Britta var aldrig i tvivl om, at hun ikke ville have opereret sin kræftknude væk

-- Jeg kan mærke på mange folk, at de gerne vil prøve noget alternativt, de vil bare ikke satse på det 100 procent, siger Britta Svensson, der valgte selv at bekæmpe en kræftknude i brystet. (Foto:Niels Åge Skovbo/Fokus)

Det svære valg: Lægerne vendte det hvide ud af øjnene og prøvede at tale hende fra det, men Britta Svensson var aldrig for alvor i tvivl om, at hun ikke ville have opereret sin kræftknude væk

September 1995. Britta Svensson sidder på kontoret på Århus Amtssygehus sammen med lægen. Hun er kommet for at få en scanning. Den kræftknude, hun har haft i sit højre bryst, er ikke til at mærke længere, og nu vil Britta Svensson gerne have lægens ord for, at den rent faktisk er forsvundet. Lægen føler sig grundigt frem i mange minutter, og bagefter går han videre til Britta Svenssons venstre bryst og mærker længe efter der. Men den er god nok, der er ingen knude.

Britta Svensson får sin scanning og oven i købet tre røntgenbilleder. Lægen er den samme, som få måneder før har fundet kræftknuden i Britta Svenssons bryst, og hun har svært ved at tro på resultatet af scanningen. Hun foreslår, at det måske har været en mælkeknude, Britta Svensson har haft, men da lægerne tjekker journalens beskrivelse af den oprindelige biopsi, er der ingen tvivl. Britta Svensson har haft kræft i sit højre bryst, og nu er den væk.

Da Britta Svensson klæder sig på efter scanningen, kommer en sygeplejerske ud og lykønsker hende med det gode resultat. Ellers er der ingen, som lykønsker Britta Svensson med, at hun er kommet sig over sin kræft uden at miste sit bryst ved en operation.

Når Britta Svensson i dag tænker tilbage på forløbet, er hun da heller ikke i tvivl.

– Det hårdeste har været kontakten med lægerne. Men det værste var, da jeg blev rask, selvom det lyder skørt. Du skulle se deres ansigtsudtryk. De var så bedrevidende, og der var ingen glæde i deres stemmer over, at en af deres patienter var blevet rask.

Oktober 2004. Britta Svensson sidder solbrun og smilende i sin udestue i et stille villakvarter i det nordlige Århus. Hun er i dag 60 år, og der er gået ni år siden, hun blev erklæret rask. Til hverdag taler hun ikke meget om sin sygdom og helbredelse, selvom det har ændret hendes liv. Og selvom Britta Svenssons forløb er ganske usædvanligt. Hvert år får flere end 4000 danske kvinder brystkræft; det er den hyppigste kræftform blandt kvinder. Men kun ganske få vælger, som Britta Svensson gjorde, at gå fuldstændig uden om det konventionelle behandlingssystem.

Det begynder i marts 1995. Når Britta Svensson ligger på maven i sin seng, kan hun mærke noget, der ikke skal være der. Der er en knude i hendes højre bryst. Britta Svensson beslutter sig for at opsøge sin egen læge, som godt kan mærke knuden, men ikke mener, det er noget at bekymre sig om.

Alligevel får Britta Svensson en tid på Århus Amtssygehus til mammografi, scanning og biopsi. Der går en uge efter prøverne er foretaget, uden at Britta Svensson hører noget fra lægerne, så om fredagen ringer hun til sin egen læge for at spørge, hvornår hun vil få svar. Der bliver stille i den anden ende, og lægen spørger, om Britta Svensson ikke er blevet kontaktet af sygehuset. Så beder hun Britta Svensson om at komme op i konsultationen.

– Der vidste jeg, hvad klokken var slået.

Britta Svensson reagerer praktisk og tager tilbage på arbejdet, efter hun har været hos lægen for at få beskeden om, at knuden i brystet er kræft. Bagefter går hun forbi en helsekostbutik og køber noget Ipe Roxo te. Det er te, der er lavet på barken fra et særligt sydamerikansk træ. Britta Svensson var allerede tidligere blevet bekendt med teen, som menes at have helbredende evner, og hun har drukket den i nogle måneder, før hun får at vide, at hun har kræft. Siden supplerer hun med en særlig kostplan, ekstra tilskud i form af mineraler, vitaminer og antioxidanter, og så dyrker hun en masse motion.

Men hun bliver også indkaldt til samtale med lægerne på amtssygehuset. Her er beskeden, at Britta Svenssons højre bryst skal opereres, og bagefter vil hun modtage strålebehandling. Britta Svensson vil gerne prøve noget alternativt til den konventionelle behandling, og det synes lægerne, er en udmærket ide. Men hvor lægerne tænker på det alternative som et supplement, ønsker Britta Svensson helt at vælge operation og stråler fra. Og det kan lægerne naturligvis ikke anbefale.

