Intet er vigtigere end individets velvære

Bøger udefra Farvel til pligt og ansvar. Vi lever i en terapeutisk kultur, hvis gennemslag beskrives tankevækkende i ny bog

"Da han trådte ind i mørkekammeret, anslog han, at hans niveau af neurofaktor 3 (serotonin, en meget, meget vigtig faktor) var det højeste i en uge eller måske endda en måned, at hans faktor 2- og faktor 7-niveauer ligeledes oversteg forventningerne, og at hans faktor 1 var kommet sig over et dyk tidligt om morgenen, som hang sammen med det glas Armagnac, som han havde indtaget ved sengetid. Han havde fjeder i afsættet når han gik, han havde en behagelig bevidsthed om sin højde, som var over gennemsnittet, og om sin sensommerlige solbrændthed. Hans modvilje mod sin kone, Caroline, var moderat og under kontrol. Der var flere fald end stigninger i nøgleindekset over paranoia (f.eks. hans stædige mistanke om, at Caroline og hans to største sønner hånede ham) og hans sæson-afhængige syn på livets meningsløshed og abrupthed matchede hans mentale økonomis robusthed. Han var ikke det mindste klinisk deprimeret."

Gary, der her tager sin puls i den mest vidtgående forstand, er hentet til formålet i Jonathan Franzens knivskarpe amerikanske samtidsroman "Korrektioner" (Gyldendal, 2002). Han illustrerer nemlig meget godt det emne, der her er under lup – den terapeutiske kultur. Gary er en ekstremt kompetent bruger af den terapeutiske kultur, selv om – eller måske fordi – han bevæger sig på randen af en depression.

Det var den amerikanske sociolog Philip Rieff, der i 1966 med bogen "The Triumph of the Terapeutic" lancerede den ret kulturkonservative teori om fremvæksten af "et terapeutisk menneske". Rieff blev 80 år i 2002, og antologien "Therapeutic Culture" er et festskrift til ham – fuld af tankevækkende artikler om den terapeutiske kulturs gennemslag på alle områder af det moderne samfund: skolen, statsinstitutionerne, sundhedsvæsenet, retsvæsenet, medierne osv.

I vor tid er intet af større betydning end individets velvære. Vi har sagt farvel til pligt- og ansvarskulturen; i den terapeutiske kultur er det meste lagt til rette for at kunne levere til det enkelte individ, hvad det måtte have brug for i den anledning.

Siden verdenskrigen er der sket en forrykkelse i forholdet mellem det enkelte menneske og det kollektive/sociale. Tidligere havde det kollektive/sociale fat i den lange ende, de kollektive målsætninger havde prioritet over de individuelle. Nu har den enkeltes velvære mere moralsk betydning end den fælles dagsorden. Hvor det tidligere var fællesskabet, der gav individet identitet og mening, er det nu oftere årsag til neuroser.

Den terapeutiske kultur har udvisket grænserne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. Den præker en frigørelsens etik, nøgleordene er rask og syg, og idealet er en manipulerbar følelse af personligt velvære og tilfredsstillelse. At nogen skulle ofre sig for et højere moralsk fællesskab, er passé.

Denne kulturrevolution har gjort det legitimt for den enkelte helt at koncentrere sig om sig selv og sit eget – ja, det er nærmest påbudt. Tæppet er trukket væk under moralens autoritet, faste normer er afløst af individuelle impulser. Hvor det tidligere gjaldt om at holde selvet i ret stramme tøjler, skal det nu hele tiden luftes, bekræftes, lefles for.

Til det formål er der opstået en ny præstestand, bestående af terapeuter, psykologer, psykiatere og socialarbejdere, skribenter.

De skal – sammen med alle mulige andre, der de facto indtager en terapeutisk funktion: præster, lærere, læger osv. – hjælpe individet til at få mening i tilværelsen. Der er ingen anden mening end den, den enkelte måtte finde i og for sig selv.

Blandt bogens mange spændende artikler kan fremhæves Felicia Wu Songs analyse af internettets flygtige fællesskaber, og James Davison Hunters kritik af de tiltag, der for tiden er for at stramme de amerikanske skole- elevers moral op – ikke bare for at få lidt mere disciplin i timerne, hvilket som bekendt også efterspørges på vore breddegrader, men i det lønlige håb at nedbringe antallet af mord med skydevåben i skolerne!

I dette øjemed har en række bøger og artikler set dagens lys, med hvad Hunter kalder en "neoklassisk" moralsk tendens, fortalere for en mere bevidst moralsk opdragelse, der i høj grad trækker på fortiden og traditionen. Antologier med gamle moralske fortællinger er blevet genudgivet til formålet – en "kanon" af opbyggelige fortællinger.

Hunter ser med positive øjne på intentionen, men mener, at den ofte søges ført ud i livet ved hjælp af den samme medicin, som man vil til livs. I mangel på bindende argumenter for, at der findes "objektive moralske værdier", havner man i det argument, at den enkelte personligt "får det bedre", hvis han eller hun opfører sig ordentligt. Der argumenteres altså med forøget selvagtelse snarere end med, at det rette bør gøres, fordi det er det rette. Argument bliver hensynet til den enkeltes velvære – den tankegang, man gerne vil ud af.

På et logisk plan har Hunter sikkert ret. Ikke desto mindre: Stillet over for en virkelighed præget af stigende normsvækkelse og desorientering lærer man at sætte pris på "subjektive moralister", som dog gør noget – selv om det da godt kan være, at pædagoger, der har overskud til at bruge de moralske anekdoter mere udogmatisk, nemlig som udgangspunkt for elevens personlige tolkning af moralske dilemmaer, umiddelbart er mere ko- sher.

Jonathan B. Imber (red.): Therapeutic Culture. Triumph and Defeat. 282 sider. Transaction Publishers, 2004.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk