Hvor kommer anoreksien fra?

SPØRG OM LIVET: Hvorfor får en glad og velfungerende pige anoreksi, og hvad kan jeg gøre? spørger en bedstemor

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Vi har i familien fået en stor bedrøvelse og bekymring: Et af mine børnebørn, en dejlig og, som det hidtil har syntes, stærk og glad gymnasiepige, har fået konstateret anoreksi i alvorlig grad.

Hendes forældre har nu taget over med hensyn til, hvad hun spiser, og hvad hun ellers skal gøre for at få det bedre, og hun går fast en gang om ugen til kontrol og samtale på en psykiatrisk afdeling. Hvis ikke det bliver bedre, skal hun indlægges.

Mit spørgsmål er: Hvorfor får en glad, velfungerende pige den sygdom? Og ikke mindre: Hvad kan jeg gøre? Hun og jeg har og har altid haft det godt sammen, men jeg ved for eksempel ikke, om jeg skal tale med hende om hendes sygdom eller hellere lade det emne ligge? Om jeg skal invitere hende, eller hun har det bedst hjemme?

Jeg vil jo så gerne hjælpe, hvis jeg kan.

Venlig hilsen

Marianne

Svar:

Kære Marianne

Det er godt at læse om en bedstemors omsorg og omtanke for sit barnebarn. Og det er godt, at hun er kommet i behandling, for et større vægttab kan være farligt og i sig selv give mange psykiske problemer.

Der er ikke en enkel forklaring på dit spørgsmål om, hvordan en tilsyneladende velfungerende pige kan blive ramt af anoreksi. I de senere år er man blevet meget nuanceret og forsigtig med hurtige forklaringer. Vi vil kort forsøge at nævne nogle af de faktorer, som kan gøre sig gældende, når en person udvikler en anoreksi.

1. Biologiske og genetiske forhold spiller en rolle og udstyrer os mennesker med forskellige tærskler for, at en sygdom kan bryde ud. Specielt anoreksien finder man i hele verden og i alle kulturer, og den har en ikke ubetydelig arvelighed nogenlunde i samme størrelse som den maniodepressive sygdom. Bulimi er en anden spiseforstyrrelse med spiseanfald og opkastning, og den har i modsætning til anoreksien ikke nogen kendt arvelighed, og bulimi er i langt højere grad knyttet til den vestlige kultur.

2. Ungdomstiden er en tid med mange følelser og tanker på spil, hvor man skal finde sin identitet både i forhold til forældre, sig selv og til jævnaldrende. Unge, som udvikler anoreksi, har ofte ringe tiltro til, at de kan mestre voksenlivets krav. Måske kan det ydre i udgangspunktet se velfungerende ud, mens de på indersiden kan føle sig forkerte, sårbare og små. Efterhånden bliver der større afstand mellem det ydre og det indre, og efterhånden kan der udvikles fejlagtige følelser og tanker om at være alt for tyk, selvom de efterhånden kan se ekstremt slanke ud for andre. Billedet af dem selv er kommet helt i uorden.

3. Der er et stort pres på unge i dag om at være både dygtige og vellykkede. Gymnasiet er for mange blevet det nåleøje, de unge skal igennem for at komme ud i livet med frie valgmuligheder. Ved mange studier forlanges der høje karaktergennemsnit for at komme ind på populære uddannelser. Medieverdenen støtter op om dette pres. I reklamerne skal man helst være super høj, super tynd, super tjekket, super selvstændig, super smart, super bevidst og super klog. Det er svært at leve op til. Ikke mindst piger skal gerne kunne mestre de fleste sider af livet til ug. Dermed er der lagt en god grobund for en meget hård bedømmelse af sig selv.

4. Lidelsen kan også i nogle tilfælde have rod i forskellige barndomsoplevelser. I nogle tilfælde kan det handle om forskellige traumatiske oplevelser og begivenheder - og nogle gange hemmelige overgreb, som har påvirket personlighedsudviklingen. Det kan være svært at have styrke og stemme til at protestere over voksnes fravær eller uklogskab eller grænseoverskridelser. Deres sprog kan derfor blive spisevægringens protest.

Vi ved ikke, om noget af ovenstående gælder for dit barnebarn, og hvor tyngden af baggrunden ligger for hende. Det allervigtigste er, at hun får god, professionel hjælp med kontrol i forhold til hendes vægt, men også at hun får mulighed for samtaler individuelt eller i en gruppe, så hun kan udvikle en forståelse af sin sygdom og få mulighed for at udvikle sig og lære at udtrykke det, som eventuelt kan være hendes dilemmaer og smerte.

Du skal fortsætte med at være den bedstemor, du plejer at være. Du skriver, at I har en god relation fortsæt med den. Hun trænger til, at der er folk, som møder hende, som den hun er, og at der er ting, som er som de plejer. Selvom vi ikke kender hende, tror vi, det vil være en god idé på et passende tidspunkt at spørge hende om, hvordan hun har det, og om hun har lyst til at fortælle dig om sit problem. Så kan hun jo fortælle mere eller mindre, alt efter hvad hun har lyst til. Hun går jo i behandling, så du behøver ikke minde hende om at spise og komme med gode råd i den henseende, men i stedet lytte og snakke med hende om hendes liv med familien, vennerne og livets store spørgsmål. Måske kan du også forsøge at spørge hende om, hvad hun selv tror, er årsagen til, at hun har fået det problem ind i sit liv. En bedstemor er ofte lettere at sige sårbare ting til end for eksempel forældre.

Og så kan vi anbefale, at både du og andre i familien søger viden om sygdommen blandt andet gennem landsforeningen mod spiseforstyrrelsers hjemmeside: www.spiseforstyrrelser.dk.

Mange hilsener

Annette og Jørgen