LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvorfor har ledere svært ved at påtage sig skyld?

”Det er mit mål, at ledere får en alvorlig og nuanceret forståelse af skyld og ansvar,” siger Camilla Sløk. Foto: Paw Gissel

Skylden er hjemløs i arbejdslivet, hvor et positivt og psykologiseret menneskesyn hersker, siger lektor i offentlig ledelse Camilla Sløk

Ledelse er at have magt. At have magt er at have et ansvar, og det indebærer risikoen for, at man kan pådrage sig skyld. Men netop skyld er noget, ledere generelt har svært ved at påtage sig. Det er i hvert fald lektor Camilla Sløks tese.

Hun er lektor i offentlig ledelse på Institut for Organisation på Handelshøjskolen i København (CBS) og har i en årrække udbudt kurser i eksistens og ledelse. Hun holder til på fjerde sal i et hyggeligt kontor med udsigt over byen. I reolerne blander bøger om idéhistorie sig med et værk om reformationsmaleren Cranach og ledelseslitteratur. På væggen hænger et indrammet foto af en ung kvinde i præstekjole. Det er en veninde fra Camilla Sløks år som præst, for selvom hun i dag er studieleder for HA og cand.merc., er hendes afsæt teologien, og når hun underviser i ledelse, har hun særligt fokus på de etiske problemstillinger. I en papkasse på gulvet står hendes seneste bog ”Blod, sved og tårer - om ansvar og skyld i ledelse”. En lille bog, som har været fire år undervejs, og som er fagligt tung trods sin korte, stramme form.

”Ingen ledere vil nægte, at de har et ansvar, men en leder skal også kunne håndtere skyld. Skyld er svær at diskutere, hvad enten man taler om det på arbejdspladsen eller i dagligdagen,” siger hun.

Hvordan forstås ansvar og skyld hos ledere? Det spørgsmål har Camilla Sløk stillet 12 interviewpersoner, som alle er ledere i den offentlige sektor. På baggrund af samtalerne med afdelingssygeplejersken, kulturchefen og skolelederen med flere har hun beskrevet tre centrale udsagn om ansvar og skyld: Skyld er den negative udgave af ansvar. Ansvar er den positive udgave af skyld. Når ledere ikke påtager sig ansvar i tide, opstår der diskussioner om skyld.

LÆS ET KAPITEL FRA BOGEN HER  

”Mange vil gerne tage et ansvar, men spørgsmålet er, hvad vi i dag forbinder med ansvar. Til en vis grad er ansvarsbegrebet blevet udtømt. En leder under pres vil blive rådet til at stå frem og tage offentligt ansvar, men det betyder ikke, at lederen ser sig som skyldig, og hvad betyder det at tage ansvar, når det ikke er forbundet med at være skyldig? Man melder ud, at man tager ansvaret, og så sker der ikke mere.”

Ansvar hører til rollen som leder, mens skyld er personlig, og mange har svært ved at bruge ordet, mener Camilla Sløk.

”Historisk er skyld forbundet med noget religiøst og er derfor for svært og for stort at bruge for mange, fordi det også involverer en dom. Jeg mener, at vi har modsætningsfyldt forhold til skyld. Mange moderne mennesker nægter at bruge tid på at overveje skyldspørgsmålet. Men hvis de er blevet gjort ondt, så spørger de alligevel, hvem der er skyldig,” siger hun.

At en leder således gerne står til ansvar, men ikke kan se sig selv som skyldig, hænger sammen med det menneskesyn, som er fremherskende i ledelseslitteraturen. Groft sagt er der to skoler inden for ledelseslitteratur ifølge Camilla Sløk. På den ene fløj er den såkaldt kritiske skole, hvor ledelse ses som kontekst og kultur. På den anden, som er den mest toneangivende fløj, er litteraturen, som tager afsæt i den stærke person.

