LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Har danske læger et habilitetsproblem?

Tegning: Morten Voigt

Det har været svært at finde habile læger til det nyoprettede medicinråd, og flere mener, at lægers efteruddannelse i højere grad skal betales af arbejdsgiver og ikke medicinalindustrien. Generelt kan danskerne dog stole på, at lægen, der behandler dem, ikke er i lommen på industrien, lyder det fra fagfolk

Den 1. januar i år blev Medicinrådet nedsat af Danske Regioner. Et uafhængigt råd, der skal udarbejde anbefalinger og vejledninger om lægemidler til sygehusene i landets fem regioner. Det har lige fra begyndelsen været et krav, at de læger, der er tilknyttet rådet, skal være uvildige.

Det betyder, at ingen i Medicinrådet må have særlig personlig eller økonomisk interesse i de sager, vedkommende beskæftiger sig med i rådet. Sagt helt enkelt; hvis man som hjertelæge står i et forhold til en producent af hjertemedicin – for eksempel deltager i kursusforløb eller på kongresser arrangeret af virksomheden – så er man inhabil.

Men det har været svært for Medicinrådet at finde kvalificerede læger, der kan besætte posterne som fagudvalgsformænd uden at være inhabile. På nuværende tidspunkt mangler der således stadig tre af slagsen, og man skal ikke længere tilbage end til forrige uge, da der stadig manglede seks formænd ud af 16.

Situationen i Medicinrådet aktualiserer diskussionen om, hvor tæt en relation der bør være mellem den industri, der fremstiller vores medicin, og de læger, der ordinerer den til os. Kan jeg som patient stole på, at den læge, der udskriver min livsnødvendige medicin, ikke er under påvirkning af, at han i sidste uge var på kongres betalt af en specifik medicinproducent?

Morten Freil, der er direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter, er udmærket klar over, at en stor del af den danske lægestand på enten den eller anden vis har et samarbejde med medicinalindustrien. Alligevel er det kommet bag på ham, at det har været så svært at finde egnede fagudvalgsformænd til Medicinrådet.

”Der er mange læger, der på et eller andet tidspunkt har arbejdet med industrien. Derfor har rådet også lavet en overgangsordning, hvor man vil dispensere for ’fortidssamarbejder’. At det på trods af den ordning har været svært at finde nogen blandt de førende specialister, der ikke var inhabile, har været overraskende,” siger han.

Morten Freil påpeger, at der selvfølgelig skal være et forskningssamarbejde mellem de dygtigste læger og industrien, da dette også er i patienternes interesse. Men måden, hvorpå man honorerer lægerne, skal man være bevidst om. Direkte økonomisk aflønning kan være et problem.

”Vi har hos Danske Patienter blandt andet foreslået, at man lavede nogle puljer, hvor betalingen gik til arbejdsstedet og ikke den specifikke læge. For der er lavet masser af studier, der viser, at økonomi påvirker adfærd, og at læger, der får penge fra industrien, udskriver mere medicin fra det pågældende firma,” siger han.

Morten Freil er opmærksom på, at problemet om inhabilitet også kommer i spil, når læger tager på kongresser og konferencer arrangeret af medicinalproducenter. Her foregår en indirekte påvirkning, og selvom der er gevinst i form af ny viden, der kan deles på afdelingerne efterfølgende, mener han i bund og grund, at det er forkert, at industrien betaler for efteruddannelse af lægerne.

”I alle andre brancher er det typisk arbejdsgiveren, der betaler for efteruddannelse. Derfor mener vi også, at de danske regioner må på banen nu. Vi hører fra en række af læger og eksperter, at når læger tager på op til fire kongresser om året, så er det måske i virkeligheden kun den ene, der er nødvendig. Og det koster jo også arbejdstimer at have personale på konference så mange dage om året. Det kan være, at læger i stedet kun skal på én årlig konference, og at den tid, man frikøber fra de andre konferencer, så passende kan bruges til at betale for noget af det her efteruddannelse,” siger Morten Freil.

Thorsten Schumann er overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Aabenraa Sygehus og tillige medlem af netværket ”Læger uden sponsor”, som er et netværk, der ønsker at fremme uafhængighed af kommercielle interesser i såvel forskning som patientbehandling. Han er glad for, at Medicinrådet har stået fast på kravet om, at fagudvalgsformændene ikke må have tilknytning til medicinalindustrien. At det har været så svært at finde egnede kapaciteter til rådet, giver ham dog mistanke om, at man ikke hidtil i tilstrækkelig grad har været opmærksom på lægers inhabilitet på eksempelvis deres arbejdspladser.

