Skal man være organdonor fra fødslen?

I kampen mod illegal, international handel med organer anbefaler et mindretal i Det Etiske Råd, at der skal indføres lovgivning om formodet samtykke i Danmark. Ville det ske, ville man skulle melde sig fra donorregistret i stedet for til. Hellere lægge mere vægt på oplysning, mener modstandere af forslaget

Der er ikke organdonorer nok i Danmark. Hver 11. dag dør en dansker, mens han eller hun venter på et nyt organ. I de fleste tilfælde skyldes det sygdom i nyrerne. Mens nogle dør på ventelisten, vælger andre at rejse til et land i Den Tredje Verden og købe et nyt organ.

Det er midlertidig ikke en anbefalelsesværdig løsning, mener Det Etiske Råd. I en redegørelse fra december 2013 gør rådet det klart, at næsten alle medlemmerne er enige om, at international handel med organer er så problematisk og etisk uforsvarlig, at der børe gøres meget for at finde et alternativ.

Af redegørelsen fremgår, at en løsning kunne være en lovændring, hvor der skal ændres på samtykkeforholdene omkring organdonation. Det såkaldte informerede samtykke skal erstattes af et formodet samtykke, der i praksis vil gøre alle danskere til donorer, medmindre de bevidst vælger det fra.

LÆS OGSÅ: Snart kan vi sætte et hoved på en ny krop

Fem af rådets 17 daværende medlemmer var fortalere for denne løsning, og højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen er i redegørelsen en af de fem, der taler for.

Jeg synes, det er svært at være kritisk over for de fortvivlede mennesker, der drager udenlands for at finde en ny nyre. De er desperate, og det kan man kun have forståelse for. For at undgå bare at sige bad luck, for der er ikke organer nok til de syge, er vi en lille flok i Det Etiske Råd, der anbefaler, at loven om informeret samtykke skal ændres til en lov om formodet samtykke, siger Jørgen Carlsen.

Som lovgivningen fungerer nu, skal man have givet tilsagn om, at man vil donere sine organer. Det foregår enten ved at tilmelde sig donorregistret eller ved en mundtlig aftale med sin familie om, at man er villig til at donere, hvis man skulle bliver erklæret hjernedød en dag. Har man ikke sagt noget, er beslutningen op til de efterladte.

Ved en indførelse af formodet samtykke er man automatisk donor. Man skal ikke give tilsagn, men i stedet træffe et aktivt valg for at melde sig ud af donorordningen.

Jørgen Carlsen har svært ved at se, hvem det skulle være et problem for, hvis loven blev indført.

Det er i hvert fald ikke den døende, der er ofret. Når man er konstateret hjernedød, er man i en uafvendelig dødsproces. Så er man færdig. Men man skal alligevel passe på, for lige meget hvordan man presser problemstillingen, er der ofre. Men de eneste ofre, jeg kan se her, er de pårørende. Det kan være traumatisk, at man har et familiemedlem, der ligger hjernedød, for umiddelbart ligner det jo, at vedkommende stadig er i live. Og det er man i én forstand også. Så kan det jo være en hård beslutning for familien at bestemme, at vedkommendes organer skal doneres væk. Men det er at oversentimentalisere problemstillingen for meget for mit vedkommende, siger han og fortsætter:

Loven om formodet samtykke, som der er i flere lande, fungerer fremragende: Hvis du ikke har svaret til eller fra, så regner staten med, at du er positivt stemt over for donation. Det lyder fornuftigt, synes jeg.

Det er et andet medlem af Det Etiske Råd dog uenig i. Formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo var selv i tvivl om, hvor hun stod, da debatten for nylig blev genoptaget. Undervejs i arbejdet mente hun en overgang, at modellen med formodet samtykke var nødvendig for at skaffe organer nok. Men hun endte med at være modstander af formodet samtykke.

Jeg tænkte længe, at det nok var nødvendigt for at hjælpe de syge, der står på venteliste. Men med formodet samtykke går man for langt i forhold til menneskers bestemmelse over egen krop, siger hun.

