Hvilke indvielsesritualer skal gymnasier og universiteter acceptere?

Tegning: Peter M. Jensen.

I uddannelsesverdenen er der tradition for, at ældre elever og studerende byder de nye velkommen med hyttetur, fest og drilleri. Men hvornår går ritualerne over stregen og bliver til uacceptabel druk og ydmygelse?

"Scor en sut og vind en kasse øl" lød overskriften, da Frederiksborg Gymnasium og HF for nylig holdt introduktionsfest for de nye 1.g.'ere. Med ledelsens opbakning holdt gymnasieeleverne en fest, hvor der var præmie til de 3. g.'ere, som kunne "score" en 1. g.'er.

Ifølge gymnasiets rektor, Peter Kuhlman, var der tale om en uskadelig tradition, der gik tilbage til "Gorm den Gamles tid", mens formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, fandt det betænkeligt, at gymnasiet medvirker til at kombinere velkomsten til de nye elever med et indvielsesritual, der på denne måde signalerer druk og sex.

Sagen om den nordsjællandske scorefest er det seneste eksempel på, at der hersker vidt forskellige opfattelser af, hvad der må foregå i gymnasie- eller universitetsregi, når de nye elever og studerende skal bydes velkommen.

Begge steder er der årelang tradition for hytteture, fester og forskellige former for drilleri af "sutter", "put-g.'ere", eller hvad de nytilkomne ellers kaldes. Men mange steder er buksevand og lignende ritualer en del af traditionen. Og både på gymnasier og universiteter er der set eksempler på, at løjerne udartede til uacceptabel druk eller ydmygelse. Og af samme grund bliver der i stigende grad indført ordensregler for gymnasiernes introture og universiteternes rusture.

– Historisk set har der været indvielsesritualer på gymnasierne, som kunne være ret grove, men så de blevet standset af rektorerne, siger rektor Peter Kuhlman, som også er formand for Gymnasieskolernes Rektorforening.

Han vurderer, at de rigtig grove indvielsesritualer er luget ud af gymnasierne og nu hører fortiden, roklubber og militæret til. Og selvom danske gymnasieelever er kendt for at drikke store mængder alkohol, er det ifølge rektorformanden ikke til fester på gymnasiets grund eller på de introture, gymnasierne har ansvar for, der for alvor drikkes. Tværtimod har mange gymnasier fået ølforbud på introture.

– For 20 år siden har jeg oplevet eksempler på elever, der blev bundet til bruseren, smidt i søen, eller at der blev malet "Død over eleverne" ude på vejen. "Scor en sut" er meget mere harmløst. Det handler ikke om druk og sex, men om kammeratlige kys og kram, siger Peter Kuhlman, der oplyser, at vinderen af "Scor en sut" var en pige fra 3. g., som fik en kasse sodavand for at kysse en dreng fra 1. g.

– Naturligvis må der ikke foregå sex i forbindelse med et indvielsesritual. Sex er ligesom religion noget, vi skal holde ude af gymnasiet. Men det siger mere noget om mediernes tankegang, at "Scor en sut" er blevet udlagt som sex, erklærer han.

Rektorformanden erkender dog, at et par tidligere sager fra gymnasier har været på kant med det etisk forsvarlige. I 2005 blev 1. g.'ere fra Gladsaxe Gymnasium på en skattejagt på første skoledag presset af de ældre elever til at tage tøjet af, hvilket skolens rektor over for dagbladet Politiken betegnede som "harmløst".

Og i 2007 var der en sag på Silkeborg Gymnasium, hvor 1. g.-piger skulle strippe i en konkurrence om at opnå de bedste kantineborde, og hvor gymnasiets lærere ifølge Ekstra Bladet fungerede som dommere. Sidstnævnte ritual blev dog standset af rektor efter medieomtalen.

– Vi må erkende, at vi har med unge at gøre, som prøver grænser af. Det eneste, vi kan gøre, er at sanktionere, når noget går for vidt. Og vi rektorer sanktionerer meget hurtigere i dag end tidligere, siger Peter Kuhlman.

Det sidste er formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Bjarke Dahl Mogensen, enig i. Men han billiger ikke denne udvikling, han mener faktisk, at rektorerne sanktionerer meget mere, end der er grund til.

– Jeg synes, at rektorerne handler for egenrådigt, og at indgrebene mod øl på introture er blevet lidt hysteriske. Det vidner om en puritansk måde at tænke på, når eleverne ikke engang må medbringe for eksempel tre flasker øl til at drikke om aftenen. Jeg ved, at nogle elever tager hjem, fordi de ikke må drikke øl, siger Bjarke Dahl Mogensen.

Hvad angår ritualer, husker han fra sin egen 1. g.-tid på Skive Gymnasium, at der blev kastet med vand efter de nye elever, og han vurderer, at der givetvis nogle steder foregår drilleri af 1. g.'ere, som de pågældende ikke finder sjovt.

– Men der er ikke behov for nationalt at opstille etiske grænser. Det har de lokale fællesudvalg godt styr på at gøre, vurderer han.

På universiteterne har der også i en årrække været debat om, hvad der må foregå på de traditionsrige rusture, hvor de nystartede studenter bliver introduceret til universitetslivet på en hyttetur sammen med nogle ældre studerende, såkaldte tutorer eller rusvejledere.

Inden for de seneste år har både Københavns Universitet og Syddansk Universitet indført regelsæt, som skal medvirke til, at turene ikke går over gevind.

– Vi vil gerne medvirke til, at de studerende opfører sig som gode repræsentanter for universitetet, og at de på forhånd er klar over, at en rustur ikke er det samme som en mandetur til Barcelona for at se fodbold, siger Per Andersen, studiechef ved Syddansk Universitet.

Han oplyser, at universitetets nye studiestart-politik ikke er et ordensreglement, men dog skal ses som en "rektoral løftet pegefinger" over for de studerende. Hvad der foregår af alkoholindtagelse og sex er de studerende voksne nok til selv at tage ansvar for.

– Selvfølgelig skal der være fest på en rustur, men en fest varer ikke tre dage. Desuden skal turen tilrettelægges, så alle kan være med, også dem, der slet ikke drikker alkohol, og så universitetet ikke efterfølgende får den tilbagemelding fra udlejeren af hytten, at den slags står man ikke model til, siger Per Andersen.

Det københavnske regelsæt slår fast, at studielederen skal sikre, at turene får et forløb, der er Københavns Universitet værdigt, og understreger, at de sociale aktiviteter ikke må føre til "blufærdighedskrænkelse, marginalisering/mobning af enkeltdeltagere eller sikkerhedsrisici".

Det sidste er af kontorchef Jakob Lange blevet forklaret med enkelte uheldige episoder ved tidligere rusture, hvor nye studerende er blevet sat til at spise regnorme eller tage tøjet af. Universiteterne vil meget gerne undgå sådanne sager – og ikke mindst den presseomtale, som følger med.

– Men det er min klare opfattelse, at unge nu om dage sætter større pris på ritualer og traditioner. Både de højstemte som studenterhuer, skolefaner og lancierdans og de mere platte, siger Jakob Lange, som hæfter sig ved, at Frederiksborg Gymnasium og HF's rektor netop henviser til den mangeårige tradition i sit forsvar for "Scor en sut".

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk