Uden at spørge hæver Unicef frivillige bidrag

Blandt andet krige i Syrien har fået Unicef til at slå alarm. 28 millioner børn verden over er fordrevet fra deres hjem på grund af voldelige konflikter, og næsten lige så mange har forladt deres hjem, fordi deres forældre søger et bedre liv til dem. Her er det syriske børn, der leger i en flygtningelejr i Libanon. Foto: Bilal Hussein/Polfoto

Velgørenhedsorganisationerne må tænke kreativt, når de skal have nye bidragsydere i folden eller have flere penge i kassen fra eksisterende donorer. Men de kan risikere at gå over stregen, mener forsker, der kritiserer en ny fremgangsmetode hos Unicef

For en måneds tid siden modtog knap 4000 af Unicefs faste bidragsydere en mail med overskriften ”Vigtig information om din Unicef-aftale”. Den vigtige information bestod dels af en oplysning om, at Unicef i hidtil uset grad har brug for penge til nødhjælp i katastroferamte områder rundtom i verden, og dels af en meddelelse om, at man som bidragsyder ville få hævet sin faste månedlige donation med 10 kroner.

Forhøjelsen på de 10 kroner var naturligvis frivillig, men for at lette administrationen, forlød det i mailen, måtte man som bidragsyder gøre noget aktivt selv, hvis man ikke ønskede at give mere. Enten forfølge et link og herved takke nej til at bidrage med det ekstra beløb eller ringe organisationen op.

Men kan man som velgørenhedsorganisation tillade sig at hæve folks frivillige bidrag på en måde, hvor man undlader at spørge om lov først?

Spørgsmålet skal ses i lyset af, at flere organisationer end nogensinde før samler penge ind til forskellige godgørende formål. Og der må tænkes kreativt for at være præcis dem, der får folk til at gribe til pengepungen. Men det er en balancegang – for hvornår skaber organisationerne mere irritation end motivation hos potentielle bidragsydere?

Med jævne mellemrum høres kritik af blandt andre de såkaldte ”facere”, der hverver bidragsydere på gaden – folk føler ikke, at de kan gå i fred for dem. Og en anden ikke uhørt klage lyder, at der efterhånden er så mange organisationer, der har tilladelse til at bede om bidrag over telefonen, at man i visse tidsrum aldrig besvarer telefonen. Endelig er antallet af organisationer, der afholder landsindsamlinger ved at stemme dørklokker, vokset betragteligt.

Hos Unicef mener kommunikationsdirektør Line Grove Hermansen, at organisationen som børns talerør har pligt til at handle, når verdenssituationen kræver en ekstraordinær indsats. Når man i det konkrete tilfælde har valgt at sende en mail ud til en bestemt gruppe af såkaldte ”verdensforældre” – 3700 i alt – skyldes det, at netop disse har været svære at træffe over telefonen, så man ikke har kunnet spørge dem mundtligt, om de ønskede at øge deres bidrag.

At man som modtager af mailen selv aktivt skal gøre noget for at undgå at få sit bidrag øget, skyldes primært praktik.

”Man kunne også have gjort det omvendt. Men for os har det været vigtigt, at det blev administrativt let at tilgå, og at der selvfølgelig stadig var en mulighed for at sige nej tak,” siger hun.

Line Grove Hermansen oplyser, at Unicef generelt har oplevet, at de bidragsydere, man har fået fat på over telefonen, gerne har villet øge deres månedlige bidrag. Det er således den erfaring, som organisationen har taget udgangspunkt i, da man valgte automatisk at hæve støtten hos de 3700 ”verdensforældre” ud af organisationens i alt 80.000. Line Grove Hermansen vil da heller ikke afvise, at Unicef vil benytte metoden en anden gang.

”Det er få af dem, vi har kontaktet per mail – under én procent – der efterfølgende har opsagt deres aftale på grund af utilfredshed med metoden, og vi har fået lige så mange positive tilbagemeldinger som negative. Nogle har ligefrem valgt at hæve deres bidrag med mere end de 10 kroner. Desuden er det sådan, at uanset hvordan vi vælger at gøre det, så er der altid nogle, der falder fra. Det kan ske af mange grunde. Lige fra dårlig økonomi, til hvis vi har lagt en tekst på Facebook, som nogle mener burde være anderledes,” siger Line Grove Hermansen.

Pelle Guldborg Hansen, lektor på Roskilde Universitet, forsker i ”nudging”, der er en betegnelse, som bruges om tiltag, der sættes i værk for at skabe forandringer i menneskers adfærd. Han forklarer, at Unicef i ovennævnte situation har benyttet sig af det, der kaldes et ”forudindstillet valg”.

Han sammenligner det med en virksomhed, der markedsfører sig på at være miljøbevidst, men som kun printer på den ene side af papiret. Det er, finder en kvik sjæl ud af, uhensigtsmæssigt, og for at imødekomme problemet vedtager man som udgangspunkt fremadrettet at printe på begge sider. For at undgå at nogle glemmer at printe på begge sider af papiret, forudindstiller man derfor printeren til at gøre det automatisk.

