MeToo-kampagne

Risikerer debatten om sexchikane at gøre os overforsigtige?

I 1976 kom filmen ”Julefrokosten” med blandt andre Preben Kaas (tv.). Den manifesterede den voksende forestilling om julefrokoster som noget vildt og vovet og forårsagede en markant fremgang for julefrokostkonceptet. Men med MeToo-bevægelsen går udviklingen måske snart i modsat retning igen. – Foto: Peter Pagh/Scanbox. Entertainment

MeToo-bevægelsen har skabt øget bevidsthed om seksuel chikane. Ikke mindst i Danmark betyder det et opgør med en traditionelt frisindet, men også skæv kultur, mener forskere. Opgøret kan risikere at mistænkeliggøre alle mænd

Det er julefrokosternes tid. En omtrent 70 år gammel tradition, der begyndte uskyldigt i efterkrigstiden og bestod af et glas portvin og lidt kransekage på chefens kontor. Men som har udviklet sig til at blive stadig mere alkoholiseret og lummer.

Dette års fester markerer dog måske en skillelinje. For lige siden den amerikanske sanger og skuespiller Alyssa Milano den 15. oktober i år opfordrede verdens kvinder til at være åbne om de seksuelle overgreb, de har oplevet, har flere millioner skrevet #MeToo (også mig) på de sociale medier.

Alene på Facebook var 4,7 millioner mennesker i gang med at diskutere overgreb allerede et døgn efter opfordringen.

Halvanden måned senere er MeToo en regulær social bevægelse. En lang række mænd på prominente poster er fyret eller på anden vis udstillet for fortidens synder. Der arrangeres konferencer om MeToo-bevægelsen og dens betydning. Og flere store virksomheder melder nu klart ud om nultolerance i forhold til seksuel chikane på arbejdspladsen. I det hele taget er der mange tegn på, at det nye fokus på seksuelle overgreb vil skabe varige ændringer i vores sociale omgang med hinanden, siger flere forskere til Kristeligt Dagblad.

Det store spørgsmål er dog, hvordan vi sikrer, at alle ændringer faktisk er hensigtsmæssige. For betyder forandringerne ikke enden på det legefulde flirteri, lyder en typisk kritik. Og ender mændene ikke blot med at blive de nye ofre i en gabestokskultur, hvor alverdens snerpede kvinder nu kan kalde et klap bagi for en krænkelse – og på den måde få mænd fyret og reelt krænkede kvinder gjort til skamme?

Nej, det er slet ikke der, vi er, og det er heller ikke det, debatten handler om, siger Anette Borchorst. Hun er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og en af de to forfattere til den nye bog ”Seksuel chikane på arbejdspladsen”. Den analyserer håndteringen af chikanen siden 1980’erne og frem til i dag, og her står det klart, at tabuiseringen af problemstillingen har været og stadig er omfattende. Dels bliver meget få sager anmeldt. Dels er arbejdspladserne, ligestillingsnævn, udvalg og det øvrige officielle system meget dårlige til at tackle, når mænd i forskellige grad overskrider kvinders intime grænser. Selv når overskridelsen er markant.

”MeToo handler ikke om en hånd på et knæ og en kæk bemærkning om kvindelige former. Vi taler om mænd, der udnytter deres magtposition til at begå grove, fysiske og psykiske overgreb, som langt de fleste kvinder alligevel ikke tør fortælle om. Det har gjort, at vi inden MeToo-bevægelsen skulle kæmpe for at overbevise folk om, at isbjerget under overfladen faktisk fandtes. Nogle mænd tvivler stadig, men det bliver stadig mere åbenlyst for de fleste, at problemet er ganske reelt. Indtil videre er det bevægelsens mest markante betydning,” siger hun.

