LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Har mennesket den etiske ret til at dræbe dyr?

Knap 180.000 har jagttegn i Danmark, og antallet stiger støt. Men er det udtryk for et stadigt mere forskruet syn på naturen og dyrene, eller er det en naturlig tilbagevenden til vores urgamle behov for at jage og finde friheden i det fri? – Foto: Polfoto

Vi rykker vores hverdag stadigt længere væk fra naturen. Samtidig går stadigt flere på jagt. I en ny bog undersøger en gruppe forskere, hvordan vores forhold til det at slå dyr ihjel har ændret sig, og stiller spørgsmålstegn ved, om det er etisk fuldt forsvarligt

Når Claus Lind Christensen har det bedst, ligger han på en pram i havet og venter på edderfugle. Ved siden af ham ligger bøssen klar til, at han kan trække den op mod den udvalgte fugl i flokken og sende sværmen af hagl af sted. Eller han går rundt i skoven og forbereder næste års sæson sammen med sine jagtkammerater. De planter træer, som kan danne rammen om et nyt jagtareal. De fylder fodertønder, rejser skydetårne og reparerer måske lidt på jagthytten – bundet sammen af en fælles passion, ritualer og et moralkodeks, som siger, at man kun slår ihjel med respekt for vildtet.

De seneste år er stadigt flere danskere begyndt at søge noget af det samme som Claus Lind Christensen. De melder sig ind i Danmarks Jægerforbund og gennemgår prøverne for at få deres jagttegn. Knap 180.000 svarende til godt tre procent af befolkningen har nu lov til at skyde vildt, og det er det højeste antal siden 1941, hvor man begyndte at registrere jægerne. Hvert år stiger tallet med adskillige tusinde. Jægerne søger tilbage til den natur, vi har fjernet os stadigt længere væk fra, har livsstilsforskere løbende forklaret. De fleste forsøger at finde ro og frihed fra en stresset hverdag, måske også i håbet om at finde dybere ind i sig selv.

Den del forstår Mickey Gjerris godt. Han er lektor i bioetik, uddannet teolog og ekspert i blandt andet natur- og dyreetik. Han finder også selv naturen meditativ, men han forstår ikke behovet for at tage våben med. Hvor er roen i at slå dyr ihjel? På baggrund af den undren, gik han sammen med fire forskerkolleger, og det førte til, at de sammen nu udgiver bogen ”Jagt – natur, mennesker, dyr og drab”. Her undersøger de, hvad det mon er, der er på færde, når stadigt flere gør drab på dyr til en hobby. Hvad er det udtryk for, og – ikke mindst – er det et etisk problem?

Det er de ikke enige om, og det er heller ikke meningen, forklarer Mickey Gjerris. Bogen er ikke et partsindlæg imod jagt som fænomen, den er i stedet skrevet for at kvalificere debatten om emnet. Den ender nemlig ofte i skyttegravskrig mellem morderne og naturfundamentalisterne .

”Jagt er et emne, der virkelig kan bringe sind i kog,” siger han, ”for det udfordrer en række grundlæggende værdier, blandt andet omkring menneskets ret til at slå dyr ihjel – og hvordan. Og om hvilken slags natur vi gerne vil have i Danmark – og for hvem.”

Selv er han ikke i tvivl: De former for jagt, der ikke er nødvendige for undgå, at overpopulation skaber ubalance i naturen, er etisk stærkt problematiske. I særlig grad, når man opdrætter fasaner og ænder og andre dyr med det ene formål at sætte dem reelt forsvarsløse ud i naturen for at blive skudt. Når det alligevel sker flere hundrede tusinde gange hvert år, er det for ham at se udtryk en manglende respekt og følelse af ansvar over for dyr og natur.

”For mig er det meste jagt blot en inhuman slagtningsmetode, som tilsidesætter grundtanken om, at dyr har en etisk betydning og ikke bare er et middel til et mål for mennesket. I min optik er dyr også omfattet af vores etiske ansvar og omsorg, og de har ret til at udfolde deres liv, uden at vi mennesker eftersætter dem, når det faktisk ikke er nødvendigt for os at gøre det. Det kød, vi køber fra køledisken, rummer også en lang række etiske problemer, men det gør jo ikke, at jagt automatisk er bedre,” siger Mickey Gjerris.

I Danmarks Jægersamfund, hvor Claus Lind Christensen er formand, har man et noget andet syn på, hvad jagt egentlig er. For jagt har været en naturlig del af menneskets liv i årtusinder, påpeger han, og om man henter kødet i en køledisk eller i naturen burde være underordnet.

