Til forsvar for familien

Det danske samfund har undergået en slags hjernevask, som har indprentet i de voksne, at det bedste for både forældre og børn er, at far og mor arbejder 100 procent, og børn opdrages uden for hjemmet

DET ER MEGET underholdende at se, at en enkelt kvinde - Katrine Winkel Holm - er i stand til at provokere så mange ellers så selvsikre feminister ved simpelthen at kræve, at kvinder skal have lov til at gå hjemme og selv passe deres børn, uden at samfundet straffer dem både med foragt og ved at ramme dem økonomisk. Hvor er det godt, at der stadig er nogle, som ikke lader sig give mundkurv på!

LÆS OGSÅ: Høje idealer gør familielivet svært

Desværre er både feministernes fokus på kvindernes rettigheder, de homoseksuelles fokus på deres rettigheder og det borgerlige forsvar for kvinders ret til selvbestemmelse med Katrine Winkel Holm i spidsen med til at fjerne fokus fra de bagvedliggende fundamentale sammenhænge: familiens selvbestemmelsesret.

Jeg kan kun ryste på hovedet over, at danskerne tilsyneladende endnu ikke har fundet balance mellem kønnene. At man overhovedet kan diskutere, om der skal være kvotestillinger til kvinder, eller om det skal udløse bonus for institutionen, hvis de ansætter en kvinde som professor, er latterligt (min association til kvoter er fisk, nærmere betegnet torsk?).

Moderne kvinder har kun foragt til-overs for den slags tiltag – vi kan nemlig selv. Ufatteligt, at der ikke er nogen, der på forhånd har påpeget, at sådanne tiltag må være mod principperne for ligestilling - decideret ulovlige og mod menneskerettigheder, som jo skal sikre alle mod diskrimination (også af mænd).

Katrine Winkel Holm har betegnet sig som advokat for Muttierne. Tiltrængt. Men jeg ville ønske, at hun i stedet for havde valgt at forsvare hele familien. Det er familien og især børnene, som har betalt prisen for kampen om "ligestilling" eller rettere sagt ensretning af borgerne.

Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var det ikke bedsteforældrene, som overtog pasningen af børnene, men staten. De allerfleste danske børn vokser i dag ikke op i hjemmets tryghed, men i institutioner, hvor de bliver passet af fremmede. Det er børnene, som betaler prisen for, at både far og mor gør karriere.

HELE SAMFUNDET har undergået en slags hjernevask, som har indprentet i de voksne, at det bedste for både mødre, fædre og børn er, at far og mor arbejder 100 procent, og børn opdrages uden for hjemmet. Resultatet er, at de fleste børn tilbringer uhyggeligt mange timer adskilt fra både deres forældre og deres søskende.

Desværre har disse børn ingen advokat. Der er ingen, der varetager deres rettigheder. Jeg mener, at det er ethvert barns ret at blive opdraget hjemme, i familiens trygge rammer. Det er enhver families opgave selv at præge deres børn med deres værdier i stedet for at udsætte dem for den ensretning, som man kan forvente af pædagoger eller dagplejemødre.

At blive opdraget uden for hjemmet vil kun i de færreste tilfælde være bedre end at vokse op hjemme. En pædagog eller dagplejemor kan nemlig aldrig have så meget fokus og kærlighed til et barn, som forældrene har, og det kan aldrig erstattes af uddannelse.

Det er også derfor, at jeg mener, at familien selv skal stå for opdragelsen af børnene, indtil de er mindst fem år - eller i det mindste have frihed til at vælge det. Det vil sikre børns og familiens trivsel og samtidig en mangfoldighed, som er god og sund for et pluralistisk, demokratisk samfund, i stedet for ensretning.

Mens der ser ud til at være enorm fokus på eksempelvis ytringsfriheden, så er der nul fokus på familiens ret til at vælge, hvordan de vil indrette deres hverdag. Med mangfoldige, målrettede tiltag har bevidste politikere i årenes løb udhulet familiens ret til at vælge, hvordan de vil organisere deres hverdag.

