Hele familien er med
Familiepleje kan ødelægge et parforhold, hvis man ikke sætter grænser, så der også er plads til hinanden og ens egne børn. Men det er tabu at bede om ferie uden et plejekrævende plejebarn. For familiepleje betragtes ikke som et arbejde, men et kald, mener plejeforældrene Henriette og Bjørn Haslund-Gjerrild
Overskud er det første ord, der omfavner tankerne, da Henriette Haslund-Gjerrild storsmilende åbner sit hjem i Nexø på Bornholm. Det er et af de tusindvis af danske hjem, der har åbnet dørene for et nyt medlem mod betaling. Men overskud er ikke en selvfølge, når man tager imod et plejebarn. Tværtimod brænder mange ud, mens andre bliver skilt, og det skaber både små og store konflikter i de fleste plejeforældres hjem.
Selv har plejeforældrene Bjørn og Henriette Haslund-Gjerrild måttet kæmpe sig til lidt frihed, lidt luft, for at overleve som par og forældre til fire børn. For det er ingen selvfølge at få ferie uden sit plejebarn eller få psykologsupervision undervejs, når man bliver i tvivl om, hvordan man skal tackle et plejekrævende plejebarn. Det er derfor, de stiller op til et interview. For at kradse lidt i det glansbillede, mange har af arbejdet som plejeforældre, så andre kan blive opmærksomme på, at det ikke kun er børnene, der har behov, men også de voksne, der forsøger at give forsømte børn en ny chance.
Mange betragter det ikke engang som et arbejde at være plejeforældre. Sommetider møder jeg bemærkningen: Nå, du går rigtig og hygger dig derhjemme, men så forstår folk slet ikke, hvad det vil sige at have et meget plejekrævende barn, der kræver opmærksomhed døgnet rundt. Og jeg synes generelt, at der burde høre mere anerkendelse til vores job. Især når opgaven i stigende grad også kræver, at man ikke kun skal være plejeforældre, men også behandlere, siger Henriette Haslund-Gjerrild, da vi har sat os omkring familiens store spisebord.
Hun arbejdede selv som sygeplejerske, før familien fik et plejebarn. Nu er hun bestyrelsesmedlem i socialpædagogernes netværk af familieplejere, der arbejder for at skabe bedre rammer for deres arbejde. Og det er der brug for. Det er nemlig ikke uden omkostninger at tage et barn i pleje. Skilsmisse er sommetider det sørgelige resultat, når et par drømmer om at gøre familien til professionen. For det er ofte en svimlende stor opgave at blive plejeforældre.
Ifølge den seneste rapport fra Socialforskningsinstituttet, Anbragte børn i tal, der blev offentliggjort tidligere på måneden, blev 3200 børn og unge mellem 0 og 18 år anbragt uden for hjemmet i 2006. Omkring halvdelen af alle anbragte børn kommer i familiepleje. Tallene har i mange år været stærkt stigende, men massivt politisk pres har sat sine spor i statistikkerne de seneste år, fordi man har gjort alt for at bevare børnene hos de biologiske forældre.
Det gør ikke plejeopgaven mindre, hvis det går galt. For så står plejeforældrene pludselig med et forsømt barn, der allerede har store ar på sjælen. Raserianfald, skrigeri og smadrede ejendele kan hurtigt blive hverdag i tidligere rolige hjem, når plejebørnene ofte har både sociale og fysiske handikap.
Og lettere bliver det ikke, når man typisk også skal stå for kontakten til de biologiske forældre. Det går ikke altid lige gnidningsfrit. Og det er ikke så få plejeforældre, der har prøvet at blive vækket af truende forældre, der pludselig vil have deres børn igen.
Andre gange skal plejeforældre forklare et skuffet barn, hvorfor far eller mor ikke holdt en aftale; en svær opgave, når et barn har glædet sig til at se sin biologiske far eller mor, forklarer Henriette Haslund-Gjerrild, der bygger på sine eksempler fra sit netværksarbejde blandt plejeforældre. For familiens egen plejesituation er omgivet af tavshedspligt, men det er principperne ikke.
