Skal organdonorer foran i køen?

Israel har vedtaget en kontroversiel lov, der sikrer registrerede donorer en plads forrest i køen til livreddende organer. Danske etikeksperter er skeptiske. Men fra Patientforeningen lyder det, at den desperate mangel på organer må veje højere end de etiske kvababbelser

To kvinder har desperat brug for en rask nyre for at overleve. De har samme vævstype og vil derfor begge være et match i det øjeblik, der viser sig en passende organdonor. Spørgsmålet er, hvem der skal have organet? I Danmark vil beslutningen alene bero på en lægefaglig vurdering. Den af kvinderne, der vurderes at have mest akut behov for nyren, får organet.

I Israel forholder det sig anderledes. Det israelske parlament vedtog i januar en lov, der betyder, at alle, der har haft et donorkort i mere end et år, fra loven trådte i kraft, vil komme foran i køen.

Den af de to kvinder, der på et tidligere tidspunkt har tilmeldt sig Donorregistret, vil altså få det livreddende organ, hvis det er i Israel. Uanset at hun ikke er den af de to, der har mest brug for det.

Den kontroversielle lov har skabt international bekymring og forargelse, fordi den bryder med en årelang tradition for solidariske organregistre og en i hvert fald tilstræbt ligestilling i sundhedssystemet. Og også blandt danske iagttagere er der skepsis for et system, der sikrer dem, der har erklæret sig villige til at donere, en mere fordelagtig placering i køen til de sparsomt tilgængelige og livreddende organer.

”Jeg kan godt forstå argumentationen. Det er grundlæggende egoistisk at undlade at tilmelde sig Donorregistret og så alligevel sige ja tak til et organ, hvis behovet opstår. Set i en moralsk og etisk optik er det da et uretfærdigt system. Problemet er bare, at det israelske system ikke nødvendigvis sikrer større retfærdighed,” siger professor i etik ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen og giver så et eksempel:

”Sat på spidsen kunne man forestille sig, at valget står mellem en ung, enlig mor og en 90 år gammel naziforbryder. Den unge mor er ikke tilmeldt registret, men det er naziforbryderen. Betyder det så, at han moralsk set har gjort sig mere fortjent til organet?”, spørger Thomas Søbirk Petersen.

Eksemplet illustrerer, at det stort set er umuligt at sætte retten til et organ på formel. Der vil altid være omstændigheder, forudsætninger og tilfældigheder, der på forskellig vis spiller ind og farver billedet, når beslutningen beror på en vurdering af den enkelte patients moralske berettigelse til behandling. Derfor, fastholder Thomas Søbirk Petersen, er den rene lægefaglige vurdering den eneste rigtige. I stedet for Israels noget for noget-strategi, foreslår Thomas Søbirk Petersen et system, hvor man aktivt skal melde sig fra, hvis man ikke ønsker at være donor. Eller alternativt at personer, der lader sig registrere i Donorregistret, tilbydes et skattefradrag.

Medlem af Det Etiske Råd og professor i etik ved Aalborg Universitet Thomas Ploug er også afvisende over for den israelske model. En ordning, der giver registrerede donorer bedre forudsætninger for at komme i betragtning til livreddende behandling, vil blot åbne for en bred vifte af uheldigt afledte effekter, der alle vil føre til en øget ulighed i sundhedsvæsenet.

”Personer kan have vidt forskellige bevæggrunde for at vælge donorkortet fra. Alt fra religiøs overbevisning og angst til uvidenhed og uformåenhed kan spille ind. Vi kan synes, at nogle af de grunde er bedre end andre, men som samfund må vi rumme den enkeltes valg og fravalg uden at sanktionere dem på noget så fundamentalt som deres sundhed og overlevelse. Ellers sætter vi de umistelige rettigheder til behandling og den lige adgang til sundhedssystemet over styr. Og det vil altid ramme de svageste hårdest,” siger Thomas Ploug.

Han peger på, at hvis man først begynder at spekulere i, hvilke patienter der har gjort sig fortjent til organer, vil det hurtigt brede sig til en spekulation i patienters ret til behandling i det hele taget. Hvem har røget for meget eller spist for fedt til at komme i betragtning til dyre operationer på det offentliges regning? Og hvem lever for kaotiske eller arbejdssky liv til, at det vil kunne betale sig at investere i dem med dyr og livsopretholdende medicin? Hvem er for gammel til at have gjort sig fortjent til flere år i live?

”Det altruistiske system vil altid være at foretrække, fordi det bygger på et menneskesyn, der stiller alle - uanset helbred, alder og status - lige. Og det solidariske system, hvor man giver uden forventning om at få, har jo vist sig at fungere,” siger Thomas Ploug og henviser til eksistensen af Den Danske Blodbank som bevis.

”Jeg mener ikke, der er nævneværdig forskel på blod og organer, og eksistensen af blodbanken er beviset på, at det solidariske system fungerer. Der er ingen forventning om, at man har mere ret til blodtransfusioner, fordi man er donor, ligesom der heller ikke stilles spørgsmålstegn ved, at de, der ikke giver blod, selvfølgelig må modtage. Jeg medgiver, at der er behov for flere organdonorer, men jeg tror ikke på, at en forrang i køen er det rette incitament. Det handler om holdningsbearbejdning,” siger Thomas Ploug.

I Patientforeningen, der arbejder for alle danske patienters rettigheder, er man imidlertid ved at have opbrugt de sidste rester af tålmodighed. Selvom der både er forståelse og sympati for de etiske udfordringer ved den israelske model, stiller foreningens formand sig åben for forsøg med en ordning, der giver registrerede donorer forrang i organkøen.

”Tiden er for kostbar og situationen for desperat for de patienter, der er afhængige af et nyt organ for at overleve, til at vi kan have fine fornemmelser og etiske kvababbelser. Derfor er vi åbne over for enhver metode, der vil kunne skabe et større incitament for at blive organdonor og dermed et større udbud af de livsvigtige organer,” siger formand Erik Bach og fortsætter:

”Vi er i udgangspunktet enige i, at en tilmelding til registret af egen drift er det bedste. Men vi må også sande, at der selv efter årtier med information og tilskyndelse fortsat er en desperat mangel på organer. Der er mennesker, der mister livet, fordi det organ, de havde brug for, aldrig kom. Mennesker, der kunne have levet meningsfulde og rige liv. Det kan vi ikke sidde overhørig.”

Det er både Thomas Ploug og Thomas Søbirk Petersen enige i.

Alligevel fastholder de, at en fortsat og gerne intensiveret informationsstrategi er den eneste rigtige vej.

Alternativet: At lade registrerede donorer komme forrest i køen vil måske virke som et stærkt incitament for tilmelding og dermed kunne redde menneskeliv, men det vil koste samfundet dets helt fundamentale principper om lige adgang til livredende behandling. Den pris er for høj, mener de.