Bør forældre rumme urolige elever i deres børns klasse?
Mere end seks ud af ti danske forældre mener, at børn med specielle behov hører hjemme i specialklasser. En egoistisk tankegang, mener nogle. En reaktion på de vilkår, der er i folkeskolen, mener andre. Det egentlige etiske spørgsmål er, hvad der er bedst muligt for flest mulige børn, siger lektor i praktisk filosofi
7. klasse i folkeskolen kostede Mads blod, sved og tårer. Der var tre urolige drenge, der mobbede ham. De hang i gardinerne, kravlede på gulvet og opførte sig truende. Andre i klassen, der havde svært ved at holde fokus, fulgte trop, og det hele var ragnarok. Selv lærerne knækkede halsen på det. På et tidspunkt havde klassen slet ingen undervisere, og Mads? forældre begyndte i desperation at ringe rundt for at finde en anden skole til deres barn.
Hanne Mikkelsen er mor til Mads (navnet er opdigtet, men det rigtige navn er redaktionen bekendt), der i dag går i en velfungerende gymnasieklasse, og hun tænker tilbage på tiden med gru.
"Jeg er af den principielle holdning, at folkeskolen skal være rummelig. Men som i Mads? tilfælde kan der være situationer og klasser, hvor man er nødt til at gøre noget. Det er ikke nødvendigvis at sende de urolige børn i en specialklasse, men at flytte de urolige børn," siger hun.
Måske er Hanne Mikkelsen ikke alene om sin oplevelse. Forældreholdningen generelt synes at være imod en rummelig folkeskole. En Gallup-meningsmåling, som Berlingske Tidende offentliggjorde den 18. oktober, viste nemlig, at 62 procent af de adspurgte forældre mener, at elever med specielle behov skal blive på specialskolerne. Dette stritter i forhold til en udvikling henimod at integrere flere specialbørn i folkeskolen. Det er ifølge folkeskolens rejsehold billigere og angiveligt også bedre.
Spørgsmålet er, om forældre opfører sig egoistisk frem for etisk, når flertallet foretrækker, at børn med specielle behov undervises i specialklasser.
"Det kan være et udtryk for egoisme, at flere forældre betragter sig som kunder i en butik," siger lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet Sune Lægaard og fortsætter:
"Men det kan også være, at forældrene har mindre forståelse for, at folkeskolen har en menneskeligt dannende funktion i samfundet ud over at lære børn at læse og skrive. Endelig kan det afspejle, at forældrene i meningsmålingen ikke har blik for de andre perspektiver, der kan hjælpe dem med at træffe den mest etiske holdning."
Den etiske problemstilling ligger i, hvad der er bedst for flest mulige børn. I Mads? eksempel er det umiddelbart nærliggende at flytte de tre uromagere, men spørgsmålet er, om det er bedst for alle, at de kommer i specialklasse.
"Hvis nu det koster uhyggeligt mange ressourcer at undervise specialbørn i specialklasser, kan det være, at pengene kommer flest mulige børn til gode ved at integrere uromagerne i almindelige klasser med støtte. Det kan være, at en specialundervisning betyder, at børnene ikke får den afgangseksamen, som de ville få i folkeskolen. Der er mange spørgsmål, man skal tage højde for," siger Sune Lægaard.
En anden anskuelse er, at det i de fleste tilfælde vil være etisk mest korrekt at integrere besværlige børn i folkeskolen, idet det er et udtryk for manglende respekt over for urolige børn at ønske dem væk. Denne anskuelse deles af Anders Dinsen, der er skolebestyrelsesmedlem og far til fire drenge, hvoraf tre har forskellige adfærdsforstyrrelser.
"I det helt smalle perspektiv synes jeg selvfølgelig, at folkeskolen skal gøre noget særligt for mine børn uden egentlig at få noget igen, fordi mine børn har nogle særlig vanskelige forudsætninger," siger Anders Dinsen, der også fremhæver, at "anderledes" børn kan være en styrke i en klasse.
"Børn skal rustes til at møde mange forskellige mennesker, der er anderledes end dem selv. I det firma, som jeg arbejder for, er der 50 forskellige nationaliteter, og forståelsen for kulturerne er afgørende for at kunne klare sig," siger Anders Dinsen.
I en af hans børns klasser er der ud over hans egen dreng en anden pige, der har adfærdsforstyrrelsen ADHD. Hun har bidraget positivt til klassekulturen.