Fra Britta Svenssons stol føles det, som om de ikke er vant til, at patienterne har deres egen mening.

– De blev ved med at presse mig. Og min mening blev ikke accepteret. Og selvfølgelig ville det være nemmere at blive opereret og overlade tingene til andre.

Så Britta Svensson udbeder sig betænkningstid. Hun kan ikke træffe sin beslutning med de to læger over for sig. Da hun kommer uden for hospitalets mure, kan hun trække vejret frit igen, og tankerne hvirvler rundt i hendes hoved. Mest tankerne om hendes søster, som hun har mistet fire år før. Søsteren døde af livmoderhalskræft, og Britta Svensson tænker med rædsel på den sidste tid af søsterens liv. Hun var indlagt på amtssygehuset og modtog behandling, men for hver behandling fik hun det værre. Og som pårørende var Britta Svensson magtesløs. Hun oplevede, at som søsterens sygdom tog over, mistede hun også sin evne til at sige fra.

– Jeg kan takke min søster for, at jeg ikke lod mig operere.

Britta Svensson kommer ikke tilbage til lægerne på amtssygehuset. Hun sender dem i stedet et brev, hvor hun forklarer, at hun ikke ønsker den konventionelle behandling. Beslutningen er truffet. Britta Svensson vil selv tage hånd om sin sygdom. Hun har ikke erfaring med den alternative verden og har ikke snakket med nogen om den store beslutning, men alligevel er hun slet ikke i tvivl.

– Jeg syntes ikke, jeg havde andet valg. Nej, det havde jeg ikke. Jeg var ikke spor nervøs. Jeg var lidt aggressiv, og det, tror jeg, var godt nok.

Britta Svensson svømmer, cykler og går lange ture. Hun undgår hvidt brød, mørkt kød og mælkeprodukter og fortsætter med at drikke te og spise efter kostplanen. Hun visualiserer kræften og beder de raske celler om at jage den væk, og hun snakker med Gud på sine løbeture i det nærliggende grønne område. Normalt er Britta Svensson ikke meget religiøs, men i kampen for at blive rask er Gud god at tale til.

– Jeg fik aldrig svar, men det gjorde heller ikke noget. Jeg snakkede løs, for Ham kan man jo fortælle alt, også det andre ikke gider at høre.

Allerede efter et par uger mærker Britta Svensson, at knuden svinder. Det går stadig bedre i løbet af de næste måneder. Britta Svensson føler sig ikke syg, og hun passer sit arbejde, samtidig med at hun i sin fritid bruger de redskaber, hun har til bekæmpe kræften. Og i september 1995 er hun parat til atter at opsøge lægerne på Århus Amtssygehus for at få det glade budskab bekræftet.

– Jeg fik en frygtelig nedtur, da jeg havde været på hospitalet, for de ville jo ikke tro mig. Der var jeg virkelig alene. Når jeg fortalte det til venner, ville de heller ikke tro mig. For man kan ikke først have en kræftknude, og så pludselig er den der ikke. Det var svært for dem at forholde sig til, og det kan jeg måske også forstå. Men det er jo ikke noget, jeg sidder og finder på.

Britta Svensson har stadig svært ved at fortælle sin solstrålehistorie den dag i dag. Selvom hun aldrig rigtigt var i tvivl om, at hun valgte rigtig, da hun valgte den konventionelle behandling fra, så er det kommet bag på hende, hvor svært omverdenen har haft ved at acceptere hendes beslutning, og at hun har haft succes med den.

Britta Svensson er nu frivillig i kræftforeningen Tidslerne, hvor hun sidder ved telefonen nogle timer hver uge, og hun vil også gerne give gode råd, men hun ønsker ikke at pådutte andre sine valg.

– For mig skulle det gøres med fuld power; det skulle bare ikke være halvt. Men jeg kan mærke på mange folk, at de gerne vil prøve noget alternativt, de vil bare ikke satse på det 100 procent. Og så skal man passe på med at give gode råd, for det der passer på den ene, hjælper ikke nødvendigvis den anden.

grothen@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$De svære valg

Mulighederne for at forebygge og behandle vokser i sundhedssektoren. Det betyder, at grænserne rykker sig, og flere mennesker står over for store valg med afgørende konsekvenser. Hvordan håndterer vi de store dilemmaer omkring liv, død, sygdom og sundhed? Kristeligt Dagblad sætter i en artikelserie i den kommende uge fokus på de valg og dilemmaer, der udspringer af den teknologiske udvikling i sundhedssektoren.