LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Hvilke etiske spørgsmål rejser Se og Hør-sagen?

Hvornår kan man retfærdiggøre at bruge informationer, man er kommet frem til på ulovlig vis? Det er et af de etiske spørgsmål, som Se og Hør-sagen har aktualiseret, mener Kurt Strand. Foto: Kasper Paslnov

Den store medieskandale om Se og Hørs brug af den såkaldte tys-tys-kilde er ikke kun et spørgsmål om lovligt og ulovligt - den kaster også lys over flere væsentlige etiske dilemmaer, som kan få betydning for mediehusenes praksis fremover, mener mediejournalist Kurt Strand

I 2014 afslørede den tidligere journalist på Se og Hør Ken B. Rasmussen, at en kilde ulovligt formidlede kendte og kongeliges kreditkortoplysninger til ugebladet, som skrev artikler på baggrund af oplysningerne.

I disse måneder er den sag, som er blevet døbt Danmarks største medieskandale, igen aktuel, fordi retssagen nu ruller. Her skal det blandt andet afgøres, om tidligere chefredaktører på Se og Hør som Henrik Qvortrup og Kim Henningsen har handlet ulovligt.

Sagen om Se og Hør er i det hele taget fuld af juridiske spørgsmål, men hvordan forholder det sig med de etiske? Hvilke etiske dilemmaer har sagen belyst, og hvilken betydning kommer den til at få for etikken på de medier, danskere bruger hver dag? 

De spørgsmål har Kristeligt Dagblad stillet journalist Kurt Strand, som er vært på radioprogrammet "Mennesker og medier" på P1, og som er fast mediekommentator for Kristeligt Dagblad.

Det største etiske dilemma, som sagen byder på, er ifølge Kurt Strand, hvornår et medie kan argumentere for nødvendigheden af at bryde loven for at udgive en historie.

"Så sent som i morges så jeg et klip med whistlebloweren Edward Snowden, hvor han siger, at nogle gange kan man af moralske grunde blive nødt til at bryde nogle formelle regler. Det var han nødt til at gøre, fordi han lå inde med oplysninger om, hvordan de amerikanske myndigheder registrerer informationer, som han ikke mener bør registreres," fortæller Kurt Strand og tilføjer:

"Han er et godt eksempel på, at man hele tiden skal være opmærksom på, hvorvidt en sag har stor almen interesse. Og der kommer Se og Hør-sagen uanset juridiske domme til at rejse den samme etiske diskussion, nemlig: Er det her stort nok til, at man kan tillade sig at bryde formelle regler?" 

Udtrykket "almen interesse" er da også centralt i de regler for god presseskik, som Pressenævnet har udgivet. Reglerne hører ikke under den juridiske lovgivning, men de danner baggrund for de kendelser, nævnet laver. Her står der blandt andet:

"Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig omtale." 

Mener du, at de informationer om kendtes kreditkort, som Se og Hør har brugt til sine historier, er store nok til at retfærdiggøre den måde, de har fået informationerne på?

"Nej, det mener jeg ikke. For i det er tilfælde handler det om, hvilken kendt der har købt en kop kaffe på Baresso, og hvilken kendt der har været til scanning på Rigshospitalet. Det vil jeg mene er fuldstændig ligegyldige oplysninger. Så selv om man kan sige, at Se og Hør opererer i et sladderbladsunivers, som lever af historier om kendtes gøren og laden, så kan det ikke etisk berettige, at man via "tys-tys-kilden" har fået fortrolige oplysninger. Det har simpelthen ikke en stor nok samfundsmæssig relevans."

Men hvad har så stor nok relevans? Ifølge Kurt Strand er det svært at være smagsdommer over, men han mener, at det bør høre til de overvejelser, som journalister dagligt gør sig.

"Hvis en embedsmand for eksempel synes, at den nye offentlighedslov er vanvittig og derfor deler nogle dokumenter med en journalist, fordi han har en idé om, at de har en samfundsmæssig relevans, så bør journalisten på samme måde spørge sig selv, om informationerne er vigtige nok til at retfærdiggøre en journalistisk dækning af dem."

Et andet etisk dilemma, som Se og Hør-sagen aktualiserer, er ifølge Kurt Strand spørgsmålet om, hvornår en journalist skal gøre noget, fordi vedkommendes chef eller medie siger det. 

"Flere i Se og Hør-sagen har argumenteret med, at de vidste, at det, de gjorde, var forkert, men der var en bestemt kultur på bladet og måske en chef, som havde sagt, at man skulle lave den her historie."

Ifølge Pressenævnets regler for god presseskik bør en journalist da heller ikke pålægges opgaver, som strider mod vedkommendes samvittighed.

"Men jeg har altid syntes, at det var lidt tyndbenet, når journalister hænger deres hat på en redaktør. Jeg synes, man som journalist skal være villig til at tage de konsekvenser, det kan have at sige fra. For det er den eneste måde, man kan få diskuteret på redaktionerne, om en historie er rimelig at lave eller ej." 

De fleste danskere kan i dag betragtes som udgivere på grund af sociale medier som Facebook. Hvilke etiske forholdsregler lærer Se og Hør-sagen os at være opmærksomme på, når vi selv udgiver billeder og deler informationer?

"Vi kan ikke styre de sociale medier. Og man kan ikke gardere sig mod, at alle mulige, undskyld udtrykket, tosser deler hvad som helst på nettet uden nogen form for dokumentation. Det har vi senest set i forbindelse med gymnasieelever, der deler nøgenbilleder af hinanden, og det er ikke kun ulovligt, det er også uetisk."

Men hvis de klassiske mediehuse i øvrigt skal have en chance i konkurrencen med de sociale medier, mener Kurt Strand, at vejen frem er at hæve den etiske barre.

"De klassiske medier bør være tydelige i spyttet omkring, at de ikke bringer udokumenteret sladder og faktuelt forkerte oplysninger. At de ikke farer ud med historier, før de er sikre på dem. På den måde kan de trække en streg mellem, hvad der er redigeret af en redaktion, og hvad der ikke er."

Men vil medieforbrugerne i det hele taget se en etisk ændring hos de medier, de bruger? 

"Jeg håber, at de vil opleve, at medierne, og også de kulørte, bliver mere kritiske overfor at bruge oplysninger, som de ikke har fået på lovlig vis - det er i øvrigt også den melding, som Se og Hørs ejere selv er kommet med. Jeg håber, at medierne i højere grad vil spørge sig selv, om de står med de nye Panama-papirer, eller om informationerne kun tilfredsstiller en nyfigenhed hos brugerne. Det håber jeg, at Se og Hør-sagen vil føre til, men vi har endnu til gode at se det."

Hvad tror du selv?
 

"Det er umuligt at give et kvalificeret bud på, så jeg vil hellere tillade mig at håbe." 

Kurt Strand er vært på "Mennesker og medier" på P1 og har fulgt Se og Hør-sagen. Arkivfoto. Foto: Mette Frandsen