Hvornår bør et barn tvangsfjernes?

Den 61-årige burmesiskfødte Maung Maung Rajan rejser for femte gang ud for Læger uden Grænser.

MED AFSTEMNING: Svend Åge Hansen har fået tvangsfjernet fire børn, som alle har søgt hjem til deres fordrukne far igen. Hans historie er omdrejningspunkt i ny film, som sætter fokus på de endeløse dilemmaer ved at fjerne et barn med magt

Svend Åge Hansen har fødselsdag. Han nynner og synger fødselsdagssang for sig selv, mens han sirligt trækker flødeskum over lagkagen og placerer jordbær på toppen.

Ved siden af står hans næsten voksne datter Christina. Hun har også fødselsdag. Men det ved gæsterne tilsyneladende ikke. De ankommer, bliver placeret på parcelhusets terrasse udstyret med øl, små skarpe og dåsesodavand, og hver og en krammer de Svend og ønsker tillykke.

Ingen lykønsker Christina, og da Svend rejser sig op for bordenden for at byde velkommen, nævner han heller ikke Christinas fødselsdag. Han byder velkommen til sin egen fødselsdag, slår ud med armene og opfordrer gæsterne til at drikke sig skidedejligt fulde. Kort inden gæsterne ankommer, spørger Christina sin far:

Far, ved de også, at det er min fødselsdag?.

Svend Åge Hansen er hovedpersonen i dokumentarfilmen Blodets bånd, som har premiere den 5. juni på fars dag. Filmen følger Svend, hans kone Gitte, som han undervejs i filmen bliver skilt fra, og fire af hans i alt 16 børn. De fire børn har alle været tvangsfjernet fra Svend og Gitte, men er også alle flyttet hjem igen.

Nu er børnene voksne omkring 20-årsalderen, året er 2012, og Svend har søgt aktindsigt i sin egen og børnenes sag. For alle anmeldelserne om groft omsorgssvigt er med Svends ord løgn, og børnene manglede ingenting i barndommen. Og de manglede bestemt heller ikke en far, som slog, drak og tog stoffer, udruller filmen.

LÆS OGSÅ:
Opgør med voksne børn kan føre til tilgivelse og forsoning

I takt med at Svend læser sig igennem kommunens papkasse med sagsakter, står det dog også klart, at børnene ikke har kunnet løsrive sig fra deres godt nok kærlige, men også dybt egoistiske og destruktive alkoholikerfar. Blodets bånd binder dem sammen, og under en fælles brandert med Svend siger datteren Christina om sine psykiske problemer:

Far, det har ikke noget med dig at gøre. Det er systemet. Det er systemet, der har gjort mig så syg, at jeg æder piller hver dag.

Den scene siger meget mere end de få ord, der faktisk bliver sagt. For ligegyldigt hvor misrøgtet et barn har været, og uagtet at barnet har været tvangsfjernet, vil barnet altid have næsten ubrydelige bånd til sine biologiske forældre. Det gør omstændighederne omkring en tvangsfjernelse uendeligt komplicerede.

Sådan udlægges filmens scene af Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, som arbejder for at skabe bedre vilkår for socialt udsatte, og tidligere formand for Børnerådet.

Filmen viser mere end noget andet den negative sociale arv. Kommunen handler, som den skal, og børnene bliver fjernet, fordi faderen drikker og slår. Det er en klassisk ekspeditionssag, men kommunen er oppe imod fortællingen om systemet. Kommunen får ikke formidlet til forældrene, at en fjernelse af børnene er bedst for børnene, og så modarbejder både forældre og børn, fordi der er så stærke bånd imellem dem.

I 2011 havde Ankestyrelsen 377 sager om tvangsfjernelser, hvilket var 68 flere end i 2010, og Lisbeth Zornig Andersen, som selv voksede op med vold og misbrug, fastslår, at tvangsfjernelser er uundgåelige.

Men, pointerer hun, samfundet, kommunerne og sagsbehandlerne skal være mere opmærksomme på alternativer som familieanbringelser og såkaldte sikkerhedsplaner.

