Filosof brugte fornuft som våben i ligestillingskamp
Menneskets moral er skab af Gud, men skal underlægges fornuften, der siger, at mænd og kvinder er lige, mente en af oplysningstidens glemte filosoffer, Catharine Cockburn
I dag vil en klokke ringe hos mange, når de støder på navne som Kant, Nietzsche og Hume. De anses generelt som nogle af de største filosoffer, der har beskæftiget sig med etiske og metaetiske spørgsmål om, hvad moral er, hvor vores moralske fornemmelse kommer fra og hvordan vi definerer godt og ondt.
Knap så mange vil nikke genkendende til navnet Catharine Cockburn. De, som kender hende, husker hende nok primært som forsvarer af filosoffen John Locke. Få i dag ved, at Cockburn har biddraget til nutidens forståelse af, hvad moral er.
Cockburn mente, at mennesker fødes med en grundlæggende forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert. De moralske love er grundfæstet i mennesket, og deres gyldighed er garanteret af, at mennesket er skabt af Gud. Det særlige ved Cockburns opfattelse var, at denne naturlige, medfødte moral skal understøttes af vores fornuft.
I sine første filosofiske skriverier forsvarer Cockburn en af samtidens store filosoffer, John Locke, mod kritikere, som hævdede, at Lockes teori om den menneskelige moral ikke holdt. Den da kun 22-årige Cockburn tog kampen op mod sine mandlige kolleger og det skabte opmærksomhed i 1700-tallets mandsdominerede samfund. Cockburn udgav sine forsvar af Locke anonymt med begrundelsen, at en kvindes navn ”ville give en fordom” hos folk, som ville skade modtagelsen af teksterne.
Flere teoretikere mener, at Cockburn bevidst valgte at beskæftige sig med Lockes teori om selvet, fordi den var ualmindeligt kønsneutral for sin tid. Locke definerede alle mennesker som lige, når det handlede om evnen til at bruge fornuften.
Ifølge Cockburn havde kvinder præcis de samme rationelle evner som mænd. Hun mente, at samfund, der ikke anerkendte dette, var irrationelle:
”Når mænd forbyder kvinder de samme rettigheder til at blive behandlet med ære og retfærdighed" er det stik imod al fornuft, fordi mænd og kvinder fra naturens side er skabt med den samme moralske forståelse. Mænd bør altså handle i overensstemmelse med deres fornuft og behandle kvinder på lige fod med sig selv," skrev hun blandt andet.
Historisk set er det manden, der er blevet anset som indehaver af fornuften. Identitetsteorier har traditionelt sat manden øverst i kønshierarkiet og været medvirkende til at fastholde kvinder i en undertrykt position.
I et brev til sin søn kritiserer Cockburn det forhold, at mænd hyldes for at forføre og manipulere kvinder, hvorimod han ville fordømmes, gjorde han det samme over for en mandlig ven eller bekendt. Hun advarer også sønnen mod ”blot at betragte kvinder som objekter for nydelse” sådan som mænd på ”uretfærdig” og ”barbarisk” vis gør verden over.
Catharine Cockburn blev født i trange kår i London i 1679 af skotske Sarah og David Trotter. Faderen var skibskaptajn og døde af pest, da Catharine var blot 10 år, og efter hans død havde familien ingen penge og måtte overleve med hjælp fra venner og slægtninge.
Allerede som barn lærte Cockburn på trods af sine svære vilkår sig selv at skrive, udmærkede sig i fransk og latin, og inden hun var kommet ud af puberteten, havde hun skrevet sit første teaterstykke. Den unge kvinde havde mange talenter, men hendes bidrag til filosofien med teorien om menneskets medfødte moral og den nødvendige kombination med fornuften regnes i dag som hendes største bedrift. Trods det er hun aldrig blevet anerkendt af eftertiden.
Cockburn kan betragtes som en tidlig moderne kvinde, der med udgangspunkt i Lockes moralfilosofi formåede at bidrage til vores nutidige forståelse af fornuft og moral og problematiserede flere af samtidens forestillinger om køn og seksualitet.
Kilder:
- Broad, Jacqueline: Women Philosophers of the seventienth century
- Hays, Mary: Female Biography or Memoirs of illustrious or celebrated women of all ages and countries
- Thomas, Emily: Catharine Cockburn on Unthinking Immaterial Substance: Souls, Space, and Related Matters - Philosophy Compass