At blive plejeforældre er et hårdt arbejde, men det bliver stadig betragtet som et kald. Man får for eksempel ikke pension som familieplejer, og selvom man får feriepenge, er det et tabu at holde ferie uden plejebarnet. Men hvis man har et meget plejekrævende barn, kan det simpelthen være nødvendigt at holde fri en gang imellem. Jeg kender til par, der simpelthen er blevet skilt, fordi de ikke satte grænser for, hvor meget de skulle være sammen med plejebarnet.
Sætter man ikke grænser, ender man hurtigt i en situation, hvor man aldrig får tid til hinanden. Og det kan i sidste ende ødelægge et parforhold og ikke mindst gå ud over ens egne børn, siger hun.
En mindre flok af børn og legekammerater kommer ind ad døren sammen med Bjørn Haslund-Gjerrild, som stryger en af sine drenge over hovedet, inden drengen løber ud ad døren igen, og så kan Bjørn Haslund-Gjerrild også være med i interviewet.
Det er både vildt spændende og kanonhårdt at blive plejeforældre, fordi det involverer hele familien. Det ender hurtigt med, at man altid er på arbejde, især hvis man har et meget plejekrævende plejebarn. Og man placerer sig samtidig i et krydsfelt mellem forventninger fra ens egne børn, kommunen, plejebarnet og de biologiske forældre. Så ens hjem bliver pludselig skueplads for alle mulige fagpersoner, der har holdninger og forventninger til en. På den måde forvandler hjemmet sig hurtigt fra friplads til arbejdsplads.
Der ligger derfor også mange overvejelser bag at blive plejeforældre i forhold til parrets egne børn.
Det har været utrolig vigtigt for os, at det ikke måtte blive vores børn, der kom til at betale prisen. Det har vi forsøgt at være meget bevidste om. Men det kan jo ikke undgås, at det vil præge dem, at vi er plejeforældre, ligesom de har stor indflydelse på, om vi lykkes som plejeforældre, fordi de er blevet en slags rollemodeller i hverdagen, siger Bjørn Haslund-Gjerrild, der peger på, at børnene på den måde også uundgåeligt bliver en slags ansatte i familiefirmaet
For selvom det kun er en, der har en kontrakt, er det sådan set hele familien, der bliver ansat. Men kunsten er selvfølgelig at skabe en tryg hverdag, hvor ens egne børn ikke føler, at de er på arbejde, siger Bjørn Haslund-Gjerrild, der suppleres af Henriette:
Da vi var på introduktionskursus, før vi blev plejeforældre, blev vi undervist af en specialist, der rådede os til at give vores børn nogle gode lommepenge for at anerkende, at de også er på arbejde. For det kræver en udvidet rummelighed i forhold til egne børn, når man får et plejebarn. Og det gør også dem mere rummelige. På den måde kan det også blive et sundt supplement til opdragelsen af ens egne børn, siger hun.
Helt sikkert, istemmer Bjørn og fortsætter:
Hvis man ser på nutidens unge, er det jo ikke rummelighed, der træder frem, men en scenen er din-kultur, der netop ikke handler om andet end selviscenesættelse. På den måde er det også en fantastisk værdi, man kan give sine børn, ved at blive plejeforældre. For nu har vi fået en flok unger, der er ekstremt rummelige, men alligevel hviler i sig selv. Og jeg er helt sikker på, at vores plejebarn har forfinet vores børns fornemmelser for andre mennesker, så den ballast er jeg glad for, at vores børn får med sig.
Men parret har også været i tvivl, om børnene alligevel ikke har betalt en for høj pris.
Hvis man kan mærke, at man som forældre bliver suget for energi uden at blive fyldt op igen, så kan det ikke undgås at gå ud over ens egne børn. Det har vi prøvet, og indimellem kigger vi da også hinanden i øjnene og spørger os selv, om vi overhovedet kan klare det som familie. For har man børn, så skal der også være tid og energi til dem.