Førstnævnte består i, at hele familien anbringes på en institution, hvor både voksne og børn får hjælp, mens sidstnævnte er en model, hvor barnet bliver i hjemmet med tæt tilknytning til et familienetværk og en mobiltelefon til nødopkald, og hvor kommunen kommer på uanmeldte besøg.

Problemet er, at man ikke kan sige, at den ene model er bedre end den anden, men vi glemmer tit den spiller, der hedder barnets tilknytning til forældrene. Det ser man i filmen. Svend holder faktisk op med at drikke i fire år, da børnene bliver fjernet, men giver så op. Hvis han havde været sammen med børnene, havde han måske holdt fast, og selvom børnene blev fjernet for deres eget bedste, er resultatet nu voksne børn, hvor man tænker hold da op, de er bestemt ikke på sikker grund, siger Lisbeth Zornig Andersen.

I efteråret viste en opgørelse fra Ankestyrelsen, at antallet af tvangsfjernede spædbørn var steget voldsomt fra 3 i 2007 til 38 i 2011. Et tydeligt udtryk for et styrket kommunalt fokus på anbringelsesområdet, vurderede flere eksperter.

Socialminister Karen Hækkerup (S) sagde, at tidligere ventede man nok for længe, fordi man afprøvede alt for at give forældrene en chance, og hun konkluderede, at de nye tal viste, at det havde været formålsløst at vente.

Lisbeth Zorning Andersen frygter, at tvangsfjernelser kan blive en automatreaktion, men børneforsker Per Schultz Jørgensen ser anderledes på det. For de mange frivillige anbringelser, som indtil for nylig voksede i antal, resulterer i svingdørsbørn, som bliver kastet frem og tilbage mellem biologiske forældre og plejefamilier eller institutioner, mener han.

Der har været behov for at sætte barnet mere i fokus end forældrene. Min egen holdning har gennemgået en udvikling hen imod at måtte erkende, at alkoholforældre først skal have en chance, når de har bevist, at de er ude af misbruget. Før skal vi ikke tro på dem, for vi er nødt til at være ansvarlige over for børnene.

Men tvangsfjernelser er et spindelvæv af følelser og problemer, som ikke løsnes ved at fjerne barnet, tilføjer Per Schultz Jørgensen.

Der ligger et enormt dilemma i, at barnet stadig elsker sine forældre. Relationen til forældrene er så grundlæggende dyb, og et barn, som fjernes, tvinges til at bryde den relation og vælge sine forældre fra. Det kan børn ikke leve med. Derfor skal vi være meget omhyggelige med at fastholde forældrekontakten, selvom faderen har banket moderen, mens den lille har stået og tisset på gulvet.

Forældrekontakten kan passende ske gennem barnets nære netværk eksempelvis bedsteforældrene mener Grethe Laurberg fra Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre.

Tidligere i denne uge modtog hun et opkald fra en frustreret farmor, som ikke forstod, hvordan myndighederne kunne fjerne hendes barnebarn fra forældrene, uden at hverken hun eller andre i familien var involveret.

Jeg har set mange eksempler på, at en kommune flytter barnet til en fremmed familie i stedet for at forsøge at løse problemerne ved at lade barnet blive i slægten. På den måde fjerner kommunen samtidig barnet fra sine tidligere primære omsorgspersoner, og det er der ingen børn, som kan tåle, siger hun.

Svend Åge Hansens børn kunne ikke tåle at være væk fra ham. Men de kunne heller ikke tåle at være sammen med ham.

Selv da Svend har gennemgået kommunens papkasse med sagsakter, og han har været igennem flere smertefulde selverkendelser, ændrer tingene sig ikke rigtig.

Det kommer til udtryk, da Svend igen har fødselsdag. Han fylder 59 år. Det vidner chokoladeglasuren om på det enorme sæt kagebryster, som pryder spisebordet. Fra en stol i hjørnet skæver hans datter Christina til bordet. Hun har også fødselsdag. Igen. Men det er Svend, som fejres. Børnene er dog ikke glemt i den tale, som levemanden Svend byder velkommen med.

I har været der i tykt og tyndt i mit liv. I er nogle helvedes gode børn, og uanset hvad: Jeg håber, I elsker mig og kan tilgive mig.