevet udbredt at udtrykke had mod andre. For mig er det uforståeligt, at man kan hade andre mennesker så meget. Ofte kender de ikke engang dem, de hader. De hader åbenbart det billede, de selv har skabt. Vi har jo mistet vores uskyld og pli, når det gælder nettet. Dér kan man sige hvad som helst. Det er sygt, at man tror, man kan omtale sine medmennesker på den måde. Vi har glemt, at vi er hinandens medmennesker."

Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

"Gandhi og Nelson Mandela er nogle af mine helte. At man som Gandhi kan omstyrte et styre uden at bruge vold, er helt fantastisk. Og Nelson Mandela, der holder fast på forsoningsprocessen trods al den elendighed, der har været under apartheid med undertrykkelse, drab og overgreb. At vi skal tilgive hinanden alligevel. Jeg synes, at det er noget af det smukkeste."

Hvornår føler du dig mest misforstået?

"Det er, når jeg er med i sådan noget her, haha! Det er desværre, når jeg bliver interviewet til en avis eller har ni sekunder i fjernsynet til at udlægge en kompliceret problemstilling. Der er altid nogen, der misforstår, hvad jeg har sagt, og jeg kan love dig, at de nok skal skrive til mig. Så det er gennem medierne, at jeg føler mig mest misforstået."

Hvad er din største bedrift?

"Det er, at jeg er nået så langt i livet trods al den modstand, jeg har haft og alle de faldgruber, der har været. Jeg har haft en hård barndom. Det var ikke fedt at blive kaldt op til læreren og få et gavekort til Daells Varehus, fordi vi ikke havde så mange penge. Det var nedtur. Jeg har også haft venner, der kunne have trukket mig den forkerte vej. Jeg har aldrig fået en gymnasial uddannelse. Og jeg var en del af bylivet i 1980?erne, hvor det kunne gå hårdt for sig. Det er virkelig en bedrift, at jeg er nået så langt, som jeg er, og stadig står på mine ben."

Dine største fejl?

"Det er, at jeg glemmer at leve i nuet. Jeg skal hele tiden videre, og det er enormt ærgerligt. Jeg har for nylig vundet Skolebibliotekernes Børnebogspris 2010. Det er den tredje børnebogspris, jeg har vundet. Med de to andre var det bare, 'nå, fedt', og så videre. Denne gang tænkte jeg: ?Nej, nu skal du lige sætte dig ned og nyde, at du har vundet tre af de største børnebogspriser?."

Din sindsstemning lige nu?

"Jeg tror, at den er meget god og positiv. Jeg synes, at sindet er sundt, og kødet er lige så sundt for en gangs skyld – i total balance. Det glæder jeg mig rigtig meget over. Sådan har jeg det kun, når det balancerer med lige dele arbejde, motion, kærlighed og tid med mine børn. Så har jeg det godt. Men det kan let vende, og det gør det også."

Hvilken dyd er den vigtigste?

"Helt klart loyalitet. Det betyder alt for mig, at jeg selv og folk er loyale. Når jeg kommer ud i en situation, hvor jeg kommer til at bryde den loyalitet, hader jeg virkelig mig selv. Det kan være situationer, hvor man er nødt til at tage nogle valg, og det kan også gå ud over andre. Men skal man være loyal over for sig selv og sin egen moral, kan man komme til at vælge."

Hvad betragter du som din største ulykke?

"Den største ulykke var, da min mor for nogle år siden døde. Hun var 64 år og meget syg. Det er svært at blive konfronteret med, hvad livet egentlig handler om og går ud på. Og det er svært at miste – døden er uigenkaldelig. Det er slut. Livet handler jo i bund og grund om, at du fødes, og så dør du. Det, der er indimellem, skal du selv fylde ud. Det er der også noget smukt ved. Du er her kun på lånt tid, og du har kun én opgave. Du skal også give livet videre, værne om det, og så forlader du det. Det har min mor gjort. Hun gav gnisten til livet videre."

Dit motto?

"Momento mori - husk du skal dø. Det har altid været mit motto."

remar@k.dk