Bør vi acceptere doping i elitesport?

Debatten om doping er atter aktuel efter De Olympiske Lege i London og sommerens afsløringer af tidligere cykelrytteres brug af doping. Foto: Yorick JansensEPA.

MED AFSTEMNING Nye dopingsager er kommet frem efter dette års cykelsæson. Spørgsmålet er, om tiden er inde til at acceptere, at doping og eliteidræt går hånd i hånd, eller om man fortsat skal kæmpe for at fastholde sportens ånd

Doping i sportsregi er snyd. Det hersker der ikke nogen tvivl om, og det er slået fast i de internationale antidopingregler, der gælder for alle eliteidrætsudøvere over hele verden.

Men om reglerne er gode, er en helt anden sag og langt mere interessant, mener lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen. For efterhånden har dopingen spredt sig så meget i navnlig cykelsporten, at det kan være på tide at se på hele dopingpolitikken med friske øjne, siger han.

LÆS OGSÅ: Post DK om doping: Alvorlig og uacceptabel

Regler er ikke hugget i sten, men ændres mange gange. Det gælder også i sporten. Vi accepterer, at man kan skifte standpunkt, hvis man kan begrunde hvorfor. Og her mener jeg, man kan argumentere for, at de regler, vi har nu, ikke er de bedste, og at en lempelse af dopingreglerne kan være en fordel for sporten.

Debatten om doping er atter aktuel efter De Olympiske Lege i London og sommerens afsløringer af tidligere cykelrytteres brug af doping. Senest er den amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton gået til bekendelse i interviewbogen The Secret Race. Her lægger han alle kort på bordet om sin egen brug af doping siden 1997 og tager samtidig flere med sig i faldet. Blandt andet den tidligere holdkammerat og Tour de France-vinder amerikaneren Lance Armstrong, som for omkring en måned siden opgav at forsvare sig mod mange års dopinganklager, hvilket har betydet, at Den Internationale Cykelunion, UCI, nu har til opgave at finde ud af, hvem der i stedet skal noteres som vindere de syv år, amerikaneren stod øverst på sejrsskamlen.

Det er ikke nogen nem opgave, da størstedelen af klassementrytterne fra dengang enten er beskyldt for eller også har erkendt brug af dopingmidler. Lige nu forsøger UCIs præsident, Pat McQuaid, at få flere til at sætte sig i skriftestolen med et forslag om ikke at straffe cykelryttere, der indrømmer fortidens fejltrin. Et forslag, der vil blive drøftet, når bestyrelsen holder møde under landevejs-VM i næste uge.

Ifølge Thomas Søbirk Petersen bør elitesporten acceptere brugen af hormonet epo, som gør, at man producerer flere røde blodlegemer, og tidligere er blevet brugt ulovligt i sporten.

Jeg mener, vi skal tænke os om. Vi har frigivet andre måder at øge mængden af røde blodlegemer på træning i store højder og ilttelte men vi må bare ikke gøre det, når det er medicinsk. Jeg synes, vi har en god grund til at legalisere det, siger han og tilføjer, at der ikke er bevis for, at epo er skadeligt, hvis man doserer det rigtigt, og det indtages under kyndig overvågning. Desuden kan en legalisering gøre elitesporten mere retfærdig og gennemsigtig, mener han.

Nogle idrætsudøvere har råd til at øge mængden af røde blodlegemer gennem dyr træning. Fattige ryttere bør også have mulighed for at udnytte de nye metoder, der er i dag, da det ville øge ligheden med hensyn til at øge mængden af røde blodlegemer. Samtidig ville en legalisering gøre, at vi ikke oplevede et sort marked, men et hvidt.

Idrætsforsker fra Aarhus Universitet Verner Møller har arbejdet meget med eliteidræt, doping og etik og er forfatter til flere bøger om doping i cykelsporten.

Ifølge ham kan man ikke argumentere imod doping uden at argumentere imod elitesporten generelt.

For det første kan man ikke argumentere med, at doping er usundt, for det er de skader, man kan få i elitesport, generelt. Vores kroppe er ikke bygget til elitesportens strabadser. Man kan heller ikke argumentere med, at det er unaturligt, for hvad er der naturligt ved at cykle flere tusind kilomenter på den måde? Sporten er unaturlig i sig selv, siger han.

