Har vi pligt til at give til velgørenhed?
December er den store givermåned i både Storbritannien og Danmark. Men traditionerne for velgørenhed i de to lande er meget forskellige, og i Danmark er der en stor gruppe, der aldrig giver til almennyttige formål
Pengene sidder løst i december, og viljen til at købe geder hos Folkekirkens Nødhjælp, julekort hos Kræftens Bekæmpelse, rundhåndet udfylde et girokort eller hælde et par klingende tyvere i raslebøssen fra Frelsens Hær er stor. Det er nu, de velgørende organisationer har højsæson.
Men hvad driver egentlig danskernes lyst til at dele velstanden med andre?
Per Østergaard Jacobsen, der er ekstern lektor ved Handelshøjskolen i København, CBS, og direktør i konsulentvirksomheden Efficiens, har analyseret bevæggrundene for 50.000 danskeres bidrag til velgørenhed. Ifølge ham kan danskerne deles ind i fire grupper. Dem, der ingenting giver, de aktive givere, de situationsbestemte og endelig dem, der søger aflad.
De situationsbestemte givere tænker ikke generelt over at give til gode formål, men alligevel finder de penge frem, når der står en ved døren med en raslebøsse.
Gruppen, der ingenting giver, udgør 25 procent af alle voksne danskere.
"Andelen af ?ikke-givere? faldt til omkring 20 procent efter tsunamien i Sydøstasien i 2004, men steg derefter igen," siger Per Østergaard Jacobsen.
En mindre gruppe er de aktive givere, som udgør omkring seks til otte procent af befolkningen.
"De er dedikerede til at gøre en forskel. I snit giver de op til tre gange så meget som andre. Mange er også tilknyttet kirkelige organisationer, og de efterlever således det kristne livssyn i praksis," forklarer Per Østergaard Jacobsen.
Gruppen giver i snit 5500 kroner om året, og trods deres kirkelige tilknytning støtter de mange forskellige gode formål ud over de rent kirkelige.
Endelig er der den fjerde gruppe; dem, der søger aflad eller vil lette deres dårlige samvittighed.
"De ser, at verden er ond, og at der sker forfærdelige ting. Det er den gruppe, som typisk er sponsor for et barn og giver månedlige bidrag, så deres samvittighed er i orden," forklarer Per Østergaard Jacobsen.
Han mener, at de mange julekampagner primært går efter de bidragsydre, der giver i forvejen, som giver mere impulsivt eller søger aflad ved at købe den rigtige julekalender eller produktet, der støtter en god sag.
Et billede, som konsulent Stig Fog nikker genkendende til. Han har tidligere arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp, og der kom 20 procent af alle indtægter i december.
"Julemåneden er den måned, hvor der suverænt bliver givet mest. Kampagner som ?Giv en ged? spiller på, at vi skal have noget ud af det – og samtidig løser det problemet med, hvad onkel Poul skal have. Dermed er det en del af hele den kulturelle og religiøse tanke omkring julen," fremhæver Stig Fog.
Også i Storbritannien er december den stor givermåneder. Udviklingsorganisationen Oxfam har en stor vækst i salget i genbrugsbutikkerne op til jul, og julekort giver en indtægt på over otte millioner kroner. Hele 80 procent af salget af etiske gaveartikler finder sted i tiden op til jul.
"Vores undersøgelser viser, at 22 procent af befolkningen er mere tilbøjelige til at give til velgørenhed op til jul end resten af året," beretter Leona Everitt fra Oxfam.
Men fremfor kun at give i december eller ved katastrofer er der andre, der går mere vidtgående til værks. Blandt andre den britiske filosof Toby Ord fra Oxford University. Han har den radikale idé, at man skal give alt det, som man ikke selv har strengt brug for.
Han har stiftet organisationen "Giving What We Can" (Giv hvad vi kan, red.), som opfordrer til at donere mindst 10 procent af ens indtægt.
