Har vi pligt til at holde jul med vores ældre ensomme?

Lotte Heise (tv.) har i tre år haft sin mor, Inge Heise, boende hos sig. Selvom hun erkender, at det kan være besværligt, synes Lotte Heise, at man som pårørende har pligt til at tage sig af sine gamle familiemedlemmer også i julen. - Foto: Martin Dam Kristensen

Julen er den værste tid på året at være ensom. Derfor bør vi invitere vore ældre, ensomme slægtninge hjem i julen. Vi skal smide lidt af vores magelighed, siger ekspert

Julen er hjerternes tid, siges det. Den tid på året, hvor vi bryster os af at være ekstra kærlige mod vores næste. Men julen er også den tid på året, hvor vi brændende ønsker os, at alting går op i en højere enhed. Hvor traditioner helst skal holdes i hævd, og alt ånde fred og idyl i familien.

Men hvad nu, når vores gamle mor eller far, eller den moster, som vi var så tæt knyttet til som børn, pludselig er havnet på plejehjemmet eller bor mutters alene i den anden ende af landet og ikke umiddelbart har nogen familiejul i sigte?

Inviterer vi hjem til andesteg i familiens skød, selvom det betyder, at vi skal bruge en dag på at køre til den anden ende af landet for at hente vores gamle moster, der ikke længere tør køre alene med toget, eller selvom vi skal hente vores far hjem fra plejehjemmet vel vidende, at han på sine ældre dage er blevet så grådlabil, at han hvert andet øjeblik risikerer at briste i gråd, og i øvrigt ikke længere spiser så pænt som i fordums tid?

Da foredragsholder, forfatter og radiovært Lotte Heises mor for tre år siden blev ramt af en blodprop i hjernen og som følge deraf fik betydelige handicaps som talebesvær og motoriske problemer, besluttede hun, at moderen skulle hjem og bo hos hende og hendes tvillingedrenge i stedet for at komme på et plejehjem.

I år er det således tredje gang, hun holder en juleaften, der må planlægges med hensyntagen til moderens sygdom. Julemiddagen starter allerede klokken 18.00, klokken 20.00 har moderen sit første toiletbesøg, og efter det andet besøg klokken 22.00 kommer hun ned til sin egen afdeling i huset.

”Jeg synes ikke, at man kan være andet bekendt end at holde jul med sine gamle forældre - medmindre man har fået en masse bank, da man var barn. Det er mine store teenagedrenge, der bærer hende ned ad trappen og ned til sig selv, og det rødvin, de gerne vil have den aften, det venter de med at smage, til hun er kommet i seng. Sådan må det være,” siger hun.

Lotte Heise kan godt synes, at det er anstrengende at gennemføre en hel juleaften med en svækket mor. For ud over at tilgodese moderens behov, er det også hendes opgave at være opmærksom på de to sønner.

”Det er ikke fedt for drengene, at hun ikke spiser så pænt, men det er altså sådan, det er. Jeg synes, det er hårdt, men jeg føler mig ikke som et offer. Jeg tænker heller ikke, at man behøver at være sammen hele aftenen eller hele julen.

Min mor kan godt gå hen og blive meget trist indimellem, og så kan jeg sagtens finde på at sige til hende, at så må hun blive nede hos sig selv det meste af første juledag, så vi ikke skal gå og se på, at hun hele tiden er ked af det,” siger Lotte Heise.

Det er ikke altid, det er uproblematisk at invitere de af familiens gamle, der ellers risikerer at sidde alene, hjem til jul. Men ikke desto mindre bør man overveje det en ekstra gang, inden man beslutter sig for ikke at invitere. Det mener direktør i Ensomme Gamles Værn, Christine Swane.

”Der er mange interesser at balancere i de enkelte familier. Men jeg synes bestemt, at man bør overveje sin egen magelighed, før man undlader at invitere ældre slægtninge, fordi man så kun kan drikke et par glas rødvin til maden for at kunne køre onkel Bernhard hjem, når han er træt og gerne vil i seng,” siger hun.

Lars Lydholm, informationschef hos Frelsens Hær, understreger, at han ikke kun mener, at det er i julen, vi er forpligtet på hinanden, og at det ligeledes heller ikke kun er de gamle, vi skal tænke på, når vi beslutter, om vi i vores julefejring har plads til at lukke en mere ind i varmen. Også de yngre ensomme og de hjemløse har brug for, at nogen tænker på dem.

”Specielt i denne tid er det hårdt at sidde alene, fordi julen handler om fejringen af fællesskabet - både med Gud og med hinanden. Det er i juledagene, at hele samfundet lukker ned, og familierne samles. Men når man lukker ned, har man en forpligtelse til at byde indenfor i fællesskabet. Det er tydeligt i kristendommen - Gud sendte jo heller ikke bare et Facebook-opslag, han kom selv, fordi han ville have fællesskab med os,” siger han.

Frelsens Hær arrangerer flere steder rundtom i landet juleaften for ensomme voksne. Arrangementerne plejer at være velbesøgte, men fra de ældre borgere oplever Lars Lydholm ofte, at tilmeldingerne kommer i sidste øjeblik.

”Der er en tendens til, at de ældre trækker tilmeldingen så længe som muligt, fordi de håber, at nogen fra familien ender med at invitere dem hjem til jul. Det ved den hjemløse godt ikke sker for ham, men de ældre, de går og håber,” siger han.

Christine Swane tror heller ikke, at der findes ret mange, som ikke gerne inderst inde vil holde jul i familiens skød, hvis det er muligt, og hvis da ikke gaveræs og larm dominerer festen. Og man skal ikke altid tage et nej fra de gamle som et udtryk for deres dybe ønske.

”Gamle mennesker vil nødig ligge til last og er som regel meget villige til at sætte egne behov bagest. 'Jeg har ikke noget imod at holde jul alene,' siger de måske. Men jeg tror, at det kan skyldes, at de ved, at det kan være svært at få det anderledes, når familiepuslespillet skal gå op,” siger hun og opfordrer til at invitere af omsorg og lyst.

”Man skal ikke viderelevere en eller anden form for opofrelse. Det kan mærkes, og ens gamle svigermor vil føle sig som en belastning. Hvis man inviterer, må man gøre det af et godt hjerte og for at samle generationerne,” siger Christine Swane.

Tidligere bestyrer af PlejehjemmetLotte på Frederiksberg i København og medlem af Folketinget for Liberal Alliance, Thyra Frank, er enig med Christine Swane i, at alle invitationer helst skal gives af lyst frem for pligt. Men hun mener dog samtidig, at det kan være nødvendigt at ofre noget af sig selv, hvis lysten reelt ikke er til stede.

”Jeg synes, at alle har en pligt - også selvom alle ikke har været lige heldige med deres forældre. Som voksen må man komme til et punkt, medmindre der har været tale om helt ekstreme svigt, hvor man siger til sig selv, at ens forældre har gjort det så godt, de kunne, med de forudsætninger, som de nu engang havde. Man må øve sig i at tilsidesætte sig selv på den konto,” siger hun.

Fra sin tid som plejehjemsleder ved Thyra Frank, at det kan være svært at få familiekabalen til at gå op juleaften. Derfor arrangerede hun og hendes medarbejdere dengang altid julemåltidet til frokost den 24. december. Så kunne de voksne børn, som måske også havde børnebørn, de gerne ville være sammen med, alligevel holde jul med deres gamle far eller mor, som hun også oplevede nogle gange foretrak plejehjemmet frem for festivitassen hos børnene.

”Man skal også huske på, at der er nogle gamle, som faktisk helst vil blive på plejehjemmet i julen, fordi de synes, det bliver for meget med børn og larm og pakker,” siger Thyra Frank.

Hun mener, at julen for gamle mennesker kan være en tid, hvor de er ekstra sårbare. Det er her, ensomheden for alvor udstilles. Mange kigger bagud med både melankoli og sorg og slår sig selv i hovedet med alt det, de synes, de kunne have gjort bedre. Derfor synes hun, at det kan være svært at forstå, at yngre familiemedlemmer har helt andre prioriteter end samvær med deres gamle.

”Vi lever i et samfund, hvor jeg godt kan mærke, at nogle er sig selv nok og synes, at det er dem og deres egen designerjul, der er vigtigst. Og så er det kun til besvær, hvis man skal hente den gamle mor i Jylland eller på plejehjemmet. Men hvor ville det være godt, hvis man fik lært sine børn, at hele verden ikke altid bare drejer sig om dem,” siger Thyra Frank.