Nye gentest viser, om dit barn er god til fodbold

Nye genetiske undersøgelser kan fortælle forældre, hvilke sportsgrene deres børn har evner for, men når vi begynder at læse i generne, præger det også vores forventninger til børnene, advarer formand for Det Etiske Råd

Bør man satse på sprint eller langdistanceløb? Og vil ens barn egne sig bedst til tennis eller svømning? Det er blevet nemt, billigt og populært at undersøge sit genetiske potentiale for alt muligt.

Til gengæld er det tvivlsomt, hvad man kan få ud af private dna-prøver. Det gælder både de billige tests, man kan købe på nettet og selv foretage derhjemme, og de dyrere prøver, som sendes ind til et laboratorium og kun sælges i forbindelse med rådgivning, vurderer flere eksperter.

Formand for Det Etiske Råd Gorm Greisen, der også er klinisk professor og overlæge på Rigshospitalet, kalder markedet for selv-diagnosticering for det vilde vesten.

”For det første skal man huske på, at ens gener ikke er private. Hvis man beslutter at teste sig selv for et eller andet, vil resultatet også gælde ens nærmeste familie. Og hvor meget har de lyst til at vide?”, siger han med sigte til de prøver, som angiveligt viser, hvilke sygdomme man er disponeret for at få.

Men også når det drejer sig om de mere ”underholdende” gentests, der for eksempel viser ens egne eller ens børns potentiale inden for sport, skal man tænke sig godt om.

”Med hensyn til børn og deres muligheder inden for sport, kunne man på den ene side sige, at det er da bare at komme i gang. Man vil jo gerne have, at ens børn har det rigtige afsæt og gerne hjælpe dem til at vælge det, der falder dem nemt. På den anden side ligger der i al diagnostik kimen til at se forskel og diskriminere,” siger Gorm Greisen.

Forældre lægger næppe deres børns fremtid an på en gentest?

”Det er sikkert rigtigt, men jeg kan nu alligevel godt forestille mig en samtale hjemme ved middagsbordet, når lille Peter er blevet træt af at spille fodbold. Vil far så kunne holde sig fra at sige, ’at med dine gener, lille Peter, burde du kunne spille dobbelt så godt. Du kan ikke være bekendt at lade det potentiale løbe ud i sandet. Op dig dog, dreng’,” siger Gorm Greisen, som også ser et problem i, hvorvidt de test-resultater, man får, overhovedet er til at stole på.

”Man må ikke sælge en mikstur og skrive, at hvis du giver den til dit barn, så kommer han til at spille fodbold som en drøm, for der har vi lægemiddellovgivning, som er ganske skrap, men der er ingen tilsvarende lovgivning, når det kommer til diagnostik. Der er det simpelthen wild west.”

Visse udbydere, som eksempelvis danske Nordic Laboratories, tilbyder kun deres gen-undersøgelser gennem læger eller behandlere, oplyser Anne Catherine Færgemann, der er clinical director og diætist i virksomheden.

”Der er intet hverken etisk eller uetisk i testen, kun i hvad man bruger den til,” siger diætisten, som mener, at testene blandt andet giver god basis for at undgå sportsskader.

”For eksempel kan man se, om man har risiko for inflammation og så sørge for at spise og træne ud fra den nye viden,” siger Anne Catherine Færgemann, der selv har gentestet sine børn for at se deres potentiale inden for sport.

”Jeg ved, at min ældste er god til langdistance, og min yngste har et blandet potentiale, så han kan både lave styrketræning og løbe, blot ikke langdistance, men det er ikke oplysninger, vi dyrker derhjemme. Den ældste træner andre i fodbold og løber halvmaraton, og den yngste spiller bare fodbold, fordi han kan lide det.”

Også sportschef i Dansk Rugby Union Mikael Lai Rasmussen kunne godt finde på at teste sin egen søn, som er ni år og spiller rugby.

”Men det ville ikke ændre noget. Han dyrker rugby, fordi han synes, det er sjovt,” siger sportschefen, der ikke tror, at danske forældre, der gentester deres børn, vil bruge resultatet til at pace dem.

I Dansk Rugby Union gentestede man for et par år siden fire spillere på rugbylandsholdet i et samarbejde med virksomheden AthGene.

”Det var da interessant, men testen fortalte os ikke noget, vi ikke vidste i forvejen, for hvis man er hurtig, viser den, at man er hurtig. Selvfølgelig betyder genetik noget i sport, men der er rigtig mange andre faktorer, der spiller ind,” siger Mikael Lai Rasmussen.

