Kan man lade et barn dø for at skåne forældrene?

Gorm Greisen, professor og klinikchef på Rigshospitalet, mener, at bæredygtighed er vores største etiske udfordring. Foto: Sara Tinghuus Gøttsche Denmark

Gorm Greisen er medlem af Det Etiske Råd og til daglig klinisk professor og overlæge på Rigshospitalets neonatalklinik

Hvad er det største etiske problem i dag?

Bæredygtigheden. Vi har del i en teknisk og social udvikling, som giver os et bekvemt, trygt, langt og frit liv. Vil Jordens ressourcer tage slut, så vore børn og børnebørn kommer til at se denne udvikling vende og leve i en rå tid med kamp om det fornødne? Er vores individualistiske og sekulariserede kultur bæredygtig? Sidder vi fast i en spiral af stadigt stigende forventninger? For mig er etik især et praktisk spørgsmål: Hvordan kan vi leve et godt liv og balancere hensynet til vores eget gode liv med hensynet til vores børns og børnebørns?.

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

Ja.

LÆS OGSÅ: Jeg undrer mig over, hvor meget folk går op i dyrs sidste leveminutter frem for den generelle dyrevelfærd

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Lige nu da jeg valgte at svare på disse spørgsmål og dermed kom for sent hjem til mit barnebarns fødselsdagsmiddag. Er det et etisk problem, eller er det bare dårlig opførsel? Begge dele. Jeg skylder mit barnebarn hensyn og respekt. Jeg skylder avisen et svar. Jeg har et ansvar som farfar. Jeg har et ansvar som medlem af Det Etiske Råd for at bidrage til den etiske debat.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

Det har jeg nok glemt. Jeg er god til at glemme mine vanskeligheder. Men jeg husker engang som læge, hvor jeg i en vagt tog mig af et meget for tidligt født barn. Det havde været en svær fødsel, og der var kommet en hjerneblødning. Forældrene var meget bekymrede for udsigten til handicap. Men vi havde sagt, at risikoen kun var 50 procent. Derfor havde vi også fortsat respiratorbehandlingen i de første uger, nu var det overstået, og barnet trak vejret selv. Men i de sidste dage havde der været pauser med vejrtrækningen. Vi havde lavet en ny hjerneskanning, som viste, at en stor del af resten af hjernen var skadet. Det betød, at det var næsten sikkert, at drengen ville blive svært handicappet, hvis han overlevede. Vi havde derfor valgt ikke at starte respiratorbehandling igen, men tværtimod at holde op med al behandling, så han kunne være sammen med sine forældre, indtil han døde. Vi havde fundet et rum, hvor de kunne være sammen, og hvor forældrene også havde fået en seng. Lidt ud på natten kom de og spurgte, om han kunne få smertestillende medicin, morfin. Forældrene var bange og syntes, at det var meget svært. Drengen havde fået morfin, da han lå i respirator. Jeg gik med ind på stuen til ham og så, at han lå stille med rolig vejrtrækning. Jeg sagde til forældrene, at jeg selvfølgelig ville give ham morfin, hvis der var tegn på, at han havde ondt.

Om morgenen, nytårsaftensdag, efter min vagt kørte jeg med toget mod Holbæk til nogle venner, som vi skulle være sammen med. Jeg havde kun sovet et par timer, fordi det havde været travlt med andre syge børn, og jeg sad alene i kupeen i overetagen og hang, mens landskabet kørte forbi. Da jeg kom frem, gik det op for mig, at konduktøren havde ladet mig sidde på 1. klasse, selvom jeg kørte på et almindeligt periodekort. Senere hørte jeg, at den kollega, som havde overtaget vagten, havde givet drengen morfin, og at han var død kort efter.

Jeg gav ikke drengen morfin, fordi jeg ikke aktivt ville fremme døden. På det tidspunkt var jeg klinikchef på afdelingen, og jeg havde både i artikler og foredrag forsvaret, at vi på afdelingen undlod livsbevarende behandling i samråd med forældrene, hvis risikoen for handicap var for stor. Men det var også vigtigt for mig at tage afstand fra eutanasi aktiv dødshjælp. Jeg havde skrevet en vejledning til afdelingens læger om kun at bruge morfin, hvis barnet viste tegn på at have brug for det. Kan man lade et barn dø for at spare forældrene? Det barn kunne jo ikke have overlevet alligevel. Kunne jeg ikke have sparet forældrene de timer? Var jeg for optaget af principperne? Konduktøren undlod at håndhæve reglerne den morgen, da jeg havde brug for at være alene for at få tankerne til at falde til ro.