Lillian Bondo mener, at der skal lægges mere vægt på oplysning i samfundet, hvis man vil øge antallet af mennesker, der tager personlig stilling til altruistisk organdonation.

Det her er et godt incitament for at intensivere oplysningsarbejdet, så man skaber den gode baggrund for beslutningen, hvad enten den enkelte markerer ja eller nej til donation. Så selvom jeg er for at gøre en indsats for at sikre donation af organer, så vægter jeg det højere, at den enkelte har taget stilling selv eller at de pårørende får en basis for at gøre det gennem oplysning, siger hun.

Der findes ikke tal for, hvor mange danskere, der har givet samtykke til organdonation. Det skyldes, at der er tre ligeværdige måder, man kan tilkendegive sit ønske på. Man kan have et donorkort på sig, registrere sig i donorregistret eller lave en mundtlig aftale med et familiemedlem.

En mundtlig aftale med et familiemedlem eller en pårørende er altså lige så juridisk bindende som en registrering i donorregistret, men det vides ikke, hvor mange der har haft denne samtale.

I 2006 gennemførte Sundhedsstyrelsen en holdningsundersøgelse. Den viste, at danskernes forhold til organdonation er overordentlig positiv. Næsten 90 procent synes, at organdonation giver mening, men alligevel er kun 16 procent af befolkningen registreret i donorregistret.

Projektkoordinator for Oplysning om Organdonation Annelise Møller efterlyser derfor flere tilmeldinger i donorregistret.

Det vil fungere mere optimalt, hvis man giver ønsket til kende i donorregistret. Dels styrker det den kollektive bevidsthed om, hvor livsvigtig en beslutning det er, når man ser registret vokse, dels sender et fyldt register tydelige signaler til de syge om, at Danmarks befolkning bakker dem op og vil hjælpe, hvis de kan. Vi vil gerne have, at flere melder sig til donorregistret af hensyn til de her signalværdier, siger hun.

I Oplysning om Organdonation repræsenterer hun holdningerne fra ni forskellige danske patientforeninger, og ligesom Lillian Bondo er hun betænkelig ved forslaget om formodet samtykke og efterlyser i stedet mere oplysning, så flere selv kan træffe valget om organdonation.

Der kan være folk som mig, der ikke er glade for at sidde og trevle alt det med småt igennem. Og så er der folk, som ikke har en adresse, har svært ved at læse eller synes, at døden er tabubelagt. For dem kan det være uoverskueligt at melde sig fra ordningen, hvis det for eksempel går imod religiøse værdier. Det kræver handlekraft at kunne sige fra, og der er vi jo forskelligt udstyret, siger hun.

Jeg synes, det er udansk. Det passer ikke rigtig til vores kultur med den automatiske tilmelding, og det er bedre at gå oplysningens vej.

Går man stik nord og kigger på vores norske naboer, vil man se en anden praksis vedrørende organdonation. Ligesom i Danmark er der i Norge lovgivning om informeret samtykke, men alligevel er der flere såkaldte altruistiske donationer.

I Norge blev 111 mennesker organdonorer i 2013. Det tal var til sammenligning 58 i Danmark, og det selvom der er færre indbyggere i Norge.

Der er flere forskelle mellem Danmark og Norge, og én af dem er, at Norge har 10 gange flere ressourcer til at oplyse om organdonation end Danmark. Vi kan sagtens komme langt ad informationens vej, men det må ikke være tilfældigt, om man som borger hører om organdonation, siger Annelise Møller.

Hun mener, at oplysning skal kombineres med et puf. I den amerikanske stat Illinois skal man for eksempel svare på spørgsmålet om organdonation i forbindelse med, at man tager kørekort.

En anden idé, der kræver politisk handling, er at indføre undervisning om organdonation på ungdomsuddannelserne. Selvom nogle af de unge endnu ikke er fyldt 18 år og dermed ikke selv kan tage stilling, vil de tage deres viden med hjem, så snakken i familien kan komme i gang, siger Annelise Møller.