Derudover kan man heller ikke bruge snyd og ulige muligheder som argument, mener han:

Når man kigger elitesporten efter i sømmene, må man konstatere, at snyd og muligheden for at snyde er et vilkår, man altid har levet med. Som når spillerne tager for mange skridt i håndbold eller filmer sig til et straffespark. Det er derfor, vi har dommere. Nogle gange har man held med at snyde dommeren, og den mulighed accepterer vi i spil. Vi kan dårligt sige, at det er at snyde hinanden, hvis deltagerne accepterer, at snyd er en mulighed og dermed den specifikke sportslige kulturs indstilling.

Selv er Verner Møller heller ikke overrasket over de mange dopingafsløringer i dag, men han er overrasket over forargelsen og finder den retfærdiggørelse, hvor man fratager rytterne deres sejre, nyttesløs.

Sporten har haft et stort fokus på at udstille vindere og tabere. Nu står vi i en situation, hvor en vinder gennem syv år har snydt, og man skal give hans sejre videre til de næstbedste ryttere de år. Men nummer to og tre har også taget doping. Hvem skal så have sejren? Man har ingen garanti for, at der overhovedet er nogen, der ikke har haft fingrene i krukken med forbudte midler. Så kan man pludselig stå i den underlige situation, at der ikke er nogen, man tør tilskrive sejren. Pludselig opdager man, at en begivenhed aldrig har fundet sted. Det er en grotesk situation.

Selv er han ikke tilhænger af doping, men han mener ikke, de mange dopingsager har gjort sporten mindre troværdig og mindre interessant at se.

Attraktionen ved sport er netop atleternes helt ufattelige ambition om at komme først. At de træner som sindssyge og kaster sig ud i et usundt vægtpineri alle de ofre og alt det, de vil gøre for at klare sig godt, det er den gode attraktion, selvom det er usundt. Derfor må man forstå, at hvis der ligger et middel, som kan optimere deres præstation på alle felter, så er det forståeligt, at de fristes. Hvis ikke de var fristet af det, ville sporten blive mindre interessant. Så ville deres indstilling være, at så vigtigt er det heller ikke. Hvis folk var ligeglade, så ville man også være ligeglad med at se det, siger Verner Møller.

Her er lektor ved filosofi på Aarhus Universitet Morten Dige dog uenig:

Sportens ånd er ikke at vinde for enhver pris. Det handler ikke kun om resultater og rekorder, men også om processen og sportsudøvernes egen indsats og egne ressourcer i forhold til at nå frem til resultaterne, siger han og tilføjer, at det netop er denne indsats, andre skal kunne lade sig inspirere af:

Vi identificerer os med sportsstjerner, og hvis man eksempelvis selv cykler, har man idoler, som man på et beskedent plan identificerer sig med, fordi man kender de udfordringer, de står over for. Men hvis sportsstjerner får overnaturlige evner, så giver det ikke mening at spejle sig i dem. Hvis det bliver kørt langt nok ud, ender sportbegivenheder som en slags freak show, hvor deltagerne ikke længere ligner almindelige mennesker.

Sportsstjerner lever af vores fascination og beundring. Derfor må vi forvente, de er dydsmønstre. Målet er ikke, at få et ungt sportstalent til at sige: Når jeg bliver stor, vil jeg finde en dygtig dopinglæge.

Hos Anti Doping Danmark vægter man også højt, at sportsudøverne er rollemodeller, siger direktør Lone Hansen.

Unge sportstalenter skal ikke føle sig presset til at indtage stoffer, fordi der er en kulturel forståelse af, at de skal, når alle andre også gør det, og når de stjerner, de ser op til, gør det.

Hun erkender, at det er svært at få fat i alle dopingsynderne, men at det ikke skal stoppe kampen mod doping:

Jeg tror ikke, vi kan få alle til at holde sig fra det, men det skal ikke hindre os i at sende et budskab om, at det er forkert. Sport er grænsesøgende, og man forsøger at udfordre menneskekroppens evne til at præstere. Men vi er nødt til at sætte en grænse, så det ikke bliver farligt. Bare fordi noget er svært at håndtere og afsløre, skal det ikke bare tillades. Den vigtigste regel i eliteidræt er, at man dyrker sporten. Og under reglen om at dyrke sport ligger reglen om, at vi dyrker den på lige vilkår.