Etisk sagt

Sognepræst: Måske gik jeg glip af en stor kærlighed

Sognepræst Pia Søltoft overvejede for nylig, om hun skulle røbe en hemmelighed for en vens skyld. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Etik er nogle gange at gøre det, der er godt for andre, i stedet for, hvad der føles rarest for en selv. Sådan siger Pia Søltoft, der er sognepræst i Marmorkirken i København og tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

"Det gjorde jeg for nylig, da en person fortalte mig en hemmelighed, der havde at gøre med vedkommendes velbefindende, som jeg lovede ikke at sige videre. Men samtidig tænkte jeg, at det ville være godt at sige, hvad han havde fortalt mig, til andre – for hans skyld. Netop for hans velbefindendes skyld. Det var et dilemma, om jeg skulle være tro over for ham og holde på hemmeligheden eller måske hjælpe ham ved at sige det videre og så forråde hans tillid. Jeg valgte at holde på hemmeligheden. Jeg syntes, at jeg havde en forpligtelse til at forblive tro over for det, jeg havde lovet ham, selvom jeg kom i tvivl om, hvorvidt det var bedre at fortælle hemmeligheden videre. Men han havde jo besluttet sig for, at det skulle være en hemmelighed, så det ville betyde, at jeg skulle gå imod hans beslutning."

"Dilemmaet var noget, jeg diskuterede med min egen samvittighed, for det var jo mit dilemma og derfor ikke noget, jeg skulle diskutere med ham. Jeg ville ham jo det bedste, og her var jeg i tvivl om, hvad det bedste var for ham. I dette tilfælde ville det ene ikke være mere rigtigt end det andet. Men for mig var det at respektere hans ønske det vigtigste. I den overvejelse ligger der en respekt for, at hvis et menneske har en reflekteret mening om, hvad han eller hun synes, der skal ske med dem, synes jeg, at man er nødt til at respektere det."

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

"Det vil måske for andre være uvæsentligt – og det er ikke nogen stor, verdensomvæltende situation – men for mig var det ganske stort. På et tidspunkt havde jeg en kæreste, hvis ven var interesseret i mig, og jeg var interesseret i ham. Vi holdt op med at være kærester, og så overvejede jeg længe, om jeg skulle kontakte den ven. Men jeg blev enig med mig selv om, at det ville være uetisk, for det ville sætte ham i et dilemma, hvor han skulle vælge mellem mig og sin ven."

"Det var en svær beslutning, og jeg tænker jævnligt på, at det kan være, jeg er gået glip af en stor, stor kærlighed. Men samtidig var det den rigtige beslutning, for nogle gange må man gøre noget, man ikke bryder sig om, netop fordi det er det etisk rigtige at gøre. Her handlede det om ikke udelukkende at tænke på, hvad der var behageligt og rart for mig, men også at tænke på, at hvis jeg gjorde det her, ville noget andet måske gå i stykker. Og det ville jeg ikke kunne bære."

Hvad er tidens største etiske dilemma?

"Det er nemt; at der for tiden både i Danmark og i resten af verden er en meget snæver opfattelse af, hvad begrebet ”ens næste” indeholder. Det er, som om næsten kun betyder dem, der ligner os selv. Danskhedsdebatten kører ikke for at få en objektiv definition af, hvad en dansker er, men for at kunne afgrænse begrebet og udelukke nogen. Hvis man ikke kan sætte kryds ved alle de specifikke krav i debatten, er man ikke dansker."

"Det synes jeg er en mærkelig ting og et etisk dilemma, fordi vi netop ikke tager diskussionen på et etisk niveau, men på et nationalistisk niveau, hvor man på forhånd er låst fast på, at når man er dansk, er man mere værd end alle dem, der ikke er det. At det giver én ret til goder, som andre ikke har ret til. Det er en mærkelig opfattelse, at nogen i verden skulle have mere ret til at være her end andre. Og det er jo ikke kun noget, Danmark er ramt af, men noget, der ses både i resten af Europa og i resten af verden."

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

"Nej, jeg synes, at det fylder alt for lidt. Jeg synes grundlæggende, at vi taler for meget om, hvad det gode liv er, frem for om, hvad det vil sige at være et godt menneske. Tanken om, at man også kan have en finger med i, at livet lykkes for andre, er fraværende. Tanken om fællesskab er fraværende. Og et grundlæggende begreb som samvittighed fylder alt for lidt, både i debatten og i det almindelige menneskes gøren og laden."

"Det er ikke almindeligt, at folk i den offentlige debat lige siger, at de skal tænke over tingene og konsultere deres samvittighed, inden de kommer med en holdning. I stedet skyder de lige fra hoften, og det resulterer ofte i, at debatten bliver forfladiget. Det ville nok gøre mange ting nemmere, hvis man tog den mærken efter på sin egen etik og samvittighed, inden man udtalte sig."