Skulle man endelig vælge, har vildtet haft et frit liv, inden det bliver hentet ind til kødgryderne. For ham er jagt på linje med fiskeri og svampeplukning. At de fleste så samtidig gør det for fornøjelsens skyld, har han svært ved at se skulle være et problem, så længe de følger de juridiske og etiske regler, der er.

”Folk søger spænding på alle mulige måder i dag, ikke mindst i samspil med naturoplevelser. Jeg tror, det er manges måde at holde ud at bo i byen på. I naturen genfinder de nogle urbehov, som ikke længere er en naturlig del af vores hverdag, så alene af den grund har jagt en berettigelse. Men det er klart, at der følger særlige forpligtelser med, når man dræber dyr. Som jæger skal man have respekt for naturen, og derfor er jægeres moralkodeks meget stærkt og klart defineret,” siger han.

For især de lidt ældre jægere er kodekset nærmest indoktrineret. Mange af dem er blevet jægere, fordi deres far var det, og er vokset op med naturen helt tæt på. Men, erkender Claus Lind Christensen, der ligger en udfordring i at give den samme ballast til den nye type af jægere, der er vokset frem især de seneste to årtier.

Modsat tidligere er de typisk højtuddannede, relativt velhavende og byboere. De har også i langt større omfang hang til at tage på storvildtjagt i udlandet, skyder med større ammunition og dyrker trofæjagt, konkluderede en undersøgelse, Danmarks Jægerforbund lavede i 2007. Det er den slags, der giver næring til Mickey Gjerris’ og andres modstand mod jagt: Der er simpelthen for mange, der jager af de forkerte grunde. Men det er netop derfor, man skal tage jagttegn, påpeger Claus Lind Christensen. Det er lige så svært at tage som et kørekort og giver en grundig uddannelse i at færdes korrekt i naturen.

”Desuden,” siger han, ”så er der vel ikke en endegyldig sandhed om, hvad den rigtige dyre- og naturetik er. I dag får mange dyrebestande lov til at vokse, for eksempel bramgåsen, der gør store skader på landbruget og derfor mange steder anses for at være en flyvende rotte. Det samme gælder måger, og det fortjener de ikke. Jagt er faktisk en vigtig del af vores dyre- og naturforvaltning.”

Bengt Holst er formand for Det Dyreetiske Råd. Og så er han den videnskabelige direktør i Københavns Zoo, som i 2014 blev beskyldt for at have et helt forskruet syn på dyreetik, da han lod den raske giraf Marius aflive, obducere og kaste for løverne lige foran publikum. Vreden kom fra hele verden, blandt andet i form af flere end 40.000 rasende mails og breve, men igen og igen fortalte han de internationale medier, at så længe folk ikke har et realistisk forhold til naturen, kan vi glemme alt om naturbevarelse. For naturbevarelse handler ikke om, at alle individer skal bevares, men om at bevare sunde dyrebestande.

Et langt stykke ad vejen er det en tilsvarende sammenblanding af følelser og realiteter, der kommer til udtryk i debatten om etikken i jagt, mener han. Og det skyldes ikke mindst, at vores forhold til dyr er blevet disneyficeret, i takt med at stadigt flere flytter ind til byerne og bliver fremmedgjorte over for naturen. Vi ved ikke længere, hvordan dyr lever og dør, vi vil helst nøjes med at forestille os de nuttede billeder af, når de fødes.

”Jeg er ikke selv jæger, men har intet problem med jagt som sådan, blot jægerne overholder de gældende regler og etikken omkring jagt. Udfordringen er, at mange ikke bryder sig om, at mennesket på den måde skalter og valter med liv, men man kommer nu engang ikke uden om, at døden er en naturlig del af naturens processer og ikke noget, vi mennesker har skabt.”

Har vi som mennesker ikke netop muligheden for – og måske en forpligtelse til – at sætte os ud over den naturlighed i det omfang, det ikke er nødvendigt at skyde dyrene?

”’Beslutningen’ om, at vi mennesker kan tage livet af dyr, blev truffet for mange tusinde år siden, da vores forfædre blev kødædere. Så det er hverken forkert eller unaturligt, men der skal selvfølgelig være et formål, og det er her, vandene skilles. For hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng? Jagt handler for mig ikke om, at mennesket sætter sig over dyret, det er nu engang del af naturens dynamik på samme måde, som at rovdyr er over planteæderne. Så længe jægerne holder sig til at høste det overskud, naturen selv skaber, er jagt fint for mig. Men at opdrætte dyr udelukkende med henblik på at skyde dem, har jeg et problem med, for så er jagten netop ikke længere del af naturens dynamik.”