Et hjørne af Guds kærlighed

-- Det er vigtigt for mit arbejde, at jeg kan leve på landet med ro omkring mig. Jeg er egentlig noget indadvendt, og med min persons udgangspunkt er det en forudsætning at kunne arbejde i fuldkommen ro og ikke i et redaktionsmiljø, siger Anders Laugesen. Her med sine Alaska Malamut-hunde Cedna og Baldur i skoven i Voldum nær Hadsten. --Foto: Niels Aarø/Fokus.

PRISOVERRÆKKELSE: -- Man bliver nødt til at have et vedvarende forhold til sit eget forhold til Vorherre. Hvis den flamme dør ud, er jeg færdig med det her arbejde, siger programmedarbejder Anders Laugesen, der i går modtog Kristeligt Dagblads Pris 2006 for sine programmer om mennesker og tro i programmet af samme navn på Danmarks Radios P1

Anders Laugesen boede engang et par uger i et japansk kristent kloster. Her sagde stedets kristne zen-mester, fader Oshidan, at man altid skal have den dybeste respekt for Guds mysterium i et andet menneske. Det efterlever den 46-årige cand.phil. i religion og programmedarbejder i Danmarks Radio. I programmet "Mennesker og tro" på P1 taler han lige så gerne med en discipel af en indisk guru om tantrisk sex som med en folkekirkepræst om pilgrimsvandring.

– Jeg tager folk, som de er. Jeg kan ikke med missionering, siger Anders Laugesen.

Alligevel har han selv en mission.

– Fra første øjeblik, jeg begyndte arbejdet, har det ligget dybt i mig at være med til at lade mennesker udveksle erfaringer om tro og troens univers. Igennem det ligger der også en måde at give mennesker nogle valg til, hvordan man kan strukturere sin tro.

– Mine egne rødder er i den kristne tro i den ortodokse kirke med bøn, ikoner og stilhed. Den åbenhed, jeg gerne vil have, er ikke åbenhed i forhold til hvad som helst, men rammer ind i, at jeg selv føler mig dybt funderet og omfavnet af Gud, siger Anders Laugesen.

At hans arbejde er til stor glæde for andre, viser de mange priser, der er givet til hans udsendelser. Nu har han fået en til. Kristeligt Dagblads Pris i form af en check på 10.000 kroner og en statuette af kunstneren Niels Helledie, der blev overrakt ham i aftes i forbindelse med Kristeligt Dagblads repræsentantskabs efterårsmøde på Nationalmuseet i København. Prisen går til Anders Laugesen, fordi, som det hedder i begrundelsen, "du med din faglige viden om kristendom og andre religioner, din store energi, dit engagerede lyttende væsen og din særlige samtale- og interviewform har formået at skabe programmer om mennesker og tro, som tiltrækker mange lyttere og påkalder sig bred respekt".

Om de pæne ord siger han:

– Jeg har levet et ufatteligt privilegeret liv, fordi jeg har fået lov til at beskæftige mig med det, der ligger mit hjerte nærmest. At nogen sætter pris på det, gør mig rigtig glad. Det er også en anerkendelse af en proces, der har åbnet vores kristne univers. En lang proces, der for mig har givet dyb mening i mit liv og i det arbejde, jeg har udført.

– Men man skal være bevidst om, at når folk bliver glade ved en og giver priser, er det, fordi du har fået lov til at være på en bestemt plads. Det kunne lige så godt være en anden, der havde den plads. Man skal ikke tage den opmærksomhed til sig, for så får du et forkert selvbillede. Vigtigt for mit arbejde er også, at jeg kan leve på landet med ro omkring mig. Jeg er egentlig noget indadvendt, og med min persons udgangspunkt er det en forudsætning at kunne arbejde i fuldkommen ro og ikke i et redaktionsmiljø, siger Anders Laugesen.

Det introverte i personligheden hænger ikke uden på tøjet. Man modtages på stationen i Hadsten nord for Århus af et par lysende og interesserede blå øjne midt i en masse hår og skæg og en kæmpe skikkelse med plads til flere på skødet. Og så går det i bil ad bugtede veje og under åben himmel langt ud på landet til Voldum, hvor Anders Laugesen og hans hustru Sara bor på en nedlagt gård med ni tønder land og to store Alaska Malamut-hunde, Cedna og Baldur, der trives bedst i det fri og altid er ude.

