Hvad betyder det kategoriske imperativ?
Hvordan kan vi undgå, at følelser som vrede og jalousi påvirker vores fælles moralske normer? Svaret er ifølge oplysningsfilosoffen Immanuel Kant, at vi hver især handler mod andre, som vi synes, at de bør handle mod os selv og hinanden
Kunne du finde på at lyve, fordi du er forsinket? Måske. Vil du synes det er ok, hvis din ven gør det samme? Måske ikke. Men kan man hævde, at "alle de andre" bør følge moralske love, og samtidigt lave undtagelser for sig selv? Det mente den tyske filosof Immanuel Kant ikke. Derfor udviklede han i slutningen af 1700-tallet "det kategoriske imperativ" i sine værker om moral.
Det kategoriske imperativ lyder: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”.
Det betyder kort sagt, at vi altid skal gøre det, vi også ville mene, at andre burde gøre i samme situation.
Når det kategoriske imperativ kaldes kategorisk, betyder det, at det er almengyldigt og bør gælde i alle tilfælde til alle tider. At det er et imperativ betyder, at det er påbudt, altså noget, man bør gøre.
Det kategoriske imperativ kan derfor bruges som en slags formel, hvor vi kan indsætte vores egne handlinger den plads, hvor "x" står. På den måde kan vi se, om vi har handlet moralsk rigtigt.
For eksempel mener de fleste mennesker grundlæggende, at man altid bør tale sandfærdigt. Men de fleste har også prøvet at stå i en situation, hvor de ønsker at stikke en hvid løgn. Lad os sige, at du kommer for sent på arbejde eller i skole og fortæller, at forsinkelsen skyldes, at din cykel punkterede, selvom det ikke er sandt.
Hvis du spørger dig selv, om din ven eller kollega burde lyve for at dække over en forsinkelse, vil du nok svare nej. Men du kan måske godt finde på selv at lyve. Deraf kan du se, at vores eget behov i situationen får os til at ønske at tilsidesætte loven om at tale sandfærdigt.
Læs om Kants syn på opdragelse og pædagogik her
Det kategoriske imperativ forsøger derfor at komme udenom, at vi som mennesker både er frie fornuftsvæsener, som kan indse, hvordan vi bør handle i en given situation, men samtidigt er naturvæsener, der er påvirket af følelser som kærlighed, vrede og afsky. Det betyder, at vi ikke altid handler, som vi egentlig burde handle. Men det kategoriske imperativ er almengyldigt og ubetinget, og hvis vi følger det, hæver vi os over egne behov i en given situation.
Med det kategoriske imperativ ønsker Kant altså at skelne mellem tre forskellige typer af handlinger: Dem, der er direkte uetiske, dem, der er legale, men ikke moralske og de direkte moralske handlinger.
Misbruger du eksempelvis en person ved blot at bruge ham som middel til at nå dit eget mål, kan du måske undskylde handlingen over for dig selv, men den kan ikke siges at efterleve det kategoriske imperativ. Dermed må du kalde handlingen umoralsk.
Behandler du på den anden side dit eget barn på den mest kærlige måde, kan vi ikke være sikre på, om du gør det, fordi du vil efterleve det kategoriske imperativ eller fordi den er baseret på den kærlighed, du føler for dit eget barn. En sådan handling er legal, men kan ikke kaldes moralsk i egentlig forstand.
Står du derimod over for en person, du ikke rigtigt føler nogen affekt for, og efterlever du alligevel imperativet om ikke at lyve, er det tydeligt, at du udfører handlingen, fordi du føler dig forpligtet til at handle moralsk.
Her kan du læse videre om Kants relevans og gyldighed i dag.