På jagt efter donor 137

14-årige Ina Rosdal fra Skagen er undfanget ved hjælp af en sæddonor. Nu forsøger hun at finde ham. Ikke for at få en far, men for at finde svar på, hvorfor hun selv er, som hun er. – Foto: Skagen Media.

Ina Rosdal har altid vidst, at hun var blevet til ved hjælp af en anonym sæddonor. Nu forsøger hun at finde ham. Men det er en næsten umulig opgave

For to måneder siden lagde en 14-årig skolepige fra Skagen en efterlysning ud på den amerikanske hjemmeside Donor Sibling Registry, hvor tusindvis af børn og voksne undfanget ved anonym sæddonation forsøger at bryde anonymiteten og finde den mand, der i sin tid leverede halvdelen af deres gener. De søger svar på, hvorfor de er, som de er, og vil gerne møde donoren. Alternativt finde frem til andre, der har haft samme donor og dermed genetisk set er deres halvsøskende. Også pigen fra Skagen søger svar. Derfor efterlyser hun nu Cryos donor nr. 137.

Jeg ved godt, at det er næsten utopisk at finde frem til min far, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at møde ham, siger Ina Rosdal.

Hendes mor var for 15 år siden single, ved at være oppe i årene og havde endnu ikke fundet sig en mand. Hun blev derfor insemineret med anonym donorsæd på en privatklinik i København. Sæden var leveret fra verdens største sædbank den Århus-baserede Cryos, og det eneste, Ina Rosdal kender til ham, er hans donornummer.

Jeg vil gerne finde ud af, hvordan han ser ud, og spørge til hans interesser, tanker og værdier. Lige nu er det, som om jeg er en skyggeperson, fordi jeg kun kender til halvdelen af min oprindelse jeg savner den anden halvdel. Jeg synes, der er en tryghed i at kende sit ophav og ikke bare være et produkt fra et laboratorium, siger Ina Rosdal.

Hun er begyndt sin eftersøgning støttet af sin mor. Indtil videre har hverken donoren eller eventuelle halvsøskende svaret på hendes efterlysning. Den stædige pige har også kontaktet sædbanken, hvor donoren afleverede sin sæd, men her blev hun afvist. Anonymiteten er endegyldig og et forsøg på at få hjælp på privatklinikken, hvor hendes mor blev insemineret, er også forgæves. I dag beskæftiger den sig ikke længere med fertilitetsbehandling og hverken kan eller vil hjælpe Ina.

Jeg synes, det er mærkeligt, at vi donorbørn står helt uden rettigheder i modsætning til adoptivbørn, der dog kan spore deres biologiske forældre. Jeg synes, det er trist, at loven er indrettet sådan, at muligheden for at spore mit genetiske ophav er taget fra mig, siger Ina Rosdal.

Hun har ledt efter sin far, så længe hun kan huske. Allerede i vuggestuen gik hun og kaldte på far, mens pædagogerne undrende så til. I en stor del af sin barndom følte hun sig anderledes, fordi hun ikke kendte andre med samme baggrund. For et år siden oprettede hun en hjemmeside for børn med en anderledes barndom, og gennem den har hun truffet to andre donorbørn.

Siden er et forsøg på at komme igennem til andre med en anderledes barndom og finde ud af, om jeg var den eneste, der var skabt på den her måde. Det er jeg jo ikke, men indtil jeg blev 13 år, havde jeg aldrig mødt andre donorbørn.

Ina Rosdal ved godt, at donor 137 ikke er en far som sådan, og hun gør sig ingen illusioner om at få et forhold til den mand, hun kan takke for sin tilblivelse.

Jeg har ikke nogen idé om, at jeg skal fredagshygge med min far og se Talent 2008 sammen med ham. Jeg vil bare gerne møde ham, så jeg ikke længere skal bryde min hjerne med, hvem han er.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk