Er øget forbrug svaret på krisen?

De store verdensreligioner er generelt set positive over for tanken om organdonation og ser det som en god gerning. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Politikere og de fleste økonomer opfordrer danskerne til igen at bruge penge. Men mange har tøvet, og andre eksperter advarer om, at øget forbrug har en bagside blandt andet i form af forurening, og at vi glemmer os selv

I denne weekend vil butikkernes kasseapparater bippe, køerne være lange og dankortene blive flittigt brugt. Der vil være rig mulighed for at komme ud at forbruge, når storcentre og forretninger i landets gågader holder længe åbent, og de sidste (eller første) julegaver skal købes.

Og ifølge politikere og de fleste økonomer skal man ikke holde sig tilbage. Køb en ny sweater, en elektrisk peberkværn eller en ny mobiltelefon, så den økonomiske motor kan blive genstartet.

For hvis vi får gang i privatforbruget, følger landets økonomiske velbefindende med. Sådan lyder budskabet fra blandt andre økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

LÆS OGSÅ: I krig og markedsføring gælder alle kneb

Beskeden er nået ud til de danske forbrugere. I hvert fald ifølge den seneste redegørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Mange danskere har reageret snusfornuftigt på krisen og været sparsommelige. Privatforbruget har således ligget stille i fem år, men nu ser det ifølge redegørelsen ud til, at vi igen tager spenderbukserne på i 2014 og 2015. Udsigten er vækst.

Men hvad skal vi med de ting, vi køber, og hvad er det egentlig, vi mangler? spørger teolog Mickey Gjerris, der er medlem af Det Etiske Råd og lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Der må være grænser for, hvor mange mobiltelefoner vi kan tale i, hvor mange bukser vi kan have på, og hvor meget vi kan spise. Det lader til, at vi lever for at forbruge og ikke forbruger for at leve, og det er temmelig sørgeligt, siger Mickey Gjerris.

Hvad der også er sørgeligt, er den måde, som vores forbrug påvirker kloden på, mener han. For vi bor på en jord, hvor der er knappe ressourcer, og derfor er det langt ude at tale om, at de økonomiske problemer skal løses ved at øge privatforbruget, siger han.

Der er en forestilling om sådan en pyramide af champagneglas, hvor man tænker, at jo mere, der bliver hældt på, desto flere kommer det til gavn. Det gør det også, hvis der er champagne nok, men det er der jo ikke, og så ender det med, at de personer, der har fået nok, er mætte, mens de personer, der i virkeligheden har behov, ikke får noget.

Men fordi privatforbruget udgør knap 60 procent af det samlede budget i Danmark, er det nødvendigt, at der kommer yderligere gang i forbruget, siger Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.

For hvis der skal være råd til bedre normeringer i børnehaverne og i skoleklasserne i en fremtid, hvor der er flere ældre at forsørge og færre til at gøre det, vil det kræve, at danskernes købelyst bliver forøget.

Det vil ramme velfærden, hvis vi ikke har en årlig vækst på to procent frem til 2020, for så vil der komme røde tal på bundlinjen. Men det er klart, at en øget velstand også sætter et øget pres på naturressourcerne, erkender han.

Rent filosofisk kan det naturligvis diskuteres, om der ønskes økonomisk vækst eller ej, men det er også en politisk debat, der handler om, hvilke levestandarder man ønsker for befolkningen, mener Bo Sandemann Rasmussen.

Får vi ikke væksten, vil det desuden blive sværere at konkurrere med andre lande, så vi vil ikke kunne sælge og producere så mange varer, og det vil føre til yderligere stagnation og en større arbejdsløshed. Det er i det hele taget svært at have en privat markedsøkonomi som den danske, der ikke giver vækst. Man kan ikke bare sige til virksomhederne, at de ikke må tjene penge, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Økonomiprofessorens logik om økonomi, vækst og privatforbrug holder dog overhovedet ikke i en moderne økonomi som den danske, hvor de fleste er blevet hjulpet ud af fattigdom, vurderer Jørgen Randers, professor i klimastrategi ved Norwegian Business School.

Han var i 1972 medforfatter til bestselleren Grænser for vækst. Den omdiskuterede bog så med kritisk blik på menneskets brug af naturens ressourcer og beskrev flere tænkelige scenarier for den globale udvikling frem til år 2100. I den dystre ende er temaet et økonomisk kollaps, forudsat at ressourceforbruget, miljøbelastning og Jordens befolkning fortsætter med at vokse.

I dag, 41 år efter, er Jørgen Randers ikke blevet mindre tydelig i sin argumentation. Spørger man eksempelvis til muligheden for fremtidig vækst i de rige lande, er svaret et klart nej.

I den vestlige verden har folk det så godt, at det ikke giver mening at tale om vækst i privatforbruget.