Den øgede bevidsthed vil sikkert få nogle mænd til at tænke sig ekstra om til de kommende ugers julefrokoster. I hvert fald lige ind til alkoholen sætter ind, for dybere har den nye seksuelle mentalitet alligevel heller ikke sat sig endnu, mener Anette Borchorst. En af udfordringerne er, at der fortsat er stor usikkerhed om, hvad der er acceptabelt på en arbejdsplads, og hvad der ikke er. Og at diskussionen stadig primært foregår på de sociale medier, hvor grænseløsheden hersker mere end nogen andre steder. Det har medført en vis grad af latterliggørelse af den seksuelle chikane, påpeger hun:

”Mange føler, at MeToo-bevægelsen gør indgreb i det særlige danske frisind, vi ynder at hylde. For ’hvis en kvinde ikke kan klare et kompliment og et klap bagi, hvor er vi så henne’. Men for mig at se viser MeToo netop, at vi har ladet alt for meget passere i frisindets navn. Det har været med til at sætte grænserne helt skævt, og det retter man ikke bare lige op på, uden det skaber nye gråzoner og dilemmaer. Men vi er nødt til at tage diskussionen – åbent og også ude på den enkelte arbejdsplads – for at finde den rette balance.”

Også i foreningen Sex & Samfund spår vicegeneralsekretær Tania Dethlefsen, at MeToo-bevægelsen har potentiale til at skabe reel forandring – også uden for debatterne på de sociale medier.

Og tidens julefrokoster kan godt ses som den første lakmusprøve på forandringernes styrke, siger hun. Men den vil næppe blive markant, for indtil videre har vi mest diskuteret konkrete sager og følelser.

Og vi mangler fortsat at tage fat om nældens rod, nemlig de strukturelle årsager til, at vi ikke har styr på egne og andres grænser.

Årsagerne skal ikke mindst findes i, at seksualundervisningen i folkeskolen godt nok har været obligatorisk i mange år, men det er ganske få lærere, der er uddannet i at undervise i emnet. På ungdomsuddannelserne er der slet intet om krop og seksualitet.

Og de unges forældre har været endnu dårligere stillet og kan sjældent rådgive særlig kompetent.

”Vi mangler simpelthen en fødekæde til at få kompetencer i at forstå og respektere egne og andres grænser,” siger Tania Dethlefsen. ”Det er derfor i høj grad politiske beslutninger, der skal til for at skabe forandring, og dem, der bliver afgørende for, om vi får en ny MeToo-bevægelse om 5 eller 10 år. Det er den virkelige lakmusprøve.”

En anden og måske lige så vigtig lakmusprøve på bevægelsens betydning er, hvilken rolle mændene får i den. Der er stadig en tendens til at putte alt fra frække tilråb på gaden til fuldbyrdet voldtægt i samme MeToo-kurv, påpeger hun. Og det øger risikoen for at skabe en kultur, hvor nogle mænd vil føle sig usikre over blot at give et kram til den kollega, de altid har givet et kram. Det er selvsagt ikke i den retning, vi skal, understreger hun. Det afgørende er, at vi alle får nye og bedre redskaber til at sige til og fra og respektere andres nej.

Det samme mener mandeforskeren Svend Aage Madsen, som er forskningsleder på Rigshospitalets klinik for psykologi, pædagogik og socialrådgivning. For selv om han ser MeToo som en helt igennem positiv udvikling, så kan den selvfølgelig blive misbrugt på samme måde, som seksuelle overgreb altid er blevet misbrugt af nogle få til at hævne sig på uskyldige mænd.

”Men det er ærligt talt en lille pris at betale for en udvikling, der også vil komme mændene til gode,” siger han. ”MeToo er et helt nødvendigt wakeupcall til alle mænd om, at de grænser for seksualiseret adfærd, de indtil nu mere eller mindre frit har sat, vil forandre sig. Det vil skabe et mere ligeværdigt forhold mellem kønnene, som jo også kan hjælpe mændene ud af den stereotype rolle som det køn, hvis seksuelle lyst altid har forrang.”