"Der er en pigegruppe i klassen, der helt naturligt inddrager hende og er blevet vant til at gøre noget særligt for hinanden, fordi hun er der. Hun skiller sig så meget ud på både godt og ondt, at alle tør være mere sig selv," fortæller Anders Dinsen, der i forhold til den etiske diskussion også ønsker at fremhæve, hvad en normal skolegang betyder for hans børn.
"Det er vigtigt for specialbørn at have nogle ?normale? børn at spejle sig i, der ikke har ADHD. De får venner i lokalmiljøet, frem for hvis de skulle transporteres til en specialskole, der lå et stykke væk," siger Anders Dinsen, der dog sagtens kan sætte sig ind i Hanne Guldberg Mikkelsens og andre forældres frustrationer over, at enkelte elever kan sabotere skolegangen for de mange.
"Min næstyngste søn, Jens på seks år, er en dreng, der kan være med til at skabe den form for uro, som har været i Mads? klasse. Han har svært ved at sidde stille og kan være enormt grænseoverskridende uden at ville være det. Men løsningen for ham og for klassen har været, at skolen for at kunne integrere ham, adskiller ham fra de andre. Hver dag bliver han undervist i nogle timer i en lille gruppe. Stress udløser nemlig hans ADHD, og i timerne alene lader han op, og klassekammeraterne får samtidig en pause. Det fungerer godt for alle parter," fortæller Anders Dinsen, der siger, at han og hustruen endnu ikke har oplevet negative reaktioner fra andre forældre på deres børns adfærd, der følger i kølvandet på ADHD.
"Jeg tror det hjælper, at vi hele vejen igennem har stillet os op til forældremøder og været åbne omkring vores børns problemer og udfordringer. Måske er det også nemmere at rumme børn med diagnose - der er jo ingen, som stiller sig op og siger: ?Vi drikker lidt for meget og kommer også til at slå vores barn en gang imellem – det er derfor, han har svært ved at opføre sig ordentligt. Bær over med os?," siger Anders Dinsen.
I Mads? tilfælde blev de tre meget urolige børn efter nogen tid flyttet over i andre klasser, og der gik det – så vidt vides – bedre. Mads flyttede dog over i parallelklassen, mens flere andre forsøgte at få deres børn ind på privatskoler. Hanne Mikkelsen kan stadig ærgre sig over sin søns skolegang på hans vegne:
"Det, som han har oplevet, giver nogle ar og nogle negative forventninger til skolen og til kammeraterne, som det er svært at komme ud over."
Sune Lægaard mener ikke, at det er egoistisk, når forælder oplever, at deres barn mistrives, og går til skolen med bekymringen og siger: "I må gøre noget!".
"De skal bare huske på, at et er, hvad der er rimeligt for forældrene, noget andet er, hvad der er rimeligt for skolen og for samfundet som sådan. Skolen skal lave en præcis opvejning af alle børnenes interesser. Det kan være, at alternativet til folkeskolen er så dyrt, at det alligevel vil medføre kvalitetsforringelser for de almindelige børn. Det er et spørgsmål om penge og en vurdering af, hvad vi får for pengene," forklarer han.
Ikke bare forældrene, men danskerne i det hele taget er blevet mere egoistiske, mener Sune Lægaard, og det kan være et resultat af reformer, der lægger op til privatisering og det frie valg.
"Borgerne er blevet opdraget til, at det vigtigste er, hvor lang tid der går, før jeg kan få min behandling. Er den for lang, så får jeg behandlingen på et privat- hospital, og regningen sendes alligevel til det offentlige. Kundetankegangen betyder, at folk i mindre grad tænker i helheder og på det almene vel – egne behov kommer først. Det gør deres børn også. Vi har projektbørn og forventer, at det offentlige først og fremmest er til for at servicere vores børn," siger han.
Men når 62 procent af alle forældre giver udtryk for, at børn med specielle behov hører hjemme i specialklasser, betyder det så, at 62 procent af alle forældre er egoistiske?
Ikke nødvendigvis. Det mener i hvert fald professor i uddannelsesforskning på Aalborg Universitet Palle Rasmussen.
"Rummelighed kræver, at man har rammerne til det. Det er et spørgsmål om ressourcer, lokaler og uddannelse af lærerne," påpeger han.
Det vil med andre ord sige, at hvis rammerne ikke er gode nok, fokuserer forældrene på deres egen situation.
"Det behøver ikke bunde i et uetisk menneskesyn, at man ønsker ?de urolige børn? væk, men kan nærmere være en umiddelbar reaktion på de vilkår, der er i folkeskolen," slutter Palle Rasmussen.
Kilde: Berlingske Tidende og Gallup