Hvornår er det rimeligt at give en officiel undskyldning?

Shelley Moorhead er efterkommer af slaver på den danske koloni De Vestindiske Øer og har flere gange været i Danmark for at bede om en officiel undskyldning fra den danske stat for de grusomheder, der fandt sted under de 175 år, Danmark var en slavenation. Indtil videre uden held. Foto: Polfoto

Krav om officielle undskyldninger og forsoning med fortiden fylder stadig mere i debatten. Senest i forbindelse med markeringen af 100-året for salget af De Vestindiske Øer, hvor efterkommere af slaver ønsker en undskyldning fra Danmark

Få personificerer ønsket om en officiel undskyldning fra den danske stat mere end en mørk mand med dreadlocks. Hans navn er Shelley Moorhead. Han er efterkommer af slaver fra den tidligere danske koloni De Vestindiske Øer, og han leder den lokale græsrodsbevægelse Accra. Den har i mange år kæmpet for at få ikke bare en undskyldning for de 175 år, Danmark var en slavenation, men også en anerkendelse af den periodes påvirkning på den nuværende befolkning.

”Jeg er ikke sikker på, at særlig mange mennesker i Danmark forstår, hvad det handler om. Her på øerne er vi mange, der spørger os selv, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvordan vi får reetableret vores menneskelighed,” sagde han for nylig til Kristeligt Dagblad.

En officiel undskyldning fra den danske stat vil have enorm symbolsk værdi, mener han, og det har mange andre også påpeget i årenes løb, men den er ikke kommet, og ifølge et flertal i det danske folketing kommer den heller ikke. For som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerede det i sin seneste nytårstale, så er tiden som slavenation ganske vist ”en skamfuld del af danmarkshistorien,” men den er også ”heldigvis fortid”.

Dermed er politikerne kun på linje med hver tredje dansker, viste en meningsmåling fra analyseinstituttet Wilke i december. De er heller ikke på linje med ret mange andre lande, for Danmark er internationalt set blandt de mest tilbageholdende med at undskylde for fortiden. Canada, Australien, Storbritannien og Sydafrika er blandt dem, der i de senere år har undskyldt deres behandling af den indfødte befolkning i kolonitiden. I Frankrig vedtog man i 2001 mindelove, der erklærede landets slaveri for en forbrydelse mod menneskeheden og gjorde 10. maj til national mindedag imod slaveri.

I Tyskland har man først og fremmest undskyldt for holocaust, blandt andet ved at betale en stort erstatning til Israel. Og i 1970 udførte den daværende tyske forbundskansler Willy Brandt en af historiens mest markante officielle undskyldninger, da han faldt på knæ foran mindesmærket for den jødisk ghetto i Warszawa.

I Norge og Sverige har man blandt andet undskyldt børneforsorgens mishandling af børn gennem årtier. I Sverige har man endda haft en stor oprejsningsceremoni, der anerkendte mishandlingen, men den danske stat holder altså foreløbigt fast i ikke at undskylde for hverken slaveri eller den børnemishandling, som ikke mindst historierne om drengene fra børnehjemmet Godhavn har blotlagt de seneste år.

Spørgsmålet er da heller ikke helt så ligetil, som det måske kan lyde. Historikere har særligt de seneste to årtier livligt diskuteret, om staten helt principielt har en etisk forpligtelse til at undskylde fortidens ugerninger, og de er langt fra enige. Et hovedspørgsmål er, om det eksempelvis overhovedet giver mening, at nogen, der intet galt har gjort, skal undskylde over for nogen, som ingen uret har lidt? Danmarks slavefortid ligger 170 år tilbage (vi indførte som de første slavehandelsforbud i 1792, men slaverne i Dansk Vestindien blev først frie i 1848), og den form for kollektivt, arveligt ansvar strider imod alle vores principper for retfærdighed, lyder argumentet.

Og det fortsætter: Hvis vi skal undskylde slaveriet, hvor går så grænsen for, hvor langt tilbage den danske stats ansvar gælder? Skal vi undskylde for Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor danske soldater henrettede 82 svenske adelige og gejstlige ledere? For vikingernes plyndringer, voldtægter og drab?

Modargumentet er, at vi i mange andre tilfælde ser på staten som en kontinuitet, et omdrejningspunkt i vores samfund og kultur, der netop er kendetegnet ved at holde fast i sine grundlæggende værdier. Det er værdier som frisind, tillid, ligestilling og den kristne kulturarv, og dem hævder vi gerne er dybt rodfæstede i staten, når vi har brug for at fremhæve vores nationalitetsfølelse eller sammenhængskraft, påpeger lektor i filosofi på Roskilde Universitet, Sune Lægaard.

”Man kan ikke påkalde sig historien i én sammenhæng og så benægte, at man er koblet til den i en anden sammenhæng. For selv om der ikke er en personlig sammenhæng med dengang og nu, er der en institutionel sammenhæng, og moralsk set kan det være lige så forpligtende,” siger han.

Godtager man det argument, bliver det afgørende, i hvilken grad fortidens ugerninger har sat sig direkte spor hos dem, der i dag skal modtage undskyldningen. Det giver en naturlig historisk afgrænsning, for ingen kan i dag sige, at de mærker påvirkningen fra vikingerne. Eller fra 500 år gamle henrettelser i Stockholm.

Derimod kan efterkommere fra den koloniale periode med en vis ret pege på, at deres udbredte fattigdom, misbrug og andre sociale problemer kan finde noget af sin forklaring i den mangeårige undertrykkelse, mener lektor Michael Böss. Han er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet og peger på, at lande som Australien og Canada netop har brugt deres undskyldning som begyndelsen på en større forsoning med befolkningsgrupper, som lever inden for deres eget nationale territorium, og som i dag er statsborgere, de har ansvar for.

”Så længe undskyldningen ikke står alene, men peger fremad, har historien vist, at det både kan føre til en selvransagelse, der kan føre til forsoning mellem parterne og på den måde være et udgangspunkt for en fælles fremtid,” siger han.

I Australien og Canada har det indebåret økonomisk kompensation og en officiel anerkendelse af indfødt kultur.

Astrid Nonbo Andersen forsker i erindrings- og historiepolitik hos dansk institut for internationale studier, og hun er helt på linje med Michael Böss. Men undskyldningen får netop ofte lov til at stå alene, ikke mindst i mediernes fremstilling, og det skævvrider den langt bredere diskussion om forsoning, siger hun.

“Problemet er, at det i offentligheden ofte ender med at blive en meget principiel og abstrakt diskussion, der ikke har ret meget at gøre med virkeligheden i de tidligere kolonier. Samtidig er politikerne mest optaget af at diskutere, hvor tæt man kan komme på at sige undskyld uden at undskylde, fordi man er bange for, at en undskyldning måske vil kunne bruges i en retssag.”

Men man kunne jo også vende bøtten om og sige, at hvis man nu gik ind i en dialog om kompensation eller forsoning og måske endda gav en undskyldning, ville man kunne undgå en eventuel retssag, påpeger hun og tilføjer, at det er ret hypotetisk at forestille sig, at sagen om de tidligere slaver overhovedet vil kunne rejses ved en domstol, og at en undskyldning ville kunne bruges til at løfte en bevisbyrde.