Deri tager han dog fejl, mener flere iagttagere af vores forbrugskultur. For når vi køber nyt, handler det i høj grad om at skabe et billede af os selv, som vi selv og offentligheden kan lide at se på, mener Birthe Linddal Jeppesen, der er fremtidsforsker og sociolog.

I de første år efter krisens udbrud oplevede hun en øget interesse i befolkningen for, at der skulle forbruges med måde, at der skulle købes mindre, men bedre, og at man som forbruger i det hele taget skulle øge samfundsbevidstheden. Men tanken om helt at blive væk fra butikkerne har vi svært ved at være føre til ende.

Forbrug er en identitets-giver, hvor man kan vise, at man er noget særligt, og så er det en succesgiver. Det handler om at være med på det nye og om at tage sig ud, som om man er en del af tidsånden. Du er ikke succesrig eller smart, hvis du ikke har styr på alt det nye.

Det er dog ikke ensbetydende med, at alt forbrug er overfladisk, siger Birthe Linddal Jeppesen. Der kan være masser af åndelighed i at handle på en bestemt måde, siger hun.

Du kan jo støtte forskellige samfundsværdier i den måde, du forbruger på. Alle typer af forbrug er fyldt med værdier og idealer. For de fleste er det ikke tilfældigt, om de køber te i en økologisk te-handel eller i Føtex.

Lisbeth Haastrup er lektor med ekspertise i materiel kultur ved Aarhus Universitet. Hun påpeger, at forbrug ikke udelukkende handler om identitet, luksus eller fremvisning af økonomisk formåen, men også om den måde, vi udveksler og bruger materielle goder på.

Det handler meget om den kulturelle og sociale sammenhæng, som køberen og det købte indgår i, og om den relation, man ønsker med en særlig person. Der kan det enten være mest oplagt at købe miljøvenligt eller at give flotte og dyre ting. Det handler om, hvad der skaber mening i ens kulturelle miljø.

De materielle ting er hele rammen og forudsætningen for den moderne måde, vi lever på, siger Lisbeth Haa-strup. Vi spiser morgenmad af tallerkener, tager tøj på kroppen og transporteres rundt af noget. Det er der allerede og hele tiden. Det interessante er den måde, de enkelte genstande indgår i og bruges på i vores kultur, siger hun.

Opmærksomheden på håndgribelige ting og forbrug kan dog også et være symptom på noget helt andet, mener Vincent Fella Hendricks, professor i filosofi ved Københavns Universitet.

Vi lever i en tid, hvor anerkendelsen er det primære. Tidligere blev man anerkendt, hvis man kunne noget, i dag behøver du ikke nødvendigvis være dygtig, for anerkendelsen er funderet i forbrugersamfundet.

Vincent Fella Hendricks beskriver det som en anerkendelses- eller forbrugerøkonomi, og det er en spøjs en af slagsen, siger han.

Ja, for det er et signalspil, vi spiller over for hinanden for at vise, at vi også har succes. Hvis jeg vil signalere, at jeg har succes, skal jeg købe noget. Og der tages kun imod én valuta, og det er de genstande, du kan bygge status med, og som alle andre anerkender som symboler for succes, det vil sige en Audi eller et Burberry-halstørklæde.

Alle bliver således ensrettet i signalspillet og alle køber større og mere af det samme. Det er frygtelig fortvivlende, mener Vincent Fella Hen-dricks, for det kan betyde, at anerkendelsen er lig med, hvor mange penge du har til rådighed.

Men hvis det er rigtigt, hvor bliver mennesket og ånden så af i det her signalspil?

Vi bliver lemminger for en anerkendelsesboble, for hvis mennesket skal være lykkeligt, kræver det antageligvis vækst i forbrugersamfundet. Men man kan skabe vækst på mange andre måder i moral, værdier, refleksion og viden, for eksempel. Vækst i materiel betydning er langtfra, hvad mennesket er. Vi er meget mere end det, og vi skal passe på, at vi ikke devaluerer os selv.

Og spørger man økonomiprofessor Jesper Jespersen ved Rokilde Universitet, om vækst i det private forbrug er vejen frem, er svaret nej.

Vi har set en seks- og ottedoblet vækst i det private forbrug siden afslutningen på Anden Verdenskrig, men det betyder ikke, at vi har fået løst de økonomiske kriser. Tværtimod er miljøproblemerne forstærket, der er stadig mange, der sulter, og vi har senest haft en omsiggribende finanskrise, siger han.

Når vi lægger fernis over økonomien med et kortvarigt forbrugsfix, er det ikke et middel til at løse de fundamentale problemer, mener Jesper Jespersen.

Så længe festen står på, er der jo ikke så meget vrøvl, men når festen slutter så brat, som den gjorde for fem år siden, er det noget sværere. For da er vi blevet afhængige af at tage til udlandet to gange om året og give børnene smart tøj på.