Skal danskerne have kørekort til deres kæledyr?
Antallet af dyremishandlingssager slår rekord, og mens dyrefondet foreslår, at danskerne skal certificeres, før de anskaffer sig et dyr, advarer andre mod ordningen
Unge mænd, der sætter ild til levende marsvin, kamptrænede muskelhunde, som angriber mennesker og æder katte, pylrede hundeejere, der stopfodrer deres skødehunde og dårligt informerede børnefamilier, som anskaffer sig dyr uden at ane, hvad det er, de går ind til. Eksemplerne på misforstået omsorg, vanrøgt og decideret dyremishandling har været talrige de seneste år.
Og ifølge Dyrenes Beskyttelse har der aldrig været så mange dyr som nu, der har måttet finde nye og bedre hjem. Samtidig slår antallet af anmeldelser om dyremishandling rekord. Udviklingen ligner ved første øjekast en grim drejning i retning mod forråelse og ringeagt for liv, men forklaringen er ikke nødvendigvis så enkel.
- Stigningen er ikke kun udtryk for forråelse, men kan også være et tegn på, at vores holdning til, hvad dyr må udsættes for, er blevet en anden. Samtidig tyder det på, at flere danskere har fået øjnene op for, at de kan aflevere deres dyr på internater, hvis de ikke længere magter dem, i stedet for at dumpe dem eller aflive dem. Derfor ser vi så mange eksempler på især hunde og katte, som har brug for nye hjem, siger dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, Jens Svenningsen.
Uanset hvad stigningen skyldes, står det faktum tilbage, at et voksende antal danskere oplever, at de ikke kan varetage det ansvar, de har påtaget sig over for et dyr. Og det betyder aflivninger og flytninger, som måske kunne være undgået, siger Jens Svenningsen.
I Den Danske Dyrelægeforening har man samme erfaring.
- Det store problem er, at alt for mange ved for lidt om det dyr eller den hunderace, de anskaffer sig. De bliver overraskede over, at der nogle gange skal investeres meget tid og opmærksomhed, for at et dyr trives og bliver en positiv del af familien. Hvis dyrene ikke får den motion og stimulering, de har brug for, bliver de jo besværlige og vanskelige. Og det får desværre mange familier til at opgive projektet og skille sig af med dyrene igen, siger foreningens fagpolitiske konsulent, dyrlæge Johanne Østerbye.
I Den Danske Dyrelægeforening mener man, at information og kurser, der kan ruste mennesker til at tage vare på deres dyr på en ordentlig måde, er vejen frem.
- Dyreejerne har brug for generel viden om, hvad det vil sige at påtage sig ansvar for dyr. Men også specifik viden om netop det dyr - og den race - de vælger. Dyr og racer er vidt forskellige og har vidt forskellig natur og behov. Det skal folk informeres om, så de kan få det bedst mulige ud af samværet med deres kæledyr - og for at dyret kan trives, siger Johanne Østerbye.
Også i dyreværnsorganisationen Dyrefondet taler man varmt for indførelsen af kurser, der skal klæde potentielle dyreejere bedre på. I organisationen vil man endda gerne indføre en decideret certificering - kørekort om man vil - til at holde kæledyr.
- Alt for mange mennesker gør sig intet begreb om, hvad det vil sige at have et dyr. De kalder for eksempel deres hunde for kæledyr, og det er stærkt nedsættende. En hund er et familiedyr - for det er et medlem af familien, siger dirketør for Dyrefondet, Jan Nielsen.
I den mere alvorlige ende peger direktøren på det voksende antal sager om vanrøgt og dyrmishandling.
- Forskellige modeluner skyller med jævne mellemrum ind over landet, som betyder, at mennesker, der ikke tidligere har haft noget forhold til dyr, pludselig anskaffer sig et, fordi det er blevet smart. Derfor mener vi, at det er helt oplagt at indføre en form for certificering eller godkendelsesprocedure, siger Jan Nielsen.
Et af de seneste eksempler på modetendenser blandt kæledyr er den voksende begejstring for de såkaldte muskelhunde, der også går under navnene kamphunde og powerdogs. Hunderacen er især populær blandt unge mænd - heriblandt en del med muslimsk baggrund. De træner deres hunde til at deltage i hundekampe. Og det kan blive enddog meget farligt. Når først en muskelhund får færden af blod, er den nemlig aldrig til at stole på igen. I modsætning til andre hunde stopper muskelhunden ikke, når den anden hund underkaster sig. Muskelhunden fortsætter til døden, fordi den er opdrættet til at dræbe.
