Må man prale med sit barns høje karakterer?

I disse dage er gaderne fulde af glade studenter. Men hvor offentligt pralende må man som forældre være? Det kommer i høj grad an på, hvordan man er det. Billedet her er fra 2015. – Foto: Jens Dresling/ritzau

Det er studenterhuetid og dermed højtid på de sociale medier for forældres pral af dygtigt afkom. Men er det naturligt eller upassende at skrive, hvor gode karakterer børnene har fået? To forældre til nyslåede studenter er uenige

Nils Gunder Hansen kunne ikke lade være. Han var pavestolt og fór til tasterne:

”Rasmus sluttede af med 12 i AT. ’Du er en tænksom ung herre’ og ’metodestærk’, sagde eksaminator. What, tænkte Rasmus, som er super-uinteresseret i metode. Derefter til kontoret, hvor rektor Otto holdt en meget flot tale om faglighed og målrettethed, og Rasmus fik huen på.”

Sådan skrev professoren fra institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet om sin søn, der i denne uge blev student. For skal man prale, skal man gøre det fuldt ud. Ikke noget med gåseøjne, ironiske kommentarer og forloren beskedenhed. Men praleriet må ikke stå alene.

”Rent pral er uinteressant,” siger han.

”Det skal ikke bare være en karakter, men eksempelvis en fortælling om, hvilken indsats der ligger bag. At afholde sig helt fra at prale er noget skaberi.”

Men er det nu også det? Hvert år kommer diskussionen op, når især Facebook strømmer over af stolte forældre, der fortæller om deres børns – næsten altid skyhøje – karakterer. Og er forældrene ikke med til at fremelske den præstationskultur, som mange synes er blevet usund, lyder kritikken. Og hvad med de forældre, der ikke praler, er de så ikke nær så stolte af deres børn?

Generalsekretær i Bibelselskabet, Birgitte Stoklund Larsen, har også en søn, der blev student i denne uge, men hun hører til dem, der aldrig kunne finde på at skrive på de sociale medier, hvilken karakter han har fået. Hun besluttede sig dog for at poste et billede af ham med huen på, sådan som hun også gjorde det med sin datter. Men uden pral.

”Det er en stor og vigtig begivenhed for vores familie, at han bliver student, og det vil jeg gerne markere. Men for mig ville det være helt forkert at skrive, hvordan han har klaret sig,” siger hun.

Det er der flere grunde til. For det første har han ikke selv gjort det, så hvis hun gjorde det, ville det ikke kun være for hans skyld. Endnu vigtigere, så er det ikke afgørende for hendes relation til sønnen, hvilken karakter han har fået. Hun er stolt af ham uanset.

”Jeg fordømmer ikke de mange forældre, der fortæller om deres børns karakterer. Det må de jo om, men jeg tænker, at der generelt er en tendens til, at forældre lader deres børns karakterer og præstationer i det hele taget være den hovedfortælling, de lægger frem på sociale medier. Og det er problematisk, for børn og unge i dag har rigeligt at leve op til i forvejen og har næppe bruge for at skulle passe ind i deres forældres succeshistorie,” siger hun.

Det pres har nok altid været der, erkender hun, men det er blevet voldsomt forstærket med de sociale medier og med den præstationskultur, der er blevet så fremherskende de senere år. Derfor har forældre et særligt ansvar for ikke yderligere at give fornemmelsen af, at andres – og da særligt ikke deres forældres – kærlighed og accept er forbundet med, hvordan de klarer sig.

”Jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvilken relation til sine børn, man lægger offentlig frem. Det påvirker dem, men også en selv. For vil man gerne være sådan en forælder, for hvem det er vigtigt, at deres barn har fået den ene eller den anden karakter? Jeg vil ikke.”

Men måske er der også andet og mere på spil end blot barnet. Sådan er det for Nils Gunder Hansen. Han er ikke typen, der praler og dominerer til middagsselskaber, forklarer han. Han er introvert af natur, men med de sociale medier har han og mange andre introverte fået mulighed for også at være det, nogen har døbt ”tekstrovert”. Det vil sige introvert i virkeligheden, men ekstrovert på nettet. Det kan både være positivt og negativt, men lige i forhold til studenterhuen er der særlig grund til ikke at holde igen, mener han:

”Det kan sagtens være problematisk, hvis man systematisk praler af sine børn, for så risikerer man nemt at gøre dem til hovedpersoner i en historie, de ikke selv har sagt ja til, og som måske mest af alt handler om forældrenes egne behov. Men en studentereksamen er et cyklisk ritual, der kommer igen hvert år, og som vi alle hylder. Det er en fællesskabsbevarende begivenhed og et ideal, der er værd at stræbe efter. Og så synes jeg, man godt må give den lidt ekstra gas med praleriet.”