Indføring

Hvad er dydsetik?

Filosoffen Aristoteles' (384 fvt. - 322 fvt.) dydsetik er tæt knyttet til det græske begreb, eudaimonia, som betyder at stå under en god ånd. Centralt i Aristoteles' dydsforestilling er opnåelsen af det gode liv, af lykke.

Dydsetik handler om at forene den rette handlen og det etisk forsvarlige med opnåelsen af den største lykke, det gode liv

Mens pligtetikken og nytteetikken er enige om, at det etiske valg altid må gå forud for alle handlinger i form af regler eller pligter, er det dydsetikkens mål at lade etik gå hånd i hånd med de menneskelige karaktertræk og opnåelsen af det gode liv.

Siden Kant har pligt- og nytteetik været de mest fremtrædende former for etik.

Men faktisk bar filosofien helt tilbage til Platon og Aristoteles og frem til Kant præg af en anden form for etik, nemlig dydsetikken.

Det særlige ved dydsetikken er, at hvor både pligt- og nytte etik omhandler den etisk rigtige handling sat overfor den etisk forkerte, opererer dydsetikken med et tredje lag: Hvordan opnås det gode liv?

Det dydige liv uden lovgivning
I såvel pligt- som nytteetik, er et grundelement, at etik er noget, der kan anvendes som stadfæstende for en specifik moralforståelse.

Pligtetik kan man for eksempel finde i De Ti Bud, der opregner en række ufravigelige rammer for at leve et liv baseret på rigtige handlinger. Pligtetik påbyder mennesker den rette handling som en pligt: Du må ikke slå ihjel (fordi det er moralsk forkert at slå ihjel) Du må ikke lyve (fordi det er moralsk forkert at lyve) osv. Pligtetikkens pligter skal adlydes uafhængigt af, om det er de pligter, der i situationen giver os størst personlig glæde eller gevinst.

Nytteetik handler om maksimering af lykke. Det grundlæggende er størst mulig lykke for flest mulige. Nytteetikken er på denne måde fokuseret på, at din handling skal tjene noget fremadrettet, og at det moralsk og etisk rigtige valg altid tjener bedst muligt for flest mulige i situationen.

Dydsetikken heroverfor vil altså forene de to elementer, rigtig handlen og det gode liv. Grundlæggende for dydsetikken er spørgsmålet: hvordan lever jeg godt som menneske? Svaret er, at de etiske og moralske krav skal være i overensstemmelse med det gode liv, men at de må blive sekundære, da de ikke må komme i konflikt med selve opnåelsen af det gode liv.

Hvis et krav som du må ikke lyve derfor kommer i konflikt med opnåelsen af et godt liv, fordi løgnen i den givne situation er den, der giver dig det bedste liv, er det at lyve at foretrække for dydsetikeren.

Dydsetikkens historie
Dydsetikken i sin nok reneste form finder man i Aristoteles filosofi.

Aristoteles dydsetik er tæt knyttet til et græsk begreb, eudaimonia (græsk: eu, god; daimon, ånd: at stå under en god ånd).

Centralt i Aristoteles dydsforestilling er opnåelsen af det gode liv, af lykke.

På denne måde minder dydsetikken hos Aristoteles faktisk om nytteetikkens pointe om opnåelse af størst mulig lykke for flest mulige.

Lykkeopnåelsen set på denne måde er forestillingen om handlinger, som bringer oplevelser og dermed lykke.

Man køber for eksempel en is, fordi man har lyst til is, man tager i biografen for at blive underholdt og så videre.

Hvad der nu adskiller Aristoteles fra dette, er, at lykkeopnåelsen også kan være i selve handlingen.

Man kan for eksempel lave fin mad, ikke bare fordi man er sulten, men fordi man faktisk nyder at lave mad.

Der bliver på denne måde ikke kun tale om et middel til opnåelse af målet, lykke, men at midlet er et mål i sig selv: Man laver fin mad, fordi man elsker at lave mad. At det smager fantastisk er måske bare en sidegevinst.

Et andet hovedelement hos Aristoteles er, at lykken også er i det, at man lykkes som menneske, at ens liv udarter sig på en god måde, at det bliver godt.

Det er i den forbindelse essentielt, at man som mennesket er i stand til at kombinere, hvad Aristoteles fremhævede som grundlæggende ved den menneskelige natur, praktisk fornuft og evne.

Handler mennesket nemlig i overensstemmelse med fornuften og efter bedste evne, er det på rette vej til et godt liv.

Det etisk forsvarlige er for Aristoteles derfor repræsenteret i nogle allerede foreliggende dyder, som man passende kan handle ud fra.

Hvilke er dyderne?
Aristoteles opregner en række dyder, som ganske vist kan variere og ændre sig, men som for mennesket er særligt eftertragtelige: Gavmildhed, ærlighed, modighed, retfærdighed og andre.

Særligt ved gavmildheden og ærligheden er, at de begge tjener til lykkeoptimering, hvis de forvaltes rigtigt.

Den gavmilde livsopfattelse indbyder til glæden, ligesom den ærlige møder verden med et åbent sind, mener Aristoteles.

På samme måde forholder det sig med mod og retfærdighed.

De tjener også til lykke, hvis den modige og retfærdige dermed lærer sig selv at kende gennem selvforståelse og kontrol.

Men dyderne skal forvaltes med omhu, mener Aristoteles.

Mod kan for eksempel fremstå gennem pludselige, impulsive handlinger.

Det er sådan set fint nok ifølge Aristoteles, men dyden, mod, skal være bevidst, hvis den skal forene mennesket og lykken.

På samme måde kan gavmildhed være afsporet og forfejlet i den forkerte situation.

Pointen med at efterleve dyderne er med fornuften at kunne indse, at den og den dyd tjener til opnåelse af det gode liv.

Dydsetik i dag
Det er vigtigt, at Aristoteles ser de ovennævnte dyder som noget universelt, som noget alle mennesker har som en slags grundlæggende karakteregenskaber.

Dydsetikken havde stor indflydelse blandt andet på filosoffer i den tidlige kristendom.

Både Augustins og Thomas Aquinas etik bærer præg af den form for menneskelige iboende karaktertræk, som Aristoteles fremhævede i dydsetikken.

I dag er der dog ikke mange, som regner sig for dydsetikere. Pligt- og nytteetikken har i vidt omfang skubbet dydsetikken af vejen til fordel for deres mere konkrete former for etik.

Men den universalisme, hvormed Aristoteles eudaimonistiske dydsetik anskuer verden, møder man også i pligt- og nytteetikken.

I disse bliver der nemlig også tale om nogle moralske og etiske værdigrundlag, som kan gælde for alle mennesker til alle tider.

Problemet kan i forlængelse af det universelle blive, at man i forskellige kulturer ser forskelligt på etisk og moralsk ansvarlighed.

Et sted kan de for eksempel være etisk i orden at have slaver, mens det et andet er etisk forkasteligt.

En ny form for dydsetik har som modsvar banet sig vej frem.

Der er tale om en relativistisk form for dydsetik, som fra tilfælde til tilfælde opregner den i situationen mest hensigtsmæssige handling.

Derved kan elementer som kultur- og lovgivningsforskelle tilgodeses, da det gode liv kan være forskelligt fra menneske til menneske.

Den relativistiske dydsetik har således som grundvilkår at være antiuniversalistisk og fremhæver i stedet, at det skal være med dyderne, som kan ændre sig, at vi træffer de etiske beslutninger i overensstemmelse med den tid, kultur og det samfund, vi lever i.