Menneskerettighederne - etik eller utopi?

FN's flag vejer foran en bygning i Tyskland. Foto: Hermann J. Knippertz/Ritzau Scanpix/AP

Man kan med fordel se menneskerettighederne som et udtryk for en etisk tradition, der trods deres sekulære præg udspringer af det nytestamentlige begreb om næstekærlighed

I vor tid truer menneskerettighedstænkningen med at blive en form for ideologi. Ja, den amerikanske historiker Samuel Moyn kalder i sin bog "The Last Utopia: Human Rights in History" meget rammende menneskerettighederne for "den sidste utopi" – en utopi, som opstod sidst i 1900-tallet efter sammenbruddet for nationalismens og den revolutionære socialismes politiske utopier.

Og på et seminar på Københavns Universitet for en uges tid siden gav professor Helle Porsdam udtryk for, at menneskerettighederne kunne anses for en ny "civil religion", som kunne udgøre samfundets værdigrundlag.

Jeg mener, man skal vare sig for både utopier og politisk "religion" og i stedet se menneskerettighederne som udtryk for en etisk tradition, der trods deres sekulære præg udspringer af det nytestamentlige begreb om næstekærlighed, og som desuden skal forstås i forhold til en række historiske erfaringer.

Det er vigtigt at have sig for øje nu, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved en FN-konvention, som det danske folketing forpligtede sig på i 1977 – en konvention, der blandt andet handler om beskyttelsen af statsløse.

Det diskuteres i disse år heftigt blandt akademikere, hvorfra forestillingen om menneskerettighederne stammer. Et af forslagene kommer fra den såkaldt ny-oplyste. De "ny-oplyste" er en ny frontlinje i dansk værdidebat. Der er for det meste tale om oplysningsbegejstrede intellektuelle, som hylder forestillinger – eller snarere illusioner – om den værdineutrale stat og den kulturløse nation.

Mange af de nyoplyste ønsker at gøre op med forestillingen om den europæiske civilisations kristne grundlag. En af dem er semiotikeren og debattøren Frederik Stjernfelt. Han hævder, at idéen om menneskets rettigheder stammer fra "den radikale oplysning" – ligesom alt det bedste i det moderne samfund i øvrigt: demokrati, tanke- og ytringsfrihed, individuel frihed, seksuel og racemæssig lighed og så videre.

Det er ikke forkert, for så vidt som det var i oplysningsårhundredet, at disse idéer første gang blev formuleret, nemlig i forbindelse med revolutionerne i Amerika og Frankrig. Men hermed vælger Stjernfelt og andre kristendomsfjendtlige ny-oplyste bevidst at se bort fra de universalistiske elementer i kristen middelalderfilosofi og dermed også menneskerettighedernes gæld til den antikke arv.

FORESTILLINGEN OM menneskets universelle rettigheder kan føres tilbage til middelalderens skolastiske naturretsfilosofi. Thomas Aquinas (1225-1274) udviklede på grundlag af Aristoteles' og Augustins tolkninger af Jesu bjergprædiken en moralfilosofi, som skulle få afgørende betydning for den katolske lære om "naturretten". Principperne i naturretten møder vi derefter i en sekulariseret udgave hos Hugo Grotius (1583-1645), som udtænkte sit folkeretsbegreb i lyset af erfaringerne med de store religionskrige (Trediveårskrigen). Siden dukker idéen op i oplysningstiden, specielt i John Lockes begreb om menneskets naturlige rettigheder.

I slutningen af 1800-tallet bliver rettighedsbegrebet indskrevet i den amerikanske uafhængighedserklæring. Her beholdt det dog naturrettens oprindelige religiøse dimension. Indledningen henviser således til de "selvindlysende" sandheder, at "alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået tildelt visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke".

Den næste milepæl er Den Franske Revolutions "Erklæring om borgerens og menneskets rettigheder". Men netop erfaringerne med den grusomme praktisering af den suveræne "folkevilje" under revolutionen fik den politiske filosof Benjamin Constant (1767-1830) til at foreslå, at der blev sat grænser for "folkeviljen": Det fulgte ikke af princippet om folkeretten, at de magthavere, der fik tildelt suverænitet af borgerne, frit kunne disponere over samfundet. Der var viljer, som hverken folket eller dets repræsentanter havde ret til at sætte igennem.

Det er præcis denne opfattelse, der blev lagt til grund for FN's menneskerettighedserklæring i 1948. Ligesom de tidligere erklæringer kan heller ikke den forstås, uden at den bliver sat ind i sin historiske sammenhæng.

Det er derfor helt fejlagtigt af Søren Krarup (DF) at betragte menneskerettighederne og den lange historiske tradition, de indgår i, som udtryk for en "abstraktionens forrykthed". Der er nemlig – også i dette tilfælde – en meget konkret historisk baggrund for dem.

Erklæringen indledes som bekendt med ordene om, at "alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder" uanset deres "race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden overbevisning, nationale eller sociale oprindelse, ejendom, fødsel eller anden status".

Denne formulering skyldtes erfaringerne med et nazistisk regime, som i folkets navn havde forfulgt og tilintetgjort mindretal og hele folk, frataget borgere deres rettigheder i rettens navn og udøvet totalitær, brutal og vilkårlig magt.

I DET FØLGENDE ÅRTI udviklede menneskerettighedsbegrebet sig yderligere under indtryk af opgøret med kolonialismen og imperialismen. Herved blev forestillingen om det enkelte menneskes ukrænkelige værdighed og ret til selvbestemmelse knyttet sammen med en kollektiv, folkelig selvbestemmelsesret, sådan som det udtrykkes i FN's Internationale Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (1966).

Her hedder det: "Alle folk har ret til selvbestemmelse. I kraft af den ret bestemmer de frit deres politiske status og fremmer frit deres økonomiske, sociale og kulturelle udvikling". Denne formulering, som var ment som en præcisering af menneskerettighedserklæringen fra 1948, betød, at det ikke længere kun var det enkelte menneske, der var udstyret med rettigheder, men også folk.

Den dobbelte baggrund for menneskerettighedsbegrebets udvikling – nazismens grusomheder og afkoloniseringen – er vigtig at holde sig for øje, hvis man skal forstå, hvordan man i FN-regi ser menneskerettighederne i forhold til nationalstaternes og borgernes rettigheder: De er ikke ment som en udfordring til, men som en styrkelse af folkestyret.

Menneskerettighederne har således til formål at styrke de værdier, der ligger i borgerrettighederne. Da disse værdier har historiske rødder i den europæiske kulturtradition, har anerkendelsen af konventioner, der beskytter menneskerettighederne, hidtil været uproblematisk for vestlige demokratier.

Men hvis de fortsat skal nyde respekt, er det dog nødvendigt at fastholde dem inden for dette perspektiv og at se dem som udtryk for en medmenneskelighedsetik: at det andet menneskes værdi og sårbarhed kræver af os, at vi beskytter det mod forfølgelse, undertrykkel se og vilkårlig rå magt – alt det, som netop statsløse individer ofte bliver udsat for.

Menneskerettighederne er altså et sæt etiske principper, der har til formål at knytte individet sammen med samfundsfællesskabet uden at anfægte den værdi, det enkelte menneske har i sig selv.

Selvom det enkelte menneske i princippet må være udgangspunkt for tanken om menneskets rettigheder, må hensynet til individet dog ikke sættes over alle andre hensyn som hensynet til det fælles vel eller andre individers rettigheder.

Alene det, at der undertiden forekommer sammenstød mellem forskellige rettigheder, betyder, at en "fundamentalistisk" holdning til menneskerettighederne kan stille sig i vejen for den medmenneskelighed, som er den historiske kerne i menneskeretstænkningen.

Michael Böss er lektor i historie og samfundsforhold på Aarhus Universitet og har netop udgivet bogen "Republikken Danmark. Oplæg til en ny værdipolitisk debat" (Informations Forlag)

Thomas Aquinas (1225-1274) udviklede på grundlag af Aristoteles' og Augustins tolkninger af Jesu bjergprædiken en moralfilosofi, som skulle få afgørende betydning for den katolske lære om "naturretten".