- Når først instinktet er vakt, er det ikke til at slukke igen. Derfor ser vi så mange frygtelige ulykker, hvor hundene angriber mennesker og andre dyr - sågar heste - og ligefrem æder katte. I øjeblikket hører vi om en voldelig episode med en muskelhund mindst en gang om ugen. De hunde skal aflives, og det er jo sørgeligt og fuldstændig unødvendigt, siger Jan Nielsen.
Et kørekort eller introduktionskursus til kæledyr vil ikke bare tjene som en måde at udelukke tidligere dyremishandlere fra at anskaffe sig flere kæledyr, mener fortalerne. Dyrlæger og andre dyresagkyndige vil også kunne nå de ejere, der overforkæler og spolerer deres dyr. For eksempel ved at give dem for meget og forkert kost og "skåne" dem for motion og andre ubehageligheder. Den ejergruppe er ellers vanskelig at få i tale, fordi de sjældent - næsten aldrig - anmeldes. Deres måde at menneskeliggøre dyrene på kan ikke desto mindre være skadelig. Dyrlæger herhjemme og i udlandet ser stadig flere eksempler på dyr, der lider af livsstilssygdomme, som ellers tidligere har været forbeholdt mennesker - for eksempel sukkersyge. Det er overvægtige dyr og dyr, hvis muskelmasse er kritisk ringe, fordi de - ligesom ejerne - rører sig for lidt og spiser for dårligt.
Det voksende antal små hunde - ofte chihuahuaer - der udelukkende transporteres rundt i tasker, er et eksempel på den såkaldte "disneyficering", som dyrlægerne kalder det, når ejere overfører deres livsstil og dårlige vaner til deres dyr.
Det er kendissen og hotelarvingen Paris Hilton, der i sin tid startede trenden med sin pyntede og altid designklædte minihund Klokkeblomst. En hund, der de seneste år har opnået berømmelse på linje med sin ejer. Hiltons hundeomgang kopieres i dag af unge kvinder i hele verden - også i Danmark . Og selvom det umiddelbart ser omsorgsfuldt og helt uskadeligt ud, så kan de små taskebårne hunde udvikle deciderede handicap.
- Livet i tasken holder dem ganske enkelt fra at socialisere med andre hunde. De bliver forvirrede og angste for deres omgivelser og kan udvikle adfærdsvanskeligheder, siger Stine Billeschou Christiansen, der forsker i relationer mellem mennesker og kæledyr ved Bioetik på Københavns Universitet.
Selvom argumenterne for et såkaldt kørekort til kæledyr er mange og overbevisende, så er det ikke alle dyrevelfærdsforkæmpere, der mener, det er en nødvendighed eller overhovedet en god idé.
- Jeg sover egentlig o.k. om natten, selvom jeg ved, at et dyr måske ikke har det helt så godt, som det burde, hvis det til gengæld bringer det menneske, der ejer det, livskvalitet og lykke, siger dyrlæge Jens Svenningsen fra Dyrenes Beskyttelse.
- Det er klart, at dyr skal behandles ordentligt, og at vi skal fjerne og hjælpe de dyr, der lider. Men vi skal samtidig passe på, at vi ikke kommer til at stille så høje krav til dyrepleje, at vi udelukker hele befolkningsgrupper fra at have et dyr, siger Jens Svenningsen.
Han oplevede senest en sådan situation, da han sammen med politiet skulle fjerne en lille ruhåret hund ved navn Smut fra dens ejer. Ejeren var en gammel sur mand, som var bundet til sin kørestol og derfor ikke luftede Smut ofte nok. Han var blevet meldt af sin hjemmepleje, fordi hun havde fået ondt af hunden.
- Den gamle mand sad der i underbukser i en rullestol og skiftevis råbte af os og græd. Og Smut var helt forvirret og hoppede op i skødet hos den gamle. Det var tydeligt, at hunden elskede sin ejer, og at ejeren elskede sin hund. Så det var alt sammen meget sørgeligt, siger Jens Svenningsen.
Han er bekymret for, at man med et krav om certificering risikerer at udelukke mange af de mennesker, der ellers netop har allermest gavn af kontakt til et dyr.
- Smut var tydeligvis den gamle mands eneste kontakt til et andet levende væsen. Og sådan ser virkeligheden desværre ofte ud. Derfor synes jeg, vi skal være påpasselige med vores krav, siger han.
Jens Svenningsen tilføjer, at historien om Smut - ulig mange andre af den slags historier - faktisk endte godt. Hunden blev adopteret af hjemmehjælperen, som i sin tid fik ondt af den og anmeldte ejeren. Og i dag har hun den med hver gang, hun besøger den gamle mand. Det sker fast tre gange om ugen. Og den ordning er både hund og mand svært tilfredse med.