Raske bliver til patienter
Raske fylder godt op på hospitalerne, hos lægerne og på apotekerne. Men er det ikke en syg idé at give medicin og tilbyde screeninger af raske? Det spørgsmål rejser læge Lotte Hvas i en afhandling om medicin til raske
En rask er en patient, der ikke er undersøgt godt nok endnu.
Sådan lyder et mundheld, og indtil 2002 gjaldt det blandt andet for kvinder i overgangsalderen. Ganske vist er overgangsalderen noget, der kommer til alle kvinder, hvis de lever længe nok, men samtidig var det også god latin, at kvinden kom til egen læge eller gynækolog og gik derfra med en recept på hormoner. 72 procent af alle kvinder gik til lægen i forbindelse med overgangsalderen. Sådan er det ikke længere, for i 2002 kom en stor undersøgelse, der en gang for alle slog fast, at hormoner også kunne være kræftfremkaldende og derfor kun burde ordineres ved alvorlige gener i forbindelse med menopausen.
I dag kan vi se, at det var en syg idé at tro, at alle kvinder skulle have medicin i overgangsalderen, selvom de ikke havde problemer. Men der findes mange andre områder, hvor risikotænkningen gør, at vi medicinerer og undersøger raske, siger praktiserende læge i Præstø, Lotte Hvas.
Hun har igennem de seneste 10 år lavet afhandlingen Medicin til raske en syg idé?, der netop er udkommet, og som har givet hende titlen dr.med. Men det var ikke udsigten til en fin titel, der i sin tid fik Lotte Hvas til at kaste sig ud i undersøgelsen, men derimod de mange mennesker, hun gang på gang mødte i sin konsultation. Stærke og handlekraftige kvinder i deres bedste alder, der nu sad over for hende dybt usikre, fordi de havde fået en recept på hormoner hos en gynækolog. Og mange af kvinderne var i vildrede om, hvorvidt de skulle indløse recepten, og dermed begynde at spise piller i årevis, eller lade være.
Når vi giver medicin til raske, er vi nødt til at se på alle skadevirkninger. Ikke kun de bivirkninger, der er nævnt på indlægssedlen, men også på hvad det gør ved os som mennesker kulturelt og psykosocialt at tage medicin og få at vide, at vi har en risiko for fremtidig sygdom, siger Lotte Hvas.
Når hun beskæftiger sig med medikalisering af raske, handler det ikke kun om medicin, men også alle de undersøgelser, vi bliver tilbudt. Det kan være screening for forskellige kræftformer, velmenende tilbud om at få tjekket helbredet på den lokale genbrugsplads, som man netop har indført i Hedensted Kommune, og undersøgelser for knogleskørhed hos kvinder, der har passeret overgangsalderen.
Hvis en kvinde får at vide, at hun har forhøjet risiko for at udvikle knogleskørhed, kan det resultere i, at hun lige pludselig ikke længere tør løfte sit barnebarn, fordi hun synes, hun skal passe på. Og det er måske ikke så godt. Og de mennesker, der får tilbudt en undersøgelse for tarmkræft, skal vide på forhånd, at de risikerer efterfølgende at skulle gennemgå en ikke helt ufarlig kikkertundersøgelse af tarmen, siger Lotte Hvas.
Hun peger på, at læger har en langt højere informationsforpligtelse, når det gælder raske mennesker.
Hvis vi som læger går ud i en rask befolkning, der ikke har bedt om det, og tilbyder diverse undersøgelser, har vi en langt højere informationsforpligtelse, end hvis der er tale om en syg patient. Folk skal informeres om alle mulige bivirkninger, også selvom det måske skræmmer nogle væk fra undersøgelsen, siger Lotte Hvas.
Hun understreger, at hun ikke er modstander af alle former for medikalisering af raske, og for eksempel er de fleste vacciner en glimrende idé, ligesom det er ganske fornuftigt, at alle nyfødte tjekkes for stofskiftesygdomme, der kan få fatale konsekvenser, hvis de børn, der har lidelsen, ikke får en særlig diæt. På samme måde med voksne mennesker, der har en høj risiko for at udvikle sygdom. Men hun er skeptisk, når forebyggelse kun bliver til et spørgsmål om individuel opsporing, hvor man leder med lys og lygte efter fejl hos den enkelte.
Det handler om, hvorvidt vi skal følge patientens dagsorden eller sætte vores egen som læger, og der bliver mere og mere af det sidste. Når en patient er inde med fodvorter, skal vi så som læger sige, at nu du er her, kan vi lige tjekke dit blodtryk? Mange gange er det rigtigt at blande sig, men hvis vi gør det hele tiden, bliver det et problem. Man siger, at paternalismen er død, men jeg mener, det er et stort indgreb, at vi blander os, siger Lotte Hvas.
Hun erkender, at der er bred efterspørgsel i befolkningen efter de mange screeninger og undersøgelser. Men hun påpeger, at der er stor social ulighed i brugen af dem, således at det primært er de raske og veluddannede, der bliver tjekket, mens de dårligst stillede i langt mindre grad benytter sig af tilbuddet om undersøgelser.
Moderne mennesker vil enormt gerne have undersøgelserne, for så føler man, at man har gjort sit for at undgå sygdom. Men hvis man kommer for at få at vide, at alt er i orden, har man en dårlig sag. For eksempel har en stor del af danskerne dårlige kolesteroltal og risikerer dermed at gå fra lægen med en recept på medicin, som mange er skeptiske over for. Det var blandt andet det, der skete for kvinder i overgangsalderen, siger Lotte Hvas.
Og hvordan er det egentlig gået netop den gruppe, siden der blev slået hormonalarm for seks år siden? Jo, langt færre går i dag til lægen i forbindelse med overgangsalderen, og de mange kreative reklamer, som de praktiserende læger tidligere modtog fra medicinalindustrien, er stort set forsvundet. Der er stadig kvinder, der har så svære gener, at de skal have hormoner i forbindelse med menopausen, men det er ikke længere noget, lægerne bare udskriver og kvinderne ureflekteret tager.
Og det er godt, mener Lotte Hvas.
En lille del af kvinderne har så svære gener, at de skal have hormoner. Ingen tvivl om det. Men i dag klarer de fleste sig uden, og et begreb som klimakteriesyndrom er helt forsvundet ud af lægemiddelkataloget, som er lægernes bibel. Det er da interessant. Da det viste sig, at medicinen havde store bivirkninger, forsvandt syndromet.