Vi har flyttet os til sofaen, hvor parret sidder ved siden af hinanden uden at sige noget, som om de nyder freden et øjeblik, så fortsætter Bjørn Haslund-Gjerrild:
Børn har brug for forældre, der vil lytte til dem. Ikke kun, når de kommer med deres behov, men også, når de har brug for, at man selv fornemmer, hvad der sker i deres univers. Og hvis man ikke længere har det overskud til sine egne børn, synes jeg, at man skal overveje, om det er det værd. For faren er selvfølgelig, at man ikke selv ser, hvornår der skal trækkes i håndbremsen, så man først opdager det, når andre siger hov, I ser trætte ud.
Det har vi også været ude for. Vi har nogle rigtig gode venner, der er gode til den slags. Og det betyder meget. For man bliver så følelsesmæssigt involveret i de børn, at man næsten er parat til at dø for dem. Så det kan også være svært at skelne mellem følelser og fornuft, når man på den måde tager arbejdet med hjem, siger Henriette. Bjørn nikker:
Ja, men det er også det, der kan skabe et dilemma i hverdagen. For en af de ting, der kan kvalificere en til at blive gode plejeforældre er jo netop en indstilling til at tage et barn ind i familien, men man er samtidig ansat og plejeforældre, så man skal spille mange roller på én gang. Og jeg synes på mange måder, at det har fyldt mere at få et plejebarn end at have fire andre.
Ja, og så bliver ens egne børn også hurtigt de voksne, fordi deres behov måske ikke er så synlige. Men derfor er det også vigtigt, at man husker at lade sine egne børn være børn, siger Henriette Haslund-Gjerrild, der mener, at man bør gøre sig klart som plejeforældre, hvordan man kan give sine egne børn en følelse af ikke at være på arbejde altid.
Hvis man har en meget krævende fuldtidsplejeopgave, er det for eksempel et must, at man skal have noget aflastning en gang imellem. Der kan også være behov for, at man holder ferie uden plejebarnet, for ellers er det ikke ferie for nogen i familien. Det har vi selv måttet kæmpe os vej til, hvis vi skulle få det til at hænge sammen. Men det er stadig et tabu at spørge om ferie uden plejebarnet. For i mange situationer forventes det, at man holder ferie sammen med plejebarnet. Begrundelsen kan være, at det er vigtigt, at plejebarnet føler sig integreret i familien. Og det kan selvfølgelig også gå gnidningsfrit, hvis man har et normaltfungerende barn i pleje, men hvis man har et stærkt plejekrævende barn, kan behovene være så store, at man kan sætte sine børn og sit eget parforhold i fare, hvis man ikke får noget aflastning.
Henriette Haslund-Gjerrild opfordrer par, der overvejer at blive plejeforældre, til at sætte sig ordentligt ind i, hvad det vil sige, hvis man drømmer om en betalt familieforøgelse.
Vi var selv på et 10-ugers kursus, før vi fik et plejebarn. Det var rigtig godt, fordi man på den måde fik et mere realistisk indblik i, hvad opgaven krævende. Og det er rigtig godt, at der nu er kommet en obligatorisk grunduddannelse, som også er helt udmærket. Det, der er behov for, er en længerevarende efteruddannelse for familieplejere. For det kan være et meget komplekst arbejde at have ansvar for omsorgssvigtede børn, børn med tidlige følelsesmæssige skader og børn med udviklingsforstyrrelser af forskellig slags. Og hvis fremtidens familieplejere skal følge med tiden og de voksende krav til behandling, forudsætter det både mere efteruddannelse og uvildig supervision. I dag skal man selv ansøge sin arbejdsgiver om supervision, hvis man føler sig fagligt usikker. Det kan afholde nogen fra det, og det er heller ikke alle, der får det. Og det burde i hvert fald laves om. Det er på tide, at man anerkender, at vi faktisk udfører et stykke svært arbejde.