Politikerne har indført et system, som tvinger begge forældre 100 procent ud på arbejdsmarkedet og børnene i institutionerne ved at indføre et skattesystem, som intet hensyn tager til, hvor mange børn forældrene forsørger (ud over den nu ramponerede børnecheck, som jo er fuldstændig utilstrækkelig).

Et af de vigtigste elementer i denne spændetrøje er, at staten betaler to tredjedele af omkostningerne ved at have ens børn passet i institution, men intet, hvis man selv passer dem.

Det er ideologi, så det basker, og det er så groft uretfærdigt, at man må tage sig til hovedet. Man har degraderet børneopdragelse til en slags husholdningsarbejde, som kan ligestilles med at vaske gulve.

Intet kan være mere forkert. At opdrage børn er ikke manuelt rutinearbejde, men kræver ganske meget forstand, kærlighed og udholdenhed. Derfor er det helt forkert at se ned på en forælder, som selv opdrager sine børn.

Hvordan kan det være rigtigt, at man tager familiens centrale opgave, at opdrage børnene, og lægger den over til nogle andre, som får både løn og pension for det, mens familien hverken får fradrag, løn eller pension for at udføre opgaven selv,?

MENS SELVTILFREDSE politikere i Danmark tror, at man har fundet den eneste holdbare model for familiepolitik, har man andre steder i Europa i al stilhed fundet det muligt at opretholde familiens frihed og selvbestemmelsesret. I Schweiz har man i 1980'erne således indført ny lovgivning på ægteskabsområdet.

Kerneartiklen siger, at ægtefællerne sammen bestemmer, hvordan de vil organisere sig i forhold til at arbejde uden for hjemmet og til at opdrage børnene og føre husholdningen. Alle dele ses som ligeværdige.

Dermed er der banet vej for en fornuftig og frihedsorienteret familiepolitik. Ægtefællerne kan vælge, hvem der går på arbejde, eller de kan dele det op. Således er der mange familier, hvor enten mand eller kvinde eller begge arbejder på deltid, mens børnene passes hjemme – nogle gange med hjælp fra bedsteforældrene.

Det bemærkelsesværdige er, at det at arbejde på deltid ikke er forbeholdt kvinder, men også bruges af mænd.

Er man hjemmegående for at passe sine børn, får man også godskrevet et beløb til sin pension. Det betyder konkret, at arbejdet i og for familien anerkendes som vigtigt. Det er denne frihed til at vælge, som jeg ville ønske for danske familier!

Og hvad så, hvis ingen af forældrene har lyst til at passe børnene? Først må man undre sig over, hvorfor de så får børn, men der er også plads til dén situation i den schweiziske model. Her er friheden til stede – bare uden at staten betaler to tredjedele af udgifterne, hvis det er fremmede, som passer børnene.

Danske politikere vil jo selvfølgelig med det samme sige, at det har Danmark ikke råd til. Alt muligt har vi råd til, men ikke til, at familierne bestemmer selv. Danmark kan ikke undvære skatteindtægterne fra mødrene på arbejdsmarkedet, lyder det. Feministerne vil mene, at kvinder kun kan realiserer sig selv ved at være 100 procent på arbejdsmarkedet, og Dansk Industri, DI, kræver "flere hænder" (også i en tid med arbejdsløshed), en uhellig, men veltjent og gammel alliance.

Prioritering af familierne vil jo måske kunne mærkes på statskassen – men ikke så meget, som DI og feministerne hævder: Der vil kunne spares enorme summer på daginstitutioner, administration, og samtidig sættes "hænder" fri.

Den fundamentale tankefejl er, at man i Danmark har ophøjet staten til Gud, en institution, man ikke bare skylder loyalitet, men også et offer, skat – forstået sådan, at man kun er en god borger, hvis man arbejder fuldtids for at sikre staten tilstrækkeligt med skatteindtægter.

Det er en absurd forestilling – det er jo ikke mennesker, der er til for statens skyld, men staten, der er til for menneskene.

Det er derfor familiens frihed, vi må værne om, ikke statens. Velfærden kan - som vi ser det i Schweiz - sagtens sikres, også når familiens frihed er intakt: Derfor: Vågn op, mødre og fædre – til forsvar for familien!

Andrea Dosenrode er lic.iur.