”Det er et positivt menneskesyn, hvor man går ud fra, at mennesket er godt. Som leder skal man appellere til de ansattes inderste gode væsen, fordi den enkeltes lyst til at præstere kommer indefra, men det positive menneskesyn rummer ikke plads til at tale om lederen som et menneske med fejl og mangler, som også kommer til at gøre sig skyldig,” siger hun.

Det positive menneskesyn i ledelseslitteraturen har idéhistorisk rod i opgøret mellem reformatoren Luther (1483-1546) og humanismens store filosof, teologen Erasmus af Rotterdam (1469-1536). Erasmus mente, at det var muligt at vælge at gøre godt, og står dermed bag det positive menneskesyn. Luther mener ikke, at mennesket kan undgå at komme til at gøre andre ondt og ser skyld og synd som et menneskeligt vilkår.

”For Luther var det et realistisk menneskesyn, som hvilede på erfaringerne om, at mennesker begår fejl,” siger Camilla Sløk.

I de seneste 100 år har det positive menneskesyn sammen med psykologien på mange måder sejret.

”Ledelse er et kulturelt fænomen, og ledelsesidealerne er et udtryk for vores samfund, hvor vi er præget af det positive menneskesyn, som understøttes af pædagogikken og psykologien. Efter Anden Verdenskrig gjorde man for alvor op med Luthers mere pessimistiske syn på mennesket. Børn skulle ikke være kuede, og man ville opdrage børn til tro på sig selv og tro på andre. Det har præget den måde, pædagogikken har udformet sig på, og den måde, der er blevet drevet skole fra 1960'erne og frem,” siger hun.

Camilla Sløk mener, at det positive menneskesyn på nogle fronter er gået for vidt.

”At vi fejler og kommer til kort, er et uomgængeligt faktum, og når det sker, kan vi kun forklare det psykologisk,” siger hun og nævner som et eksempel brugen af ordet ”psykopat”, som hun mener, er blevet for udbredt i ledelseslitteratur.

”Psykopat er et radikalt begreb, og reelt er det mindre end fire procent af befolkningen, som er psykopater, men i stedet for at tale om ansvar, skyld og fejhed i en virksomhed, så bruger man det ikke særligt anvendelige begreb nærmest i flæng.”

På væggen over Camilla Sløks skrivebord hænger et ark med symptomer på stress. Hun ser en sammenhæng mellem fornægtelsen af skyld og udbredelsen af stress i dagens samfund.

”Vi lærer, at mennesket er godt, men vi oplever hver især, at vi kommer til kort. Engang kunne man tale om at skamme sig over sit nederlag, men i dag kan nederlags-erfaringerne og den ikke italesatte skyld også materialisere sig som stress.”

Måske vil morgendagens ledere være i stand til at tage ansvar og erkende sig skyldige. Både blandt ledere, som Camilla Sløk underviser på MPA-studiet, og de studerende på master-niveau mærker Camilla Sløk en kritisk refleksion over det positive menneskesyn, og generelt er der en øget interesse for at diskutere etiske spørgsmål. Der er rift om hendes kursus. 68 søgte ind på næste kursus, men der optages kun 40 studerende.

”Det er min overbevisning, at Luthers menneskesyn er forbundet med trøst: Mennesket skal ikke finde ud af det hele selv, men er tilgivet gennem den kærlighed, som ligger i Kristus. Det er ikke noget, man kan eller skal undervise i på CBS, men det interessante er, at det religiøse sprog har betydning for lederes håndtering af skyld og ansvar. Når vi ikke længere har kristendom som en eksplicit fælles, religiøs referenceramme, bliver skyld i moderniteten et individuelt anliggende og dermed diffust. For skyld er et relationelt begreb, ligesom ansvar er. Når jeg i min undervisning forklarer de tanker, som Luther og andre tænkere har gjort om synd og skyld og tilgivelse, hører jeg fra de studerende, at de bliver inspirereret, og mange kan sætte det ind i deres eget erfaringsunivers. Det er mit mål, at ledere får en alvorlig og nuanceret forståelse af skyld og ansvar.”

LÆS KAPITEL 5 FRA BOGEN HER