Der er lunt inden døre med ikoner alle vegne, frokost og hjemmeristet etiopisk kaffe, som drikkes med stor nydelse af hele familien. Også af Adam på 15 år, der er hjemme for at skrive en skoleopgave, men ellers bor på den anden side af marken med sin bror Benjamin på 16 år og deres mor Ruth, som Anders Laugesen blev skilt fra for fem år siden.

– Det fungerer fint. At vi bor ved siden af hinanden er udtryk for en erkendelse af tingene, som de var, og for at få det bedste ud af det. Når man bliver skilt, er det rigtigt ikke at lade negative følelser løbe af med sig, siger Anders Laugesen.

Det er her og fra kontoret i en rød skurvogn med husalter og bøger ude i haven, at ideerne til "Mennesker og tro" bliver til. Derfra går turen rundt i Danmark med båndoptager, mixerpult og mikrofonstativer i oppakningen eller langt ud i verden, som da han producerede verdens første podcast-julekalender, der kan downloades fra P1's hjemmeside på nettet fra 1. december og 24 dage frem. På en rejse i Jordan og Israel følger Laugesen de tre vise mænd fra ørkenen og til Betlehem, og undervejs fortælles der fra det apokryfe Jakobs Forevangelium fra år 200 og fra Bibelen, og der synges julesalmer.

Af andre kommende programmer er en samtale med den færøske sangerinde Eivør Palsdottir og en juleudsendelse fra Betlehem.

– Jeg er altid i rigtig god tid med mine programmer, ellers får jeg stress. Jeg er altid en til to måneder foran, for jeg har lært, at jeg ikke er god til strukturel stress i form af at have for lidt tid til at gøre tingene ordentligt. Så det forsøger jeg at undgå. Jeg fik stress sidste år efter at have rejst meget og haft stort arbejdspres. Nogle af mine kolleger blev fyret, og det tog hårdt på mig. Det var ikke en rar proces. Normalt plejer jeg at være rolig, og jeg passede også mit arbejde og gjorde mine ting, men jeg lovede mig selv, at det ville jeg ikke opleve igen.

– Man skal passe på sit hjerte. Hvis man gerne vil have det med i det, man laver, skal der være overensstemmelse mellem det, man laver og det, man har hjertet i, siger Anders Laugesen.

En del af hans research handler om at finde ud af, om den person, han gerne vil have med i et program, kan holde til en hel times samtale, som er den tid, der er sat af til interview i "Mennesker og tro".

– De fleste kan tale om et emne i 20 minutter. Men skal en samtale om tro vare en time, skal man ind til den eksistentielle kerne, hvor man sætter ord og følelser på det, som livet har lært én. I radioen afslører stemmen og nærværet i stemmen, om der er kontakt. Det er at være i øjeblikket. Så jeg bruger min intuition og for-research til at finde ud af, om det kan holde. Det skal være spændende at høre på, og de mennesker, man snakker med, skal give noget af sig selv og den eksistens, Gud har lagt på dem.

– Som samtalepartner ser jeg det som min opgave at forløse det, der ligger personen mest på sinde. Når det går godt, åbner man op for noget sårbart og fint. Jeg vil gerne vise personen, som vedkommende er og den ærlighed, der er i det. Det handler ikke om at vride nogen hen i et bestemt dilemma. Og så forsøger jeg at tage folk, som de er, ikke som jeg gerne vil have, de skal være. Der er plads til såvel Loke som Tor.

– Min egen kristentro er ikke så bundet i det dogmatiske, men i Jesus, der elsker mennesket. Mit ønske er at møde mennesker dér, hvor de er, og deri ligger en afspejling af min forståelse af kristendommen. Jeg oplever ikke, at Jesus dømmer os. At stå over for et menneske i ærlighed er det, jeg forsøger på. Sommetider går det bedre end andre gange. Men jeg synes tit, at ting bliver givet til en. Det er den intuitive mærkelige del af arbejdet. Jeg har dyb tillid til, at ting nok skal gå.