”Der, hvor vi fik noget ud af det, var i forbindelse med en spiller, som blev ved med at få skader. Gentesten viste, at han havde en ekstra lang restitutionstid. Det var ikke noget, vi ikke selv kunne regne ud, men for ham gav den et videnskabeligt bevis på, at han blev nødt til at tænke tingene anderledes.”

I Team Danmark, som støtter eliteidrætten, undersøger man ikke gener.

”Som gentests er nu, vil de ikke kunne identificere noget, som en god træner ikke selv kan se. Vi vil ikke lukke døren for, at det kan blive relevant på et tidspunkt, men lige nu giver det ingen mening, også fordi vi arbejder med atleter, der har fundet deres vej,” siger Thue Kvorning, der er ph.d., sportsfysiolog og fysisk træner i Team Danmark.

Af nysgerrighed kunne han godt finde på at teste sine egne børn, hvis de syntes, det ville være sjovt.

”Men hvis min datter som femårig viser anlæg til at blive den nye sprinterdronning, og hun hellere vil spille klaver, hvad gør jeg så ved det? I sidste ende er vi tilbage ved, at det at fastholde et talent er den største udfordring, vi står med,” siger han og minder om, hvordan alle pegede fingre ad DDR, da man her testede børn på muskelfiberniveau for at finde fremtidige sportsstjener, der kunne profilere styret.

Har man ikke altid i sport benyttet en primitiv form for gentest – hvor træneren skæver til de forældre, der kommer og afleverer barnet?

”Det kan man godt sige. Hvis man skal bruge en svømmer med store hænder og store fødder og en vis højde, nytter det ikke at satse på en, hvis forældre er halvanden meter høje. Så tyder det jo på, at potentialet ikke er der.”

Overlæge og klinisk professor ved Aalborg Universitetshospital Michael Bjørn Petersen er meget skeptisk over for selv-diagnosticering med genetiske analyser. Han har beskæftiget sig med genetik i over 30 år og mener, at vi er inde i en farlig udvikling.

”Forskellige firmaer udnytter, at folk har hørt om dna-test og slår penge af det. Men brugen af genetiske analyser kræver videnskabelig metodik,” siger han.

Især advarer han om de test, der sælges med det sigte at afsløre arvelige sygdomme.

”Personligt ville jeg ikke tage sådan en. Hvad nu hvis den viser, at man er disponeret for Alzheimers sygdom? Vil man gå ud og feste, inden man bliver syg, eller begå selvmord eller hvad? Det skal man jo tænke over, inden man skyder med spredehagl på en tvivlsom baggrund.”

Også de mere ”uskyldige” test som dem, der angiveligt kan vise, om man er til eksplosive eller udholdende sportsgrene, betegner han som noget vrøvl.

”Det vil være bedre at bruge pengene på et par nye kondisko. Man kan ikke teste for sådan noget. Alle de gener, der vil være inkluderet, er ikke engang klarlagte, og der vil være en masse andre faktorer, der betyder noget.”

Nogle udbydere sælger kun test, hvor der følger vejledning med, eksempelvis om, hvordan man skal spise og træne?

”Jo, men det er godt nok svært at gennemskue, hvem der giver den vejledning. Jeg har set mange hjemmesider for private dna-test, hvor man ikke kan se noget som helst om, hvem der står bag. Jeg ville være meget skeptisk,” siger klinisk professor Michael Bjørn Petersen.

Kan testene ikke engang bruges til at vurdere, om man er til sprint eller udholdenhed?

”Nej, nej, nej. Genetikken kan ikke bruges til den slags, og det kan du godt skrive med store fede bogstaver.”

Formand for Det Etiske Råd Gorm Greisen er ikke i tvivl om, at der findes viden, som gør mere skade end gavn, men han mener også, at mennesker er gode til at få noget positivt ud af dårlige beskeder, ”fordi det trods alt giver handlemuligheder”.

Hvor meget mener han, vi skal kigge Gud i kortene?

”Personligt tror jeg, Gud har givet os vores forstand og nysgerrighed, for at vi skal bruge den. Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Det vil sige, vi skal handle under ansvar. Jeg mener ikke, det vil være klogt at begynde at klippe i generne, og det kunne man blive fristet til, når man først har læst dem. Jeg er skeptisk med hensyn til, om vi nogensinde vil forstå kompleksiteten i genernes virkninger og vekselvirkninger godt nok til at kunne overskue konsekvenserne i alle generationer frem,” siger Gorm Greisen.