Der er dog flere problemer med forudindstillede valg. Dels fungerer et sådant valg kun, hvis udfaldet giver det mest hensigtsmæssig resultat i det øjeblik, man er uopmærksom – dels sker der en masse såkaldte default-effekter ved forudindstillede valg. Default-effekter er et udtryk for, at man afviger fra det, som oprindeligt var ens foretrukne valg.

”Det er en udbredt strategi. Forsikringsselskaber og telefonselskaber gør det hele tiden. Der sker det, at når du får meddelelsen om, at dit bidrag sættes op, så bliver du enten slet ikke opmærksom på det, eller en af de her default-effekter går i gang. Det kan være, at du simpelthen ikke orker at gå ind og melde det fra lige nu. Eller måske tænker du, at når Unicef sætter beløbet op på denne måde, så må det være, fordi alle andre er o.k. med det, eller du tænker, at når Unicef anbefaler det, så er det nok også rigtigt,” forklarer Pelle Guldborg Hansen.

Ifølge ham kan Unicefs tiltag ses som et udtryk for, at de fratager folk deres autonomi, idet de på forhånd har foretaget et valg på donorernes vegne. Tilmed har de brugt et trick, der får ændringen til at se ud som en bagatel.

”Hvis de havde skrevet, at de øgede bidraget med 120 kroner om året, ville folk i højere grad huske at gå ind og takke nej til bidragsforhøjelsen, fordi det er et relativt stort beløb. Men Unicef satser helt bevidst på, at folk er uopmærksomme eller ikke får taget sig sammen til at gå ind og ændre et relativt lille beløb,” siger Pelle Guldborg Hansen.

Men det er i etisk henseende en problematisk fremgangsmåde, som Unicef benytter sig af, mener han. For spørgsmålet er, om den situation, der beskrives i deres mail, er alvorlig nok til, at man har lov at svække bidragsydernes autonomi.

”Det er etisk set ikke o.k. at gå over grænsen for folks autonomi. Mange vil dække sig ind under, at de jo gør opmærksom på det. I det her tilfælde i en mail. Men de, der sidder og udtænker det her, ved godt, at mange bidragsydere af den ene eller anden grund ikke får afvist at give 10 kroner ekstra, selvom det måske er deres intention,” forklarer Pelle Guldborg Hansen og kalder det en meget særlig handling, som Unicef har benyttet sig af.

”Det er en organisation, som belaver sig på frivillig donation, og her mener jeg nok, at den er gået over stregen.”

Lektor i digital forbrugerkultur på Syddansk Universitet Gry Høngsmark Knudsen ser ikke Unicefs fremgangsmåde som direkte uetisk og sammenligner den med de abonnementsforhøjelser, avisabonnenter af og til udsættes for. Men når vi bliver mere forargede over Unicefs eller andre velgørenhedsorganisationers fremgangsmetoder, handler det ofte om, at vi ikke er vant til at betragte dem som virksomheder.

”Organisationerne er vi vant til primært at opfatte som ngo’er, men de fungerer i dag i høj grad som virksomheder og benytter sig på den måde også i stigende grad af markedsføring og kommunikation. Ligesom alle andre virksomheder har de også omkostninger, der stiger, og som skal dækkes ind,” siger hun.

Gry Høngsmark Knudsen tror på, at det fremadrettet primært bliver via abonnementer, vi donerer penge, frem for at smide direkte i en indsamlingsbøsse.

”Det kommer til at betyde, at vi forpligter os på en anden måde. Men det giver også udfordringer til velgørenhedsorganisationerne, for de er nødt til at finde ud af, hvad de kan tillade sig, uden at det på et tidspunkt bliver for meget. Selvom vi gerne vil vise os som gode mennesker, der støtter op om gode ting, stikker vores engagement ofte ikke så dybt,” siger hun.

Robert Hinnerskov, generalsekretær for Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (Isobro), mener, at det er vigtigt, at etikken er i orden, når velgørenhedsorganisationer sætter jagten ind på donationer. Og tager man udgangspunkt i de tre begreber, som indrammer Isobros indsamlingsetik, har man et godt afsæt.

”Vores overordnede mantra er, at bidragsyderen skal være glad, der skal være en redelig kommunikation, og døren skal stå åben. På den måde kan man få et godt samspil mellem menneske og organisation ud fra en fælles interesse om at fremme en sag. Når man har sådan en platform at sætte fødderne på, så er det så den enkelte organisations opgave at finde sine ben at stå på. Man kan samle ind, arbejde politisk og være med i forskellige arrangementer, men man skal hele tiden arbejde med at finde en rolle og et passende niveau for sin virksomhed,” siger Robert Hinnerskov.