– Men man bliver nødt til at have et vedholdende forhold til sit eget forhold til Vorherre. Hvis den flamme dør ud, er jeg færdig med det her arbejde, siger Anders Laugesen.

Han har beskæftiget sig med tro, siden han som 12-årig skoledreng skrev en opgave om hinduisme. 14 år gammel interviewede han en katolsk pater. Og da han gik i gymnasiet, hvor alle troede, han skulle være politiker, kom beslutningen om, hvad han skulle bruge sit liv på, til ham på vej ud af døren efter en time i oldtidskundskab.

– Jeg tænkte: "Vil du være ambassadør på Bali eller finde ud af, hvad meningen med livet er?" Jeg valgte det sidste. Troen og interessen for religion og etik er ikke noget, jeg har med hjemmefra. Jeg tror egentlig, at det har ligget i mine gener. Jeg har haft et tunnelsyn i forhold til religion og havde min første religiøse åbenbaring til meditationsgudstjeneste i Taizé i Frankrig. Jeg vidste, at det var vigtigt, og at der var åbnet et nyt univers for mig. Mens jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg også at få sans for stilhed, og efter studentereksamen rejste jeg til Israel og Indien for at studere religion.

Engagementet i arbejdet betyder, at Anders Laugesen må give afkald på den time med indadvendthed, han egentlig har brug for hver dag. I stedet har han altid en bedekrans liggende, som han beder hjertebønnen med: "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, en synder". Det er en ortodoks bøn, der stammer fra oldkirken. Han ser også på sine ikoner og føler, at han derved foretager en lille telefonopringning til Vorherre.

– Jeg er alt for antiautoritær til at være katolik. Mit grundsyn er meget luthersk funderet i kirkelig, embeds- og skriftforståelse. Men lutherdommen er en ung kirkeretning. Jeg mener, at du skal helt tilbage til ørkenfædrene og den ortodokse kirke, der også har sans for skønheden. I den ortodokse kirke er en dobbelthed af hjælpeløshed og indspundethed i skønheden og kærligheden mellem mennesker, der hele tiden lever i mødet mellem mennesker og ligger i gudbilledligheden.

Til sammenligning har man i Luthers tradition en lang større adskillelse mellem mennesket og Gud. Der ligger en luthersk angst for at gøre sig til. Men i den dybe erkendelse af at være Guds barn ligger det, at man ikke kan gøre sig til af Gud. Derfor er der i den kristne tro en frimodighed til at være, som man er. Herunder også eventuelt at stå ved, at det er Gud, som ånder på øjet, når det græder eller skinner af glæde.

– Jeg er overbevist om, at Gud er i Jesus. Men der er dele af det at være menneske, specielt i psykologisk forstand, som kristendommen ikke rigtig har interesseret sig for. I den lutherske tradition sidder man fast i synd-nåde-komplekset. Man kan godt blive fri for synd, men ikke for at blive ved med at begå de samme dumheder. Hele det psykologiske menneskesyn er der ikke gjort meget ved i Luthers kristendom. I buddhismen er nogle indsigter, som kan være en hjælp til at skærpe opmærksomheden i tilværelsen og for, hvad det er at være menneske, siger Anders Laugesen.

Spørgsmålet er, hvordan han definerer Gud.

– Gud er altid større, for at sige lige som muslimernes "Allahu Akbar". Gud viser sit ansigt gennem den dynamiske kærlighedsrelation, som jeg oplever, at Jesus og Helligånden har til mennesker. Eller mellem mennesker, hvor Gud viser, at livet er mere end lidelse og mørke. Hvad Gud er, ved jeg ikke, for han er altid større. Men vi har fået lov til at se en del af Gud gennem fortællingerne om kærlighed mellem mennesker. Der er øjeblikke af nåde, man ikke oplever, fordi hjertet er af sten. Men jeg prøver at være bevidst om de øjeblikke, der bliver givet i kærlighedsrelationer. Det er Guds ansigt for mig.