"Jeg nåede frem til, at ved at give et stort beløb fra min løn til de mest effektive velgørende organisationer hvert år, kunne jeg gøre en gevaldig forskel for hundrede eller tusinde menneskers liv. Efter at have tænkt over det besluttede jeg, at jeg ikke kunne retfærdiggøre ikke at gøre det," forklarer Toby Ord til Kristeligt Dagblad.
Den beslutning fik andre til at kontakte ham for at gøre det samme, og han stiftede "Giving What We Can", som har 64 medlemmer fra ni lande. Alle medlemmerne er navngivet på organisationens hjemmeside og dækker alt fra studerende til professorer. Samlet har de doneret 120 millioner kroner.
"De to primære bagtanker er at få folk til at give mere, end de normalt ville, men også at give pengene til de mest økonomisk effektive projekter. Hvis folk giver 10 gange mere til velgørende organisationer, som igen er 10 gange mere effektive, så bliver effekten 100 gange større," pointerer Toby Ord, som selv giver en tredjedel af sin indtægt væk. Han beholder de første 170.000 kroner, som han tjener. Hustruen Bernadette giver alle indtægter ud over 212.000 kroner væk.
For Toby Ord giver det en personlig glæde, at hans penge gør nytte. Det gør hans liv bedre.
Han har også en forklaring på, hvorfor folk i den rige del af verden ikke giver mere.
"Selvom folk ved, at de samlet set bør give mere, så vil de ikke være de eneste, der giver, mens andre tager æren for det. Desværre bliver det forværret af, at mange donerer penge i hemmelighed," forklarer Toby Ord.
Derfor er alle medlemmer af "Giving What We Can" nævnt ved navn på hjemmesiden, så andre kan se, at det er almindelige mennesker, og føle inspirationen til at gå med, selvom de ikke har en stor indtægt. Opfordringen til at give mindst 10 procent er ikke inspireret af Bibelen eller tilsvarende jødiske og muslimske traditioner, men bunder i, at 10 procent vil gøre en forskel for modtagerne, mens giveren stadig vil være blandt den velstående del af verdens befolkning.
I den anden boldgade er de superrige. Barclays Bank har en afdeling, Barclays Wealth, som udelukkende håndterer kunder, der tjener mange penge eller har en stor formue.
"Meget har at gøre med folks velstand – hvornår de føler, de kan give 10.000 pund (85.000 kroner, red.). Og langt de fleste skal have en formue på 25 millioner kroner, før de er klar til at dele ud af deres formue," forklarer Emma Turner fra Barclays Wealth.
Banken har undersøgt kundernes forhold til at give, og hun peger på tre situationer, hvor rige deler ud af deres velstand.
"Donationer skyldes enten, at det er en familietradition, at det er religiøst begrundet, eller at giveren har et klart socialt sigte," siger Emma Turner, som også er involveret i at rådgive rige om, hvad der skal ske med deres penge, når de dør. Nogen efterlader alt til børnene, mens andre giver til velgørenhed. Skattespørgsmålet spiller dog også ind. Med donationer kan giverne selv bestemme, hvor pengene ender, så de ikke bare går i den store fælles statskasse.
Konsulent Stig Fog fremhæver, at den første forudsætning for at få folk til at give er at spørge dem. Kun de færreste giver af egen drift. Tal fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO, viser, at danskerne i gennemsnit giver 600 kroner om året.
"Vi er ikke en nation af glade givere som i England og USA. Men skattesystemet i Danmark er også skruet helt anderledes sammen end i Storbritannien, hvor mange af de opgaver, vi herhjemme anser for at være statens, er overladt til den enkelte," fastslår Stig Fog.
I Oxford er Toby Ord ganske tilfreds med sit liv. Han bor med hustruen i en lejet lejlighed, og de foretrækker at cykle frem for at køre i bil. Prioriteten er hjemlig hygge med gode bøger, smuk musik og gode venners selskab.
?Vi føler ikke, at vi mangler noget. Vi har alt, hvad vi ønsker, herunder mange små luksusting, Men vi har også fred i sindet i kraft af det, vi gør for at hjælpe dem, der er mindre heldige," fastslår han.