Den svære arbejdsdeling mellem mænd og kvinder

Spørg om livet: Det er ikke let at være mand, for manderollen har forandret sig meget, og det er ikke let at være kvinde, der føler, at hun dagligt skal servicere både mand og børn

Kære Brevkasse

I sidste uges brevkasse fortalte en kvinde om, hvorledes hun var gået ned med en depression. Hun fortalte også om alle de opgaver, hun følte, der lå på hendes skuldre i det daglige.

Jeg læste brevet med interesse. Jeg kender ikke selv til det, at sindet lukkes ned i mørke. Men meget af det andet gav genklang hos mig. Hun fortalte om alle de ting, hun følte, hun skulle tage vare på. Hun var i arbejde, og samtidig havde hun store krav både indefra og udefra om at klare rigtig meget på hjemmefronten. Her genkendte jeg rigtig meget.

Jeg har den mand, som jeg ønsker at være sammen med, og han er også far til vores dejlige børn.

Alligevel opstår der mange konflikter mellem os i dagligdagen, især handler det ofte om arbejdsopgaver herhjemme og om ansvar og problemer vedrørende børnene, vores familie og lignende.

Min mand er ikke doven, men alligevel føler jeg, at det er mig, der skal have det store overblik omkring en masse daglige praktiske ting. Mange detaljer omkring indkøb, tøj, børnenes skolegang, fritidsinteresser, venner, kørsel med videre ligger på mine skuldre.

På et plan kan jeg godt lide det, men jeg føler også ofte, at det bare er for meget, og jeg kunne så godt tænke mig, at vi kunne deles mere om det. Min mand gør det, jeg beder ham om, men jeg kunne godt tænke mig, at han selv så tingene og selv tog initiativ.

Hvis jeg i mere trætte situationer kritiserer ham for, at han ikke har set eller gjort dit eller dat, så kan han sige nok så tilforladeligt, at "det skulle du da bare have sagt". Som om jeg skulle være en slags arbejdsgiver.

Den rolle synes jeg ofte, jeg havner i, og det er ikke altid en taknemmelig rolle. Man bliver den skrappe, og den som kræver.

Nogle gange tænker jeg, at det føles, som om jeg er mor for fire og ikke tre børn, også selvom jeg betragter min mand som et voksent menneske.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne undgå de mange dagligdags konflikter, for det tærer på kræfterne, og dem er der ikke altid for mange af.

Har I en forklaring på, at mønsteret ofte er sådan i mange familier i vores generation, som ikke er helt unge, men heller ikke er helt gamle. Jeg vil gerne tage min tørn, men jeg er ked af, at denne problemstilling ofte giver anledning til dårlig stemning.

Venlig hilsen

Line

Kære Line

Der er sikkert mange, der kan genkende det, du beskriver. Og vi tror, at de forhold, du beskriver, hører til blandt de allerstørste udfordringer, som familier har i vores kultur, nemlig hvordan man løser problemer og får tingene til at gå op, når tiden klemmer, effektivitetskravene stiger, og forholdet mellem egne og børnenes behov skal findes.

Hvis der er læsere, som har input omkring dette tema, tager vi gerne imod. Vi skal blot pege på nogle perspektiver.

Manderollen er en af de roller, som har været under størst forandring igennem den sidste generation.

Der er for mange mænd en meget stor forskel på, hvordan deres egen far fyldte sin rolle ud, og den måde hvorpå de nu selv er fædre. Det vil sige, at mange nuværende familiefædre har skullet forholde sig til helt nye mønstre helt alene. Mange af dem har haft en far, som de hverken kunne bruge som rollemodel, eller som de har kunnet snakke med om dette emne. Så i praksis bliver det ofte nogle utilfredse kvinder, der mere eller mindre elegant fortæller dem, hvordan de skal være fædre og mænd. Så det er ikke altid lige let at være mand og finde gode konstruktive veje og blive klar over sin mandeidentitet i forhold til andre mænd og i forhold til kone og børn.

Mange mænd har – ligesom deres koner – haft den væsentligste prægning for år tilbage. Det vil sige, som små har de haft mødre, som var delvist hjemmegående og en far, der kom hjem til færdig mad og avislæsning – for at sige det lidt karikeret.

Disse mænd har set en mor, som ordnede det meste praktiske, og som man kunne komme til med stort og småt. Det er nok det billede, som mange mænd har af en kvinde inde i sindets marv.

Mange mænd har haft en mor, som måske både skånede deres far og dem selv som drenge. De er vant til kvinder, der sætter i stand for dem og tager vare på mange detaljer. De er også ofte opdraget med, at hvis de skal hjælpe til i huset, så er det moderen, der spørger eller giver ordrer, og så gør man det mere eller mindre villigt.

Vi har lige læst en udenlandsk undersøgelse, som viser, at mange unge drenge bliver længere hjemmeboende hos forældrene, hvor piger finder deres egen bolig på et tidligere tidspunkt. Så hjemmets service ligger nok mere selvfølgeligt indkodet hos mænd. Det er derfor nok ikke så mærkeligt, at de mønstre fortsætter hos mændene, selvom tingene har ændret sig, og kvinden mange gange har et fuldtidsarbejde og ikke magter at udfylde de tidligere servicefunktioner.

Vi vil også nævne et par andre ting, som viser forskellene mellem mænd og kvinders måde at tackle det på, når de danner par og får børn.

Selvom mange unge føler et stort pres i det daglige, og man er blevet mere klar over, at man har ansvar for både børn og hjem begge to, så er det de færreste mænd, som søger om nedsat tid i en periode, mens børnene er små. Undersøgelser viser også, at når unge par får børn, og der opstår utilfredshed med parforholdet, så er utilfredsheden størst hos kvinder. Det er også oftest kvinder, som ønsker skilsmisse, også selvom de ikke har fundet en anden. Til gengæld er det de allerfærreste mænd, som går fra deres kone, hvis de ikke har en anden kvinde på hånden eller i kulissen.

Derfor er dette tema særdeles vigtigt at kaste lys over og forholde sig til både samfundsmæssigt, holdningsmæssigt og ægtefæller imellem. Vi vil derfor opfordre vore læsere, der har en travl hverdag med hjem, børn og arbejde til at skrive ind og fortælle, hvad der har hjulpet dem i dilemmaet mellem arbejdsliv og familieliv, og hvordan de tackler rollefordeling i hverdagen i en kultur, hvor de fleste kvinder også har job uden for hjemmet.

Mange hilsener

Annette og Jørgen