– Men jeg er vældig kulturpessimist. Jeg har rejst i verden i 30 år og synes, at tingene er skærpet til. Jeg opdrager mine børn til, at det gode liv, vi lever nu, meget hurtigt kan ændre sig. Mange ting er lagt i posen: Klima- og ressourceproblemer. Den vestlige økonomi bygger på en uhæmmet vækstfilosofi, og flere økonomer peger på, at det er et korthus, der kan vælte. Vi står også over for en uløst stor krise i religionerne. Tidligere satte religionen grænser op for vores adfærd, men globalt er individets ansvar for egen lykke i centrum. Det vil sige, at en stor del af vores kultur-religiøse rammer for at håndtere kriser er blevet væk.

– Så jeg lever i håbefuld apokalyptisk forventning. Sammenbrudsscenariet er blevet en del af mig, siger Anders Laugesen med et selvironisk smil og tilføjer:

– Jeg håber, at jeg er fuldkommen galt på den, og det vil jeg så takke Vorherre for.

Men der er også glæden. Over at vågne om morgenen og se på sin kone, Sara. Være sammen med Adam og Benjamin. Over venskaber, der har stor betydning i hans liv. Glæde over naturen og en tur om aftenen under den mørke stjernehimmel med hundene. Den sanselige glæde ved god mad, kaffe, musik og kunst.

– Jeg elsker sjæledybder af enhver art. Men det, at jeg kan elske Sara og mine børn så dybt og så meget, at noget kan være så stort, har sin rod uden for mig selv. Det er vores lille hjørne af den store kærlighed, der udgår fra Gud. Jeg forsøger at leve med en opmærksomhed på, at i morgen kan det være forbi. Det hele.

remar@kristeligt-dagblad.dkFakta

Anders Laugesen

**er født 1960 i Århus og vokset op i Lystrup. Cand.phil. i religion 1988, Aarhus Universitet. Har kirkeministeriel tilladelse til at søge præsteembede. Medarbejder ved "Søndag morgen" 1987-1996. Redaktør på Kristeligt Dagblad 1996-1997. Egen journalistisk virksomhed fra 1998. Har arbejdet som programmedarbejder på "Mennesker og Tro" i en årrække, fastansat på programmet i 2004. Har modtaget dokumentarprisen for "Folkekirkechok" ved 15. europæiske tv-festival for religionsprogrammer i Warszawa. Don Silvio Franch-prisen på Religion Today-festivalen i Italien. Førsteprisen i kategorien religion og etik på den amerikanske festival Worldfest, Houston, USA. En bulgarsk dokumentarfilmpris. KLF's Hæderslegat samt Kristeligt Dagblads Pris 2006. Bor i Voldum ved Hadsten sammen med sin kone, Sara Holt Andersen, der er uddannet gymnasielærer i religion og dansk og arbejder i konsulentfirmaet Lund Plus. Har to sønner fra et tidligere ægteskab.

FaktaTIDLIGERE MODTAGERE AF KRISTELIGT DAGBLADS PRIS:

**Kristeligt Dagblads Pris blev indstiftet i forbindelse med Kristeligt Dagblads 100-års jubilæum i 1996.

**1996: Det daværende forstanderpar på Møltrup Optagelseshjem i Vestjylland, Lis og Johs. Munck Jensen, for arbejdet blandt hjemløse mænd.

**1997: Kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen for sit bidrag til dansk og nordisk malerkunst, og ikke mindst dansk kirkekunst.

**1998: Skt. Lukas Hospice, Danmarks første hospice, ved ledende sygeplejerske Inger Hee.

**1999: Præsteparret Herluf og Ruth Andersen for deres arbejde gennem 30 år med Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker.

**2000: Professor, dr. theol. Johs. Aagaard for sin grundlæggelse af Dialogcentret i Århus, der følger nye religioners udvikling og bevægelse i Danmark.

**2001: Tværkulturelt Center for sit arbejde blandt kristne nydanskere og dialogen med religiøse minoriteter.

**2002: Tidligere amtsborgmester Erling Tiedemann for sin indsats som medlem og formand for Det Etiske Råd.

**2003: Viby Sogn & KFUM's Sociale Arbejde for omfattende sognediakonal indsats.

2004: Sangerinden Etta Cameron for sin indsats som pioner for gospelmusikken i Danmark.

**2005: Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, for sin evne til at formidle kunst af høj kvalitet om religion.