Bør man altid sige til en døende, at han eller hun skal dø?

Foto: Søren Staal

MED AFSTEMNING Man skal være der for den døende og gå i dialog om livets afslutning, mener fire eksperter, der i deres arbejde har ugens etiske spørgsmål inde på livet

Tine Bjerre Larsen, forfatter til bogen Der er også engle om at være tæt på en kræftsyg:

Nej. Man skal lade udspillet være den syges. Jeg tror altid, at den døende selv ved det. Et eller andet sted.

LÆS OGSÅ:
At være tæt på en kræftsyg er også en kunst

Til tider erkender man det, og til tider fortrænger man det, fordi man ønsker at leve og ikke vil dvæle ved de sorte tanker om at skulle skilles fra dem, man holder af. Derfor er det ikke nødvendigt altid at tro, at man skal fortælle den døende det. Nogle mennesker har det med at fortrænge de svære ting i livet og lever fint med det. De mennesker har nok ikke behov for og lyst til, at nogen siger til dem, at de skal dø. Men det er godt, hvis man tør lytte og tale med en døende, der ønsker at dele sine tanker om døden.

Bent Falk, psykoterapeut og teolog:

Alt, hvad man siger, skal være sandt. Men det er ikke det samme, som at man skal sige alt, hvad der er sandt. Spørger den døende: Tror du, jeg kommer mig, kan du sige: Jeg ønsker det. Der er ingen grund til at chokere og insistere på, at nogen skal vide, de er døende, hvis de er et andet sted henne. Man skal ikke voldtage dem med sandheden. På den anden siden skal man heller ikke sætte krykker under et håb, der allerede er dødt. At sige, at den døende ikke må opgive håbet, er at lægge endnu en byrde på den dødende. Det gælder om, at man hverken bremser eller forcerer.

Marianne Davidsen-Nielsen, forfatter og psykoterapeut:

I mit univers er der ikke noget, der hedder sandheden. Ingen ved, hvornår man dør. Men når man er terminalt syg, er det en god idé at kunne snakke om det. Dødsbevidsthed giver energi til det liv, der er, kort eller langt. Men jeg ville aldrig sige til noget menneske: Du skal dø. Jeg ville i stedet spørge, hvad vedkommende frygter, og jeg ville sige: Jeg frygter, at dette er afslutningen. Jeg ville vende spørgsmålet om. Få det drejet ind på en samtale i stedet for at komme med domme.

Preben Kok, hospitalspræst på Vejle Sygehus:

Ikke nødvendigvis. Det afhænger altid af situationen, og nogle har det nok som kirkefaderen Augustin, der sagde: Jeg vil hellere have en løgn, der opbygger mig, end en sandhed, der nedbryder mig. Men omvendt er jeg som sygehuspræst ofte ude for, at mennesker forbliver i en urealisme, som har konsekvenser for andre. Man kan blive nødt til at tale meget kontant om døden for at undgå, at andre ting skal ske. For eksempel hvis man ikke er gift, og ens partners økonomi fuldstændig afhænger af, at man bliver gift. Skal frygten for døden så have retten til at definere virkeligheden?.

Marianne Davidsen-Nielsen forfatter og socialrådgiver fotograferet i hjemmet på Frederiksberg
Sognepræst Preben Kok.
Psykoterapeut Bent Falk.