Er selvmord en menneskeret?

Dramatikeren Christian Lollike er aktuel med sit stykke om selvmord, som nu opføres på Århus Teater. Stykket stiller spørgsmål, for Christian Lollike er ikke en mand, der stiller sig an med løsninger, når nu han kan se et fuldvoksent dilemma

I "Service selvmord", som i sidste uge havde urpremiere på Århus Teater, stiller stedets husdramatiker Christian Lollike flere spørgsmål, end han giver svar. Er det ikke en menneskeret at kunne begå selvmord? Bør vi have hjælp til denne sidste handling, så den kan foregå under kontrollerede former? Eller er det i bund og grund det sidste egoistiske skrig, som aldrig kan forsvares over for de efterladte?

Christian Lollike arbejder med ord og dykker ned i dem for at få alle betydninger frem, så han er ikke en mand med hurtige svar på store spørgsmål. Egentlig havde han mest lyst til at aflyse aftalen med Kristeligt Dagblad efter at have set de tilsendte spørgsmål, men Christian Lollike er samtidig en betænksom og høflig mand, så det ville han ikke være bekendt. Derfor kom han som aftalt i det håb, at han kunne få lov til at svare på spørgsmålene ved at tale uden om dem. Men altså ikke for at tale udenom, som han sagde.

– Min mening om de her spørgsmål ændrer sig bare hele tiden.

Hans holdning til selvmord har også fået lov til at flytte sig under arbejdsprocessen.

Egentlig mener Christian Lollike, at man har retten til at tage sig eget liv. Men han må også konstatere, at 95 procent af de efterladte til selvmordere, som han har talt med i sin omfattende research til stykket, ikke mener, at man har den ret. Og hvem, der har den egoistiske synsvinkel på det spørgsmål, mener Christian Lollike ikke, der er et klart svar på. Ligesom han omtaler klinikker som den schweiziske dødshjælpsklinik Dignitas med stor sarkasme i stykket, samtidig med at han må erkende, at de sparer de mennesker, der finder selvmorderne, for ubehagelige overraskelser.

Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?

– Jeg sidder og frygter de næste spørgsmål, for de er virkelig vanskelige at gå ind i. Dels har jeg ikke lyst til at udlevere mig selv for meget, for det kan komme til at påvirke publikums tilgang til mine stykker. Dels tror jeg, at spørgsmålene i en vis udstrækning refererer til, at jeg har et klart billede af, hvordan jeg er blevet skabt, hvad mine holdninger og mit moralske kodeks er, men jeg flytter mig jo hele tiden. For eksempel når du spørger:

Hvad tror du på?

– Jamen, jeg tror på min egen tvivl. Værdsætter den og skræmmes ved den. Det er en nødvendig belastning hele tiden at stille spørgsmålstegn ved de sandheder, man nødvendigvis må vedtage. Jeg skriver om dem, og i det arbejde bringer jeg forskellige lærde mennesker fra forskellige faggrupper ind til at belyse min tvivl. Meget tidligt i arbejdsprocessen har jeg udvalgte, kompetente læsere, som jeg bruger.

Hvilke fællesskaber er vigtige for dig?

– Spørgsmålet er så stort, at jeg har svært ved at forstå det. Jeg kan jo svare uinteressant med "familie og venner", men det er mere end et fællesskab. Det er for mildt et ord at bruge i den sammenhæng.

– Der er et arbejdsfællesskab på teatret, og i den periode, hvor man arbejder med en lille gruppe der, deler man stort set alle følelser for så at opløse det otte uger senere og muligvis ikke se mere til hinanden. Alle skal videre til næste projekt, og det er en lidt mærkelig måde at have med sit følelsesliv at gøre på. Det er lidt som at rejse, hvor man hele tiden møder nye mennesker, som man oplever mange ting med. Man optræner en evne til ret hurtigt at kunne være personlig med andre, og på et tidspunkt bliver man sindssyg, fordi man ikke husker, hvad man har sagt til hvem.

– Fællesskabet i det danske samfund er ved at gå i opløsning til en vis grad. Vores regering har et slogan, der hedder "noget for noget". Det er et meget billigt købmandssprog, men ikke desto mindre tror jeg, at det er blevet en del af vores sjæleliv hele tiden at tænke: "Hvad får jeg ud af det?".

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Ingen. Jeg er næsten altid i gang med en form for arbejde, hvor jeg læser en masse ting, så jeg har momentane forbilleder. Jeg har i en lang periode været optaget af sociologen Zygmunt Baumann, som leverer interessante analyser af vores kultur. Da jeg var lille, var jeg imponeret over det mod, som Jesus besad i forhold til at turde gå imod de eksisterende værdisystemer og moralske kodeks.

Hvad er elendighed for dig?

– Det er igen et kæmpeord ... den er svær. Det er sådan et Dalai Lama-spørgsmål. Og det næste spørgsmål er næsten mere klaustrofobisk.

Hvad er lykke for dig?

– Hvad lykke er for mig, er privat. Og så har spørgsmålet i øvrigt så mange forgreninger. I "Service selvmord" er der en formulering, der hedder: "Han fik stillet diagnosen depression, men den var han ikke tilfreds med, for ordet depression er upræcist som ordet lykke". Dalai Lama kan nok svare på det, fordi han har nogle skrifter, som omtaler begrebet, og som han kan fortolke. Men det har jeg ikke. Jeg betragter egentlig lykke som et stygt ord. Der er sådan et lykkekrav i samfundet, og ordet bliver brugt skamløst. Det er ikke af ond vilje, men jeg har kun et ironisk forhold til det, fordi det bliver brugt forkert.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Mod og åbenhed vil jeg gerne give videre, men mod og åbenhed til hvad? Jeg synes, det er vigtigt at kunne acceptere en masse modsætninger og turde sætte sine egne forestillinger om verden på spil.

Hvad er dit syn på fremtiden?

– Jeg tror, at en masse mennesker vil indse behovet for større åbenhed i en globaliseret verden. Jeg tror, at der er et latent lavt selvværd i Danmark. Man taler om et meningstab og en træthed ved at søge, og derfor ryger mange ind i nogle nationalistiske forestillinger, men jeg håber og tror, at vi forstår behovet for at ruske op i os selv. Jeg synes ikke, folks åndelige søgen bliver omsat i en større rummelighed, desværre.

Hvad er dit motto?

– I princippet har jeg ingen, men en af skuespillerne fortalte mig om en T-shirt, hvorpå der stod: "I used to be schizophrenic, but now we are okay", som han havde lyst til at købe til mig. Og scenografen på forestillingen har givet mig sådan en ond sætning, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med: "Hope will kill you". Det er en hadegave, ikke? Og samtidig ved jeg, at han mener alt godt, så den sætning kan jeg blive ved med at tænke over. Jeg har taget den til mig uden at forstå den