Vi arter os som Jordens herskere i jakkesæt og slips
Elisabeth Dons Chrisensen, cand.theol., biskop i Ribe Stift og medlem af Det Etiske Råd
Hvad er det største etiske problem i dag?
- Det er uligheden i verden. At vi er nogle, der af historiens uransagelige veje er kommet til at sidde på flæsket. At vi oven i købet tror, det er en selvfølge, at vi i den rige del af verden har ret til at få et langt og lykkeligt liv på jord, samtidig med at mennesker over den ganske verden sulter og lider i nød, undertrykkelse og vold. Mange gange synes jeg, at vi arter os, som om vi er Jordens beherskere i jakkesæt og slips. Jeg er vel vidende om, at det kan lyde som kristen skyld og selvpineri, men det ligger i dybt i kristendommen, at vi må og skal være medansvarlige for medmenneskets liv og velfærd. Derfor må vi også anfægtes, når dette vort medmenneske lider, hvad enten det virkelig er den næste, som vi skal tage os af lige uden for vores egen dør, eller det er det medmenneske, der lider andetsteds i verden. Noget, der kan gøre mig fuldstændig hed og harm, er, når vi, bare fordi vi er født på denne grønne plet i Danmark, tror, vi har ret til at købe mennesker som forbrug, hvad enten det er kvindehandel, børneprostitution i Thailand, eller det er at rejse til fjerne egne og købe sig et organ fra et fattigt menneske.
- Jeg bliver også harm, når vi nonchalant slår klimaændringerne hen med, at det jo ikke kommer til at gå ud over os, vi får jo bare det eftertragtede klima, vi ellers rejser til Sydeuropa for at nyde, så hvad betyder det?
Synes du, at etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?
- Nej, vores forpligtelse og sammenhæng med vort medmenneske fylder alt for lidt. Vi er meget fokuserede på både os selv og vore egne børn. Jeg har lagt mærke til det ved begravelsessamtaler: Vil du have en rigtig god begravelse, så skal du bare have været en hønemor hele livet og forsvaret selv det mest umulige, som din unge har lavet. Men jeg er opdraget af forældre, der mente, at vi havde et ansvar både ud i landsbyen og ud i samfundet, og at opdragelse ikke bare bestod i at forkæle og hygge om egne, men både selv at gøre noget for andre og at lære sine unger at tage hensyn og ansvar. Indimellem synes jeg, at jeg er meget gammeldags.
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
- Jeg synes dagligt, at jeg står i situationer. Der er mennesker både privat og i embeds medfør, der burde have meget mere af min tid, opmærksomhed og lydhørhed. I øjeblikket får mine egne børn børn på stribe. Jeg ser, hvor glade og optagede de er af fosterscreeningsprogrammerne. Men de er også heldige, at alt glider, som de gerne vil, mens jeg sidder fra min post i Det Etiske Råd og ser på, hvad det er, som Sundhedsstyrelsen uden en folkelig debat om konsekvenserne har sat i gang. Nemlig muligheden for en sygeliggørelse af svangerskabet og samtidig en frasortering af mennesker, der ikke er helt som andre.
Hvad er den største etiske udfordring, du har været i?
- Jeg er for så vidt meget heldig. Jeg har kun fået de sunde børn, jeg gerne ville have. Jeg har ikke stået i store dilemmaer, hvor der skulle slukkes for en respirator eller lignende. Men jeg har velnok mange gange forpasset det moment, hvor min egen kærlighed og godhed prompte skulle have sket fyldest. De momenter glemmer jeg ikke, de stikker stadig en gang imellem i hjertet. Men jeg både beder til og håber på tilgivelse for mit manglende nærvær og empati.