”Jeg synes, at konsekvenserne af Medicinrådets krav er positive. Kritikerne har fremført, at der ikke vil være tilstrækkelig relevant, faglig rådgivning at hente, men jeg tænker, at det vil medføre en reaktion, så vi nu får indført mere uafhængighed i lægers efteruddannelse generelt,” siger han.

I Sundhedsstyrelsen har der, påpeger Thorsten Schumann, længe været habilitetsregler. Men de er ikke blevet taget alvorligt, mener han. Derfor hilser han det velkommen, at Region Syddanmark, hvor han selv er ansat, netop har indført, at ingen medarbejdere må deltage i efteruddannelse arrangeret af medicinalindustrien.

Det betyder dog ikke, at Thorsten Schumann er imod alt samarbejde lægestand og medicinalindustri imellem. Der skal bare tages nogle afgørende forbehold.

”Samarbejdsformen er vigtig for patienternes skyld. Der skal være åbenhed, og der må ikke høre faglig rådgivning til i samarbejdet. Hvis man som læge selv modtager penge, naturalier eller prestige, så er man uegnet til at give faglig rådgivning,” siger han.

Thorsten Schumann tror på, at patienter i højere grad fremover kan have tillid til, at deres læge ikke samarbejder med industrien. Det skyldes et øget fokus på de problematikker, der knytter sig til et sådant samarbejde, som dog har været længe undervejs.

”For lægerne har det været en erkendelsesproces, hvor mange fra begyndelsen har haft det individuelle perspektiv, at ’deltager jeg lige i en konference, hvor jeg føler mig lidt eksklusiv ved at være inviteret, sker der ikke noget ved det’. Nu har de fået øjnene op for, at det er et institutionelt problem, der ikke kun vedrører dem selv, men hele systemet,” siger han.

Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen, mener, at det er problematisk, hvis patienter på landets sygehuse som følge af uhensigtsmæssige rammer omkring Medicinrådet ikke kan blive behandlet med den nyeste og bedste medicin. Det gælder, uanset hvad årsagen måtte være.

”Spørgsmålet om lægernes uvildighed er principielt og bygger ikke på en oplevelse af, at der har været et problem. Derfor: ’If it ain’t broken, don’t fix it.’ Der er ingen, der kan pege på eksempler, hvor det skulle have været et problem i Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin og Rådet for anvendelse af dyr sygehusmedicin (forløberne for Medicinrådet, red.), så det er en teoretisk bekymring. Det typiske billede er, at lægerne samarbejder med en række konkurrerende virksomheder og dermed netop ikke kan siges at være biased (farvede/pårvirkede, red.),” siger hun.

Et samarbejde mellem lægestand og industri finder Ida Sofie Jensen både naturligt og nødvendigt. Samarbejdet, mener hun, kommer både virksomheder og sundhedsvæsen til gode. Og så længe der er tale om samarbejder, hvor der er fuld åbenhed omkring såvel det faglige som det økonomiske, og som holder sig inden for rammerne af det, hun kalder medicinalbranchens eget strenge branchekodeks, ser hun intet problem.

”Kliniske forsøg er en grundsten i udviklingen af ny medicin – og en forudsætning for myndighedsgodkendelsen. Den erfaring, der opnås, er med til at opkvalificere det sundhedsfaglige personale og styrke deres viden om de nyeste behandlingsformer. Virksomhederne har derefter løbende brug for feedback fra lægerne om lægemidlets effekt, bivirkninger og betydning for patienterne i det hele taget. Og omvendt har lægerne behov for – bredt set – at holde sig opdateret på, hvad der sker på deres område. Det er en opgave som det offentlige sundhedsvæsen ikke hidtil har taget på sig,” siger Ida Sofie Jensen.

Den ene af to formænd for Medicinrådet, lægefaglig direktør på Hospitalsenheden Horsens Jørgen Schøler Kristensen, er overrasket over, at diskussionen om habilitet i Medicinrådet er blevet så omfattende.

”I Danmark er der ikke noget stort habilitetsproblem. Det mener vi ikke. I bund og grund er folk habile, men det handler om, at Medicinrådet gerne udadtil vil vise tydeligt, at der er habilitet i rådet, og at vi følger forvaltningsloven. Og man er inhabil, hvis man får 25.000 kroner af et medicinalfirma for at rejse til USA på konference,” siger han og understreger, at der kun er tale om 2000 danske læger, der får penge for at deltage i konferencer, ifølge de seneste opgørelser.

Jørgen Schøler Kristensen er overbevist om, at lægestanden og industrien har gensidigt brug for hinanden, og han har stor tiltro til, at der fremover vil være gode samarbejder, hvor lægerne ikke vil kunne klandres for at være inhabile.

”I Danmark kan man være helt tryg ved sundhedsvæsenet, hvad habilitet angår. Det er ganske få tilfælde, hvor der har været problemer.”