Egoisme

Er du egoist - eller er det bare de andre?

"Hvad angår kirkens gennemslagskraft i kulturen i dag, er jeg tøvende. Jeg tror ikke, at den kristne kirke har en alt for stor fremtid i den vestlige kultur. Forbrugerismen er blevet den fremtrædende religion. Det er både vilkåret og udfordringen," siger Richard David Precht. -- Foto: Jens Komossa.

Som samfund har vi brug for at lave moralske miljøer, der vil fremme vores ønske om at være gode, siger den tyske filosof og forfatter Richard David Precht, som analyserer egoismens plads i vores kultur

Egoister. Det er altid de andre. Det siger den tyske filosof og forfatter Richard David Precht. I 2010 udkom hans digre, men letlæste bog "Die Kunst kein Egoist zu sein" (Kunsten ikke at være egoist, red.) og i forbindelse med udgivelsen, har han holdt mange foredrag om egoisme og erfaret, at der er langt mellem mennesker, som vedgår deres egoisme.

"Folk nikker genkendende, når jeg tegner billedet af egoisten, for de kan sagtens genkende profilen, men er næsten altid sikre på, at det er nogle andre, jeg taler om," siger han.

Richard David Precht, 54 år, er hyppig gæst i tyske tv- og radioprogrammer. I 2007 udkom hans populærvidenskabelige bog "Hvem er jeg – og hvis ja, hvor mange", som siden er solgt i mere end en million eksemplarer og er blandt årtiets mest solgte fagbøger i Tyskland. Bogen er oversat til 23 sprog inklusive dansk.

Reaktionerne på hans bog har været blandede. Kritikerne mener, at han for overfladisk iler gennem filosofihistorien, men mange tyskere har taget bogen til sig, fordi han formidler en savnet grundlæggende viden om filosofiens håndtering af livets store spørgsmål. I sin nye bog spørger han, om mennesket grundlæggende er godt eller dårligt, og forholder sig til spørgsmål med tænkning fra Platon og Aristoteles. Samtidig ser han også på sammenhængen mellem egoisme og altruisme ud fra et sociologisk, psykologisk og samfundsøkonomisk perspektiv.

Egoisme kommer af det latinske ord ego, som betyder jeg, en selv. Egoisme refererer til egenkærlighed, egennytte, en person, som kun tænker på sig selv, en egoist. Egoisme er det omvendte af altruisme. Og Richard David Precht vil gerne have tilhørerne til at se på sig selv og overveje, i hvor høj grad de er drevet af egoistiske tanker. Han ser egoisme som et grundlæggende etisk problem for vores samfund i dag.

"Der har altid været egoisme, og i dag har vi opbygget en samfundsstruktur, som på mange måder hæmmer egoismen, og vi har indrettet os langt mere socialt ansvarligt end tidligere. Men balancen mellem egoisme og altruisme må hele tiden justeres. Selvom vi på et instinktivt plan vil stræbe mere efter det gode end det onde, må begreber som fairness og retfærdighed trænes og støttes af kulturen. Jeg håber, at jeg gennem bogen og foredragene kan fremme en diskussion om, hvad man som virksomhedsleder og privatperson kan gøre for at fremme den sociale ansvarlighed. Vi har brug for mennesker, som tager et større individuelt ansvar for medmennesket," siger han.

Men når det handler om at fremme godheden, ser Richard David Precht en etisk og kulturel ubalance.

"Der er stærke kræfter, som arbejder på at fremme egoismen, men jeg hører ikke mange stemmer, som taler altruismens sag," siger han og uddyber:

"Når jeg ser tv, ser jeg reklame efter reklame, som appellerer til den egoistiske side af mig. Mange bilreklamer sælger for eksempel idéen om, at jeg ved at ankomme i en særlig bil vil få andre til at kaste misundelige blikke efter mig. Reklameblokkene er vokset, mens de stemmer, som tidligere kunne tale imod egoismen, er blevet svækket. Det gælder både kirken og socialismen, men i et vist omfang også i den almindelige opdragelse."

"Mennesket har både de altruistiske og egoistiske elementer i sig. De fleste mennesker anser sig for at være gode. Fra forskellige sociale eksperimenter ved vi, at det er de miljøer, vi lever i, som afgør, hvilke af de to sider der vil dominere."

"De seneste 50 år er den egoistiske side i mennesket blevet styrket. I Vesteuropa har den herskende ideologi hyldet tanken om, at hvis enhver sørger for sig selv, bliver der sørget for alle. Og i erhvervslivet har man hyldet de spekulanter, som fik formuer til at vokse. Det ændrede sig med finanskrisen, hvor man begyndte at tale om grådighed, men i en lang periode blev der ikke sat spørgsmålstegn ved finansspekulanternes rolle," siger han.

Richard David Precht mener, at finanskrisen fik et nyt kulturelt ideal til at spire blandt unge. Her er det ikke optimeringen af den økonomiske velstand, som er i fokus, men netværk og selvstændighed.

"I den unge generation under 25 år er rollemodellerne, hvad jeg vil kalde livskunstnere. Succeskriteriet er, at de lykkes socialt, kan arbejde selvstændigt og lever et liv, hvor de oplever, at de har tid nok. Deres netværk og kreativitet er afgørende for deres succes," siger han.

Men de unges ideal om livskunstnere, som legende jonglerer med projekter, venner og familieliv, ændrer ikke ved det generelle billede af en kultur, hvor egoismen trives. Precht påpeger, at det eksempelvis er vigtigere at se rig ud gennem anskaffelse af industriens mange livsstilsprodukter, end det er at dele ud af sit overskud.

"Når man ser tilbage i historien, er der mange eksempler på rige mennesker, som har delt ud af deres overskud. Det skete i en tid uden socialt sikkerhedsnet, hvor der var meget stor forskel på rig og fattig. I dag er det snarere sådan, at vi alle gerne vil tage os rige ud. Selvom vi ikke tilhører de velhavendes klub, anskaffer vi os ting, som får os til at se rige ud, men vi deler kun i begrænset omfang ud af vores økonomiske velstand."

I tider med økonomisk tilbagegang er der i særlig grad brug for at overveje, hvilken rolle egoismen spiller i ens eget liv, mener Precht.

"I Tyskland skal vi vænne os til en tilbagegang i industrien. Der er ikke tegn på vækst om hjørnet. Den slags tilbagegangsscenarier kan få folk til fokusere på at bevare, hvad der er deres, og gøre os fjendtligt stemt over for omverdenen."

Når han holder foredrag, er det ofte for ledere i erhvervslivet. Særligt i den finansielle sektor har der været bud efter den veltalende filosof med mod til at lave ridser i den kulturelle fernis.

"Jeg håber, at folk gennem mit foredrag vil overveje, hvad de som virksomhedsledere og privatpersoner kan gøre for at fremme den sociale ansvarlighed både i virksomhedens etik og som privatpersoner. Vi har brug for mennesker, som tager et større individuelt ansvar for medmennesket," siger han .

For at skabe et samfund, hvor egoismen træder i baggrunden, tror Precht, at man skal styrke følelsen af, at man ikke er bruger, men er borger og som sådan forpligtet på at være ansvarlig, engageret og løfte i flok.

"Som samfund har vi brug for at lave moralske miljøer, der vil fremme vores ønske om at være gode. Jeg har ikke skrevet nogen moralsk bog med løftede pegefingre. Nok kan man foreslå folk, at de ændrer kurs og for eksempel tager et større socialt ansvar, men det er få mennesker, som fra dag til dag forandrer sig. Men bredt i samfundet må vi tænke på, hvad vi kan gøre for at hindre grådighedens og egoismens fremmarch og gennemtænke, hvad vi kan gøre for at fremme den kollektive ansvarsfølelse. Her kunne kirken spille en rolle og har gjort det tidligere i kampen for næstekærlighed og barmhjertighed. Hvad angår kirkens gennemslagskraft i kulturen i dag, er jeg dog tøvende. Jeg tror ikke, at den kristne kirke har en alt for stor fremtid i den vestlige kultur. Forbrugerismen er blevet den fremtrædende religion. Det er både vilkåret og udfordringen."

Når Richard David Precht skal give et eksempel på mennesker med et stærkt borgersind, fremhæver han sin egen familie.

Han voksede op i en venstreorienteret familie med fem børn. Hans far tjente en god løn som industriel designer, mens hans mor var hjemmegående og engagerede sig i hjælpearbejde blandt børn. Foruden hans to biologiske søskende tæller hans familie to adoptivsøskende. Som en protest mod Vietnamkrigen adopterede forældrene to børn fra Vietnam. Når den store familie Precht skulle på ferie, kørte de til Danmark, hvor de holdt ferie på Ærø.

"For mine forældre fremstod 1970´ernes og 1980´ernes Danmark som et lille, harmonisk land, hvor man betalte en høj skat, og alle var nogenlunde lige. Mine forældre var store fans af Danmark, hvilket de fortalte os børn om, når vi igen og igen skulle holde en sommerferie på Ærø."

Når han ser på Danmark anno 2010, ser han et samfund, hvor eksempelvis følelsen af at trække på samme hammel er mere udbredt end i Tyskland. Det har at gøre med landenes størrelse.

"Tyskland er et stort land, og vi føler os ikke på samme måde forpligtet på at hjælpe hinanden, som jeg fornemmer, at man gør i Danmark. Tanken om, at vi betaler skat, fordi vi synes, det er godt at hjælpe de svage, bliver mere udfordret i et stort land som Tyskland, hvor man i en delstat ser